Han var meget diskret omkring sin udførelse af aktiv dødshjælp, fordi han ellers kunne blive anklaget for højforræderi. Men hans dagbog fik historien, disse fakta:
At about 11 o'clock it was evident that the last stage might endure for many hours, unknown to the patient but little comporting with the dignity and serenity which he so richly merited and which demanded a brief final scene. Hours of waiting just for the mechanical end when all that is really life has departed only exhausts the onlookers and keeps them so strained that they cannot avail themselves of the solace of thought, communion or prayer. I therefore decided to determine the end and injected (myself) morphia gr. 3/4 and shortly afterwards cocaine gr. 1 into the distended jugular vein.
Senere samme år var han i det britiske overhus imod en legalisering af eutanasi (aktiv dødshjælp), ud fra et synspunkt om at det hører under lægens samvittighed og klogskab, og ikke skulle reguleres af loven.
Da indholdet af dagbogen blev offentligt kendt 50 år senere, vakte det opsigt. Mange betragtede det som et mord.
- New York Times:
1936 Secret is out: Doctor sped George V's death - British Medical Journal:
A king, a doctor, and a convenient death (synspunkt)
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Det er interessant, at lægen i sin dagbog beskriver livets sidste stadie som ubevidst for patienten, men at han alligevel af hensyn til de, som ser på, vælger at aflive sin patient måske kun nogle få timer før, den naturlige død ville indtræffe.
Det ser ud som om, lægen har ladet hensynet til de pårørende og avisens deadline veje tungest - hvilket vel også er kendetegnende for den tid, vi lever i. Det moderne menneske frygter i den grad enhver form for kontroltab så meget, at vi også forsøger at betvinge og kontrollere døden, så den passer ind i vore planer.
Når en patient - som i dette tilfælde den engelse konge - er moribund er der kun timer eller dage tilbage før døden naturligt indtræffer. Patienten er bevidstløs og reagerer ikke på stimuli og vejrtrækningen sætter langsomt, men sikkert ud for til sidst at gå i stå. Det menes ikke at være en lidelsesfuld proces, men måske nok ubehagelig for de, som våger. Det plejer at være en snild og nem sag, at holde disse patienter smertefrie og gøre det komfortabelt for dem, mens de går dette sidste stykke vej alene.
Jeg har selv siddet godt og vel 2 døgn ved min fars dødsleje og våget engang for mange år siden på Marselisborg Hospital. Jeg ville ikke have undværet den afskedsproces for noget i verden. Og jeg vil selv gerne betakke mig for, at blive aflivet ved hjælp af overdoser af et sundhedsvæsen, hvis deadlines, jeg ikke passer sammen med. Jeg vil ha' min dødsproces i fred. Jeg tror, den er vigtig både for mig, men også for de, som holder af mig.
Ja, det var netop aspekterne med at han også tænkte på hensyn til familien og pressen, der gjorde denne case speciel, og lidt provokerende.
Men jeg synes at det er en vigtig del af historien, at lægen i kraft af sygdommen havde været tæt på sin patient gennem mange år, og har haft basis for at kende ham temmeligt godt. Og hans dagbogsnotat starter med at observere at en langtrukken dødsproces ville være upassende i forhold den værdighed og ro som kongen satte stor pris på.
Det synes jeg vidner om en høj grad af respekt for en patient der ikke længere var ved bevidsthed.
At han så også tænker på at han, i den konkrete situation, kunne se hvad der ville være bedst for familien, samt det praktiske omkring pressen, synes jeg ikke mindsker at det primært var et spørgsmål om forholdet mellem patient og læge. For min udlægning er at det helt klart var dette, der vejede tungest.
Jeg synes bestemt ikke at den omstændighed at kongen ikke var ved bevidsthed er et argument for at tilsidesætte hans værdier. Det handler ikke om en teoretisk målestok for lidelsesfuldhed, men om respekt.
Jeg vil endda mene at terminal sedering kan være respektløst. Når det ikke er meningen at patienten skal vågne - hvilket jo kan være en ganske rimelig vurdering - er det mere menneskeligt at få sat det punktum der skal til. Selvfølgelig under hensyntagen til eventuelle tilstedeværende pårørende, og deres sorgproces. Og selvfølgelig skal det ikke handle om at få det til at passe med et vagtskifte, eller sådanne deadlines.....
Det forløb du beskriver med din far lyder fint. En Dawson havde næppe synes at der var brug for at fremskynde noget.
Handlinger under en dødsproces må skulle ske under stor hensyntagen til mest patienten, men også de pårørende. Det oplever jeg skete både omkring George V og din far, på hver sin måde.
Send en kommentar