Der er trangt på en piedestal

Talemåden om at blive sat på en piedestal er, synes jeg, ikke udtryk for noget godt. Jo, det er da rimeligt at vi anerkender hinanden for vores stærke sider. Vi skal både tro og vide at vi er noget. Beundring kan være OK, men skal ikke overdoseres. Vi skal være på lige fod, også selv om der er stor forskel på hvad vi er gode til.

Hvis nogen bliver sat på en piedestal, er det slut med at være på lige fod, og der opstår afstand, og måske brydes den "ophøjede" med stramme forventninger til hvad hun eller han står for. Det bliver lidt koldt og ensomt. Og janteri om at få vedkommende hevet ned.

Det er meget enklere bare at respektere hinanden for hvad vi er, anerkende de gode sider, og ikke gøre de svage sider til det centrale. Og det gælder forresten også i meget høj grad i forhold til sig selv.

Jeg har selv nogle ganske stærke sider, og uden at være berømthed har jeg prøvet den med at piedestalen står klar. Usch, lad mig komme væk.

Ingelise havde også nogle markant stærke sider, og havde samme forhold til piedestaler. Hun var virkelig glad for at jeg ikke beundrede hende, men også havde det afslappet med de ting som hun var meget bedre til end mig. Accept er noget andet end, og kan være meget dybere end beundring.

Der findes jo så også dem der selv opsøger piedestalens distancerede plads, og tror at de er mere værd. Det kan jeg da more mig lidt over.