En sommerfugls selvmord

At brænde sit lys i begge ender

2009-12-20T20:40:00.001+01:00

"Man skal ikke brænde sit lys i begge ender" lyder et gammelt ordsprog. Som billedet viser kan det jo også være det rene selvmord. Og en aktivitet som menneskeheden dyrker med stor energi - og CO2 udledning.

Busy, Busy, Busy by Terry Border, Bent Objects

Se også:

Hopenhagen 2009 - COP15

2009-12-19T18:48:00.002+01:00

Disse små is-skulpturer er fra en installation som den brasilianske kunstner Néle Azevedo i de senere år har arrangeret i flere storbyer. F.eks. blev 1000 små is-mennesker stillet op i Berlin denne sommer, og smeltede. De er jo også særdeles aktuelle lige nu.

Copenhagen -> Hopenhagen -> Brokenhagen ?

Se også:

Fingeren

2009-12-18T19:43:00.001+01:00

Se også:

En engel i sneen

2009-12-17T17:48:00.001+01:00

Se også:

At fylde sine dage med liv

2009-12-16T18:59:00.003+01:00

Maj 2008. Abergavenny, en gammel by i den sydlige del af Wales. Et respekteret ældre par, Tom og Nancie Hughes, på hhv. 82 og 86, blev fundet i deres lejlighed. Efter næsten 60 års ægteskab var de døde sammen. Politiet kunne hurtigt afslutte sine undersøgelser. Ingen tegn på at andre end det gamle par var involveret.

Naboer og familie var helt enige om at beskrive Tom og Nancie som et meget værdigt og kærligt par, med et dybt hengivent forhold. Måske lidt gammeldags, men de havde også haft et langt og godt liv sammen. Side om side. De havde i fællesskab drevet en tandlægeklinik, og var uadskillelige. Fritiden gik med fælles aktiviteter som vandreture og golf. De var gladest sammen, og klarede indkøbene med hinanden i hænderne. Et aktivt, sødt og venligt par. Meget afholdte.

Men helbredet var ikke længere godt, alderdommens skrøbeligheder meldte sig. Nancie var efterhånden stærkt præget af gigt og demens. Kunne næsten ikke komme ud, eller bare bruge hænderne. Tom var næsten døv, og kæmpede med at klare deres dagligdag. Den ene af deres sønner så chokeret hvordan hans mor intet kunne. Det gik hurtigt. Parret satte deres uafhængighed højt, men Tom så i øjnene at der kunne blive brug for plejehjem.

Pludselig blev telefonen ikke længere taget, og en af sønnerne fandt sine forældre forenede i døden.

Naboer og medier søgte en forklaring i at Tom havde givet udtryk for at de var bange for at blive skilt ad. At de kunne blive indlagt til at dø på hver sit plejehjem. Denne triste udsigt egnede sig til avisoverskrifter, at parret hellere ville dø. Drama og forargelse mod myndighederne, som kort forinden netop havde haft et møde med parret om deres fremtid. Spekulationerne gik på at Tom var bange for at en adskillelse ville være uundgåelig, at parret kun kunne blive sammen ved at dø sammen. En hjertegribende tragedie.

Nogle måneder senere kom sagens reelle omstændigheder frem ved en retslig undersøgelse. Det var gået pludseligt og dramatisk tilbage for Nancie. Yderligere tilbage. Hjertet slog endnu, men ingen muligheder for noget som kunne kaldes for liv. En pude over ansigtet lukkede for en alt for usikker fremtid. Tom Hughes ordnede deres økonomi og papirer. Skrev et forklarende brev til sønnerne. Druknede sig i badekarret. Slut.

Sagen blev lukket som mord og selvmord. Kvælning og drukning. Det kunne også kaldes for dobbeltselvmord eller selvmordspagt. Måske selvadministreret aktiv dødshjælp, eutanasi. Eller "bare" en frivillig død i god ro og orden. Ikke noget som andre skulle indblandes i.

Et "fristende" spørgsmål kunne være hvordan situationen, ideelt set, kunne have været håndteret bedre. Hvad kunne der mon have været gjort? Nancie Hughes var åbenbart nærmest "væk". Måske kunne hendes krop have været opbevaret under omhyggelig pleje nogle uger, måneder eller endda frygtelige år endnu. Til gavn for hvem, hvad?

Den tunghøre Tom kunne have været parkeret i en stol i nærheden, i en fælles trist og langtrukken skæbne. Han havde sikkert overlevet sin kone.

Det uadskillelige par var ved at bliv skilt ad. Ikke af myndighederne, men af alderdom, sygdom og død. Ud fra den meget udbredte fordom om at liv skal vare så længe som muligt, "skulle" Tom have været tvunget til at at leve videre. Til gavn for hvem, hvad?

Jeg kunne have undt Nancie, Tom og deres børn en afskedsceremoni. En højstemt markering af afslutningen på to gode liv. Et samfund som ikke presser gamle med en model om at det er en forbrydelse når en frivillig død bliver at foretrække. Og en hjælp til at forlade livet på en mindre skurrende måde.

Selvfølgelig kan sagen også perspektiviseres i forhold til presset økonomi for plejehjem, at der er langt fra den praktiske virkelighed til hvad der kunne gøres hvis der ikke skulle tænkes på begrænsede ressourcer. Men der er altså også langt fra plejesystemets paradigme med at gamle får et godt liv gennem "tilstrækkelig" pleje, til hvordan mange af virkelighedens ældre ikke vil lade sig nøje, med at meningen med livet er at modtage pleje.

Hellere fylde sine dage med liv, end fylde sit liv med dage.

The Telegraph:
Couple kill themselves over care home fears
BBC:
Separation fear led to OAP deaths
The Daily Mail:
Fears of suicide pact between doting couple who couldn't bear being parted
The Daily Mail:
'Suicide pact' for devoted couple who couldn't stand being sent to separate care homes
The Daily Mail:
Retired dentist suffocated wife then drowned himself in bath 'because he feared they would be put in separate care homes'

Se også:

Vinter morgen sommerfugl

2009-12-15T19:07:00.002+01:00

Warming up

Se også:

Banksy: Smiley med leen

2009-12-14T20:02:00.001+01:00

Den engelske graffiti-kunstner Banksy sætter ofte en skæv vinkel på kulturelle ikoner. Her har manden med leen, døden, fået et venligt ansigt, en smiley. Den engelske titel "Grin Reaper" er jo et uoversætteligt ordspil på "Grim Reaper", som figuren typisk kaldes på engelsk.

Se også:

Panodil, marketing og forebyggelse af selvmord

2009-12-13T13:12:00.005+01:00

En aktuel nyhedshistorie fra Politiken, Producenten slår alarm over Panodil, siger bl.a.:

Producenten af Panodil har fået nok af, at deres medicin bliver misbrugt af unge piger med ondt i livet.

Det skal være slut med, at familier har store bøtter potentielt livsfarlig medicin i hjemmet. Fremover skal du have recept med på apoteket for at købe flere end 20 hovedpinepiller, lyder kravet fra GlaxoSmithKline, der reagerer på baggrund af, at antal forgiftninger er flerdoblet på ti år.

Opfølgende artikel: Flertal for at se på regler for hovedpinepiller

Det lykkedes endnu engang for GlaxoSmithKline at få medierne til at gøre gratis reklame for sig. Det lyder jo ellers som om de rigtig tænker på de "stakkels panodil-piger" når de ligefrem kræver at der skal være receptpligt for pakninger over 20 af de hovedpinepiller som er meget giftige i overdosis.

Når det handler om medicinalindustrien er der jo ellers masser af nyhedshistorier der med kras tydelighed udstiller hvordan de med stor energi kæmper for at øge deres fortjeneste, helt uden hensyntagen til at de sælger stoffer som nogle gange kun har meget begrænset positiv effekt, og kan være direkte skadelige i bredere perspektiv. Og hvordan de "får" positive videnskabelige afhandlinger netop fra de forskere som de støtter økonomisk.

Der er god grund til at kikke kritisk på hensigterne, især når de søger at pudse glorien.

»Politikernes indsats har slået fejl«, siger marketingchef Annette Marcher, der har sendt advarslen i et brev til sundhedsministeren.

Hun lover, at firmaet ikke vil tjene en krone ekstra, hvis salget flytter til mindre og dyrere pakker. De er dyrere at producere og distribuere, siger marketingchefen.

Pudsemaskinen kører i ligeså høje omdrejninger som den marketing de er igang med her. Nu har jeg selvfølgelig ikke indsigt i deres økonomiske kalkuler, men jeg tror da på at det kan lade sig gøre at lave en opstilling der ikke viser hvordan fortjenesten øges. Måske simpelthen ved at opgøre fortjenesten pr. pakning. Jeg tror gerne at der ikke er større fortjeneste på at sælge én pakning med 20 tabletter, sammenlignet med at sælge én bøtte med 100. Men jeg tror også at fortjenesten øges klart ved at sælge samme 100 piller fordelt på 5 pakninger.

Der er ingen tvivl om at udgifterne for forbrugerne øges kraftigt. Et opslag på Medicinpriser.dk viser at 5 pakninger á 20 stk koster ialt kr. 169,25 men "kun" kr. 56,75 når der købes 100 stk samlet. Ved at købe en stor portion på 300 stk, falder prisen pr. 100 yderligere, til kr. 35,90.

Selvfølgelig er omkostningerne til produktion, distribution og salg markant højere ved 5 små papkasser, blisterindpakninger og indlægssedler. Hvis jeg (lidt overforenklet) antager at disse udgifter pr. pakning ligner hinanden, uafhængig af om den rummer 20, 100 eller 300 stk, ville det udgøre over 25 kroner (incl. momsen) pr. portion, og en pris for indholdet alene på ca. 30 øre pr. tablet.

Jeg vil anslå at den danske omsætning af hovedpinepiller er omkring 1 milliard tabletter om året. Forsigtigt regnet skal forbrugerne altså til at betale et par hundrede millioner kroner mere om året. Det kan sammenlignes med en skatteforhøjelse, endda uden at tænke på at momsen på den betydeligt øgede omsætning går lige lukt i statskassen.

Jeg tror på at der vil kunne "købes" betydeligt mere selvmordsforebyggelse ved at bevilge et lignende millionbeløb til konkret selvmordsforebyggende arbejde. At der ville kunne forebygges mange flere selvmord, end det trods alt ret begrænsede antal unge hvor en forgiftning med paracetamol giver anledning til dødsfald eller varige skader.

Ud fra snæver kassetænkning omkring selvmordsforebyggelse lyder det dog umiddelbart fristende at søge at gøre adgangen til store portioner Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol og lignende) sværere. Fra artiklen:

England strammede reglerne for ti år siden, og ifølge Danmarks førende ekspert i selvmordsforebyggelse, professor, dr.med. Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center Bispebjerg, så er der solid dokumentation for, at krav om recept både har fået antal forgiftninger og det samlede antal selvmord i England til at falde.

»Det er mig komplet ubegribeligt, at politikerne ikke har strammet reglerne for længst«, siger Nordentoft, der siden 1998 gentagne gange har skrevet til regeringen og foreslået receptpligt.

Et nærmere kik på den "solide dokumentation" tegner et noget mere broget billede. Det er rigtigt at de engelske statistikker for selvmord og forgiftninger viser et tydeligt fald i perioden. Men et bredere kik viser at samme periode udviser et tilsvarende glædeligt fald i andre medicinforgiftninger, og faldet i samlet antal selvmord er endnu større end det som på nogen måde kan relateres til opstramningen omkring salg af paracetamol.

Det er udokumenteret ønsketænkning at konkludere at at det udslaggivende netop var begrænsningen i pakningsstørrelserne. Statistikkerne efterlader ingen tvivl om at det blot var en enkeltstående faktor i en periode hvor der var en god udvikling.

Logisk nok viser det sig at netop de fagfolk som kæmpede en kamp mod de store portioner hovedpinepiller netop også er dem som bruger statistikkerne som basis for ihærdigt gentagne påstande om at de havde ret. Det er jo så dejligt at kunne føle at have gjort en positiv forskel. Men der er altså også brug for at kikke mere "køligt" på tallene.

Jeg har fundet en lidt mere dybtgående artikel:

Interrupted Time-Series Analysis of Regulations to Reduce Paracetamol (Acetaminophen) Poisoning
Oliver W. Morgan, Clare Griffiths, Azeem Majeed

Fra konklusionen:

We found little evidence to support the hypothesis that the 1998 regulations limiting pack size resulted in a greater reduction in poisoning deaths involving paracetamol than occurred for other drugs or nondrug poisoning suicide.

Og meget apropos for den danske debat:

It is important to find out whether the legal changes that were introduced to address a public health problem did in fact bring about a change for the better. This knowledge would also be relevant to other countries that are considering similar changes.

Jeg er ikke i tvivl om at producenten GlaxoSmithKlinehar har betydelig økonomisk interesse i at øge sin omsætning gennem at forbrugerne afskæres fra de store portioner.

Hvad der er vigtigere er at alle forstår at Panodil er en rædselsvækkende dårlig selvmordsmetode. At det giver en langsom og smertefuld død.

Jeg vil kalde det for hamrende uansvarligt når Ekstra Bladet valgte at illustrere en ellers ganske anstændig artikel om Panodil-piger "Flere piger prøver panodilselvmord" med dette generiske billede. Det forleder jo til den forestilling at pillerne giver døsighed og ro. Tværimod. Slet, slet ikke nogen nem, smertefri, hurtig selvmordsmetode.

På den anden side er jeg ganske enig i at det er uvirksom signalpolitik når sundshedsminister Jakob Axel Nielsen på vegne af regeringen foreslår en aldersgrænse på 18 år for at købe hovedpinepiller.

Konkret vil jeg i stedet foreslå at den advarsel som trykkes på pakningerne baseres på hvad en intensiv-sygeplejerske engang skrev:

[...] den pige, jeg modtog for 16 år siden, som kom ind på sygehusafdelingen med diarré og ja meget dårlig. Man troede, det var en maveforgiftning, men senere fandt vi ud af, at hun havde taget Panodil. Hun havde ikke fortalt noget, så der var gået et par døgn, før hun blev indlagt. Pigen var under 20 år. Og hvad sker, når der er gået et par døgn? Leveren er ødelagt. Der er intet at stille op!

Jeg husker hendes hjerneskrig i afdelingen .... skærende gennemtrængende i hele afdelingen.

Pigen døde.

Det lyder jo uhyggeligt. Netop. Sådan er virkeligheden.

Hvis jeg følte behov for selvmord nu ville jeg holde mig langt fra Panodil. Rent bogstaveligt ville jeg hellere dø af sult og tørst. Det er en bedre metode, både for den der fortryder, og for den som virkelig vil dø.

Se også:

Dreaming of a White Christmas

2009-12-12T18:48:00.001+01:00

I'm dreaming of a white Christmas
Just like the ones I used to know
Where the treetops glisten,
and children listen
To hear sleigh bells in the snow

I'm dreaming of a white Christmas
With every Christmas card I write
May your days be merry and bright
And may all your Christmases be white

I'm dreaming of a white Christmas
With every Christmas card I write
May your days be merry and bright
And may all your Christmases be white
Irving Berlin

Denne klassiske og nærmest plagsomme amerikanske julesang kan jo siges at være blevet aktuel på en helt anden måde - som illustreret af ovenstående satiriske tegning fra den finske Seppo Leinonen.

Selv om spørgsmålet om hvid jul eller ej jo er en karikeret overforenkling i forhold til klimaets variationer og udvikling, er spørgsmålet jo stadig om de de store konferencer om klima og CO2 giver meget andet end hensigter og papirer. Der er jo behov fjor mere end blot justeringer af kursen.

Men foreløbig ser det da ud til at der er rimeligt håb for at COP15 i København bliver et fremskridt af betydning, også i forhold til hvad der kom ud af Kyoto aftalen.

Altså kan Bing Crosby få lov til at synge igen....

Youtube: Bing Crosby - White Christmas

For det skulle jo nødigt gå som illustreret på en anden satirisk tegning af Seppo Leinonen:

Han har specialiseret sig i satirisk udstilling af emner omkring miljø og klima. Den nyeste er også illustrativ:

Se også:

Isbjørn i nød. Seal the Deal!

2009-12-11T20:08:00.004+01:00

Denne ensomme isbjørn, flydende på en lille isflage, er jo meget apropos den aktuelle Cop 15 konference i København. Risikoen for at det arktiske polarhavs økosystem bryder sammen, med isbjørnen som et af mange ofre, er jo efterhånden ubehageligt nærværende.

CO2 udledningen har gennem drivhus-effekten allerede ført til at Ishavet får mere og mere åbent vand, og i overskuelig fremtid kan blive næsten isfrit om sommeren. Hvor meget dette påvirker havets dynamik, som f.eks. den meget vigtige Golfstrømmen, kan vi jo først vide helt bagefter. Når det er sket, når verden har ændret sig. Men det kan ikke være tvivl om at der sker meget.

Ovenstående design er i øvrigt udformet som flyder på en bundprop til badekar. Det kan jo give anledning til at tænke på sammenhængen mellem den CO2 udledning som opvarmningen af vandet gav, med hvad der sker omkring Nordpolen. Og resten af verden.

En anden variant med den triste isbjørn er et låg til at beskytte indholdet af et glas. Helt apropos, et glas med det drikkevand som ikke bare er en selvfølgelighed over hele verden. Endnu mindre fremover.

Disse nyttige og illustrative brugsgenstande er designet af Chaiyut Plypetch fra design-bureauet Propaganda fra Thailand. Han har designet en lang række brugsgenstande, der ikke bare glider i baggrunden. Designs med humor, som ofte også kan stimulere til tanker. F.eks. en anden bundprop, som jo egentlig også er aktuel i forhold til klima-debatten:

Se også:

Andesteg eller flæskesteg til jul?

2009-12-10T18:18:00.002+01:00

Et af de store spørgsmål for hvordan den danske juleaften skal fejres er jo om der til julemiddagen skal serveres andesteg eller flæskesteg. Hvilken lækker steg der skal være emne for en sanselig sensuel nydelse ved det festlige bord.

Hvad med en lækker sprød andesteg, som rigtig udstiller sig uden fjer på. En and med skælmske øjne, svajende på tallerkenen, i glad forventning om den kommende nydelse?

Hun hedder Ashlyn. Lækker andesteg, ikke? Lige til at bide i.

Men det kan jo være at du bedre kan lide flæskesteg. Så vil du måske sætte pris på Pamela, en saftig grissebasse med forventningsfulde sovekammerøjne, som lystigt byder sig til - liggende med spredte ben. Tag mig! Tag mig!

Glinsende krop indsmurt i olie. Der er serveret. Gris på gaflen. Bøvs.

Men ok, det kan jo også være at du synes at det er lige heftigt nok at have sådan noget griseri liggende foran på tallerkenen. Det kan jeg da godt forstå.

Måske vil du hellere bryde lidt med traditionerne, og "nøjes" med kyllingesteg. Her kan jeg pege på Sasha. En lækker nøgen krop, gyldenstegt sprødt skind og rumpen højt i vejret. En kylling, der er med på den værste:

Kylle rylle. Kyllingesteg i stilling på tallerkenen. Lige til at rive i. Foretrækker du vinge eller lår? Eller går du direkte efter at få bryst?

Sådan kan mad også præsenteres. Du har min fulde forståelse hvis du synes at dette er ulækkert og klamt. Det synes jeg i hvert tilfælde. Dyrene er antropomorfiseret og seksualiseret på en pornografisk måde. En grim sammenblanding mellem sensuel nydelse af mad, og nydelsen af det seksuelle.

Hvis billederne var produceret af en vegansk aktivist-organisation, som kritik af det at spise dyr, kunne jeg se en mening med at bruge et så provokerende ulækkert billedsprog. Jeg ville dog nok synes at det var lidt for groft, og med risiko for at give bagslag.

Men virkeligheden er sådan set værre. Billederne er fra en reklame-kampagne for krydderier. Ja!

En virksomhed fra Thailand, Thai Fermentation Industry, brugte for et par år siden disse klamme billeder for at sælge sin serie "Rachachuros Seasoning". En kampagne ved navn "Temptation of Taste". Jeg forstår ikke helt deres tankegang.

Personligt må jeg sige at billederne snarere vækker til reaktioner mod at spise dyrene. Og altså imod at bruge deres krydderi-blandinger. Appetitten gik fløjten.

Det bliver endnu værre. Det var ikke nok med mad-porno for at sælge deres smagsstoffer. Tidligere har de haft en anden kampagne, der ud over et seksuelt antydende billedsprog også griber fat i kannibalisme eller selvmord. Det forventes tilsyneladende at tænderne løber i vand hos mulige kunder.

Her er det gået ud over både en and og en kylling, der helstegt ligger klar på tallerkenen. De kan næsten ikke vente på at nogen kommer og tager dem, nyder dem, fortærer dem. Så de er begyndt på at spise af sig selv. Så dejlige er de.

Klamt. Klamt ad helvede til. Tilsyneladende er MSG, det tredie krydderi, en central del af deres produkter. Krydderiernes svar på viagra.

Suicide Food: Rachachuros Seasoning

Selv spiser jeg ikke så meget kød, men jeg er bestemt ikke vegetar. Så jeg skal ikke være hellig, men jeg synes nu at vi bør behandle dyrene med respekt, også selv om vi har tænkt os at spise dem. Ikke med noget i retning af zoofili og nekrofili. Eller hvad det nu er for en perversion.

Se også:

Julemanden "tilbedes" på korset

2009-12-09T17:44:00.004+01:00

Robert Cenedella, Santa Claus, 1989

For 20 år siden vakte maleren Robert Cenedella opmærksomhed med dette provokerende billede af julemanden, arrangeret som et juletræ over en bunke festligt indpakkede julegaver, og korsfæstet som en klar reference til Jesus på korset. Den Jesus som fejres i den vinkel som kristne missionærer gav den gamle tradition for en midvinterfest.

Billedet var udstillet i et vindue af Art Students League of New York og vakte med sin ramme symbolik stor indignation i ortodokse kristne cirkler. De så billedet som en fornærmelse mod deres profet, deres Gud. Der blev råbt højt.

Men i virkeligheden var billedet ikke tænkt som en satire rettet mod kristne symboler. Nærmere tværtimod. Det var en satire over hvordan den materialistiske dyrkelse af julemanden reelt allerede dengang havde erstattet Kristus-figuren som bærende i julens symbolik.

Men det var jo så ikke umiddelbart gennemskueligt for nogen som hellere ville føle sig fornærmede.

Se også:

Bizarro: Døden med værdighed

2009-12-08T17:22:00.001+01:00

Denne tegning er fra den amerikanske Bizarro serie, hvor Dan Piraro gennem nu mange år har affyret satiriske pointer, som navnet antyder i en bizar stil. Og med skjulte symboler integreret i billedet. Men han er også kendt for at at lade sine personlige synspunkter skinne igennem.

Denne tegning bygger på et ordspil omkring "værdig død", der surrealistisk bliver drejet til at manden med leen har fået pæn skjorte med manchetknapper på. Og at den der er ved at dø ser og værdsætter dette. De mødes altså med venlighed, uden at døden er en frygtindgydende fjende.

Tegningen vakte forargelse hos en del af dem som kæmper kampen for en værdig død, eller "death with dignity". De følge sig nedgjort gennem at tolke tegningen som latterliggørelse, ved at gøre værdigheden til et spørgsmål om manchetnapper. Så der røg nogle vrede emails afsted til tegneren.

Klagerne blev dog positivt overraskede da Dan Piraro gik i en konstruktiv dialog, og forklarede at det ikke var for at latterliggøre det med behovet for en værdig død. Han har ikke det mindste imod at fornærme nogen som han er uenige med, men kan ikke lide når det sker ved et uheld, især når nogen som han endda er enig med føler sig ramt. Han synes netop selv at det er grusomt når den eneste lovlige måde at dø på næsten overalt er at hentæres i elendighed.

BizarroBlog: Death Controversy

Sagen er samtidig et glimrende eksempel på det problematiske i nærmest at lede efter en anledning til at føle sig fornærmet, i stedet for at tænke på at det jo også kunne være ment på en anden måde. Paranoia er et for stort ord her, men det snerper derhen ad.

Se også:

Verbal vold mod børn

2009-12-07T20:57:00.001+01:00

Dette er en pågående visuel illustration fra en kampagne som den amerikanske Juvenile Protective Association i foråret kørte. En markering af at vold mod børn ikke bare handler om angreb på deres følsomme kroppe, men også på deres følsomme sind. At børnemishandling alt for ofte ikke er noget som barnet kan forstå som udtryk for at de voksne brutalt tromler ind over barnets grænser.

Det er jo netop problematisk at det kun er de fysiske overgreb, vold eller seksuelt misbrug, der dog kan forventes at blive mødt af hurtige indgreb. Men verbal vold mod barnets sind kan få meget mere traumatiske konsekvenser, og få lov til at fortsætte længe.

Her er det så også værd at bemærke at tilfælde med fysisk mishandling normalt sker samtidig med verbale overgreb. Egentlig vil jeg her mene at det ikke er de fysiske smerter og skader der er den værste del af overgrebet. Hvis barnets følelsesmæssige behov ikke blev manipuleret og negligeret var blå mærker snarere til at komme sig over.

For det er netop her at billedets hårdtslående visuelle symbolik rammer ved siden af. Den farligste verbale vold giver ikke barnet lejlighed til at reagere med tårer på en gennemskuelig smerte. Tværtimod går den dybt i sjælen, og blokerer for at barnet kan udvikle sig med den tryghed det giver når det kan forstå sin omverden.

Det kan vare resten af livet, eller være meget hårdt at arbejde sig igennem. Selvmord og såkaldt psykiske sygdomme er desværre "ganske normalt".

Se også:

For surt for mandarinen

2009-12-06T21:06:00.001+01:00

Suicide orange by cherrykizZ

Se også:

Foie gras - for sadister

2009-12-05T17:37:00.003+01:00

Roger Moore fights evil animal cruelty!

Etikken omkring hvordan husdyr opdrættes til menneskeføde kan ofte være diskutabel, men i det mindste søger ejerne at undgå syge dyr. Det giver jo også økonomisk mening, da disse er sværere at sælge. Produktionen falder, og penge spildes.

En speciel undtagelse er foie gras, hvor gæs tvangsfodres på en måde som fører til en sygdom. Fedtlever. Det syge organ regnes for en delikatesse. Her er det ikke engang plausibel mulighed for at foregive at dyrene behandles godt.

Bevidst at påføre sygdom og lidelse må kaldes for sadisme. Også at købe produktet. Og nyde det. Sadisme.

Jeg tror ikke på at gæssene er masochister.

Se også:

Suicide Prevention Hotline

2009-12-04T16:57:00.002+01:00

Pop Culture Shock Therapy, august 2006

Se også:

Suicide Prevention Squad

PostSecret - Offentlige dybe hemmeligheder

2009-12-03T18:23:00.000+01:00

En ret speciel blog er den amerikanske PostSecret. Anonyme udfærdiger og indsender postkort med dybe hemmeligheder. Meningen er at det skal være sandheder som ingen andre har fået at vide. Processen med at nedskrive noget der gnaver kan hjælpe mange. Andre kan også få meget ud af at genkende sig selv i de hemmeligheder som offentliggøres på bloggen, eller i de tilhørende bøger.

Der er selvfølgelig stor forskel på tyngden af, og emnerne for de indsendte hemmeligheder. Her har jeg plukket et udvalg af de større.

Hjælpekunst i andres sko

2009-12-02T15:30:00.002+01:00

En populær amerikansk talemåde, muligvis af indiansk oprindelse, lyder på variationer over temaet: Don't judge someone until you have walked a mile in their shoes.

from A Softer World

På dansk kan den oversættes til: Døm ingen før du har gået en mil i deres sko.

En glimrende påmindelse om tolerance og rummelighed i forhold til andres livsvilkår.

En påmindelse som der kan være brug for. Det er kun alt for populært at være (for)dømmende og afstandtagende i forhold til hvordan andre lever deres liv, og hvilke valg de træffer. Det ses også ved selvmord, hvor der næsten pr. automatik kommer beskyldninger om ting som egoisme, fejhed, dumhed og utilregnelighed.

Beskyldningerne kommer fra nogen som, ganske bogstaveligt, ikke ved hvad de taler om. Ikke fra dem som selv har prøvet det, uden at det dog blev til at dø.

Det kan jo aldrig helt lade sig gøre "at gå en mil i en andens sko", men det helt centrale må være viljen til at prøve at forstå, prøve at rumme den andens livssituation. Altså netop også tanker om selvmord.

Jeg forestiller mig at en del af baggrunden for tendensen til skældud, er et håb om derved at afholde nogen fra at gøre alvor af tanker om selvmord. Det tror jeg er helt misforstået. Tværtimod kan det direkte styrke forestillinger om egen livsuduelighed når tankerne afvises med hårde ord. Hjælp kræver jo at forstå og acceptere. Ikke at tryne og nedgøre.

Eller som vores hjemlige filosof Søren Kierkegaard udtrykte det:

Hvis det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.

[...] kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - og præk så du kun for ham.

Se også:

Gregg Gour overlod ikke sin død til AIDS

2009-12-01T17:48:00.002+01:00

Her den 1. december er det World AIDS Day, hvilket må være en passende anledning til at give et rids af en usædvanlig rejse mod en planlagt død.

Gregg Gour levede livet som bøsse, men som 24-årig måtte han konstatere at han var inficeret med HIV. De næste 24 år blev præget af kampen mod sygdommen, en kamp som ikke kunne vindes. Den medicinske behandling gav ham sikkert mange år ekstra, men også større og større bivirkninger. Mindre og mindre livskvalitet.

Undervejs måtte han følge med i hvordan hans partner og deres fælles venner døde af AIDS. Sådan en grusom død ville han ikke byde sig selv, eller sin familie. Det kunne han gøre bedre selv, når tiden kom.

Bivirkningerne blev for slemme, og da lægen udskrev en endnu mere aggressiv behandling, sagde Gregg stop. Det var det ikke værd. Så var det bedre at afbryde behandlingen helt, og havde det så godt som muligt indtil tiden kom.

Afslutningen blev hans livs rejse, både bogstaveligt og i overført betydning. Han sagde sit job op, solgte sine ejendele, købte en autocamper, og rejste tværs over USA sammen med sin hund Cody. Undervejs aflagde han mange besøg hos familie, venner og gamle kærester. De blev nødt til at acceptere hans beslutning, han var urokkelig.

En hjertegribende rejse. Efter en tårevædet afsked med sin søster, efterlod han den forvirrede Cody. Hans mor på 70 havde stadig svært ved at rumme den beslutning som hendes søn måtte tage. Han holdt fast. Tiden var kommet. Hans gode liv skulle afsluttes i selvstændighed og værdighed.

Med sig på rejsen havde Gregg Gour et kamera, så han selv kunne optage en del af billederne til den dokumentarfilm, som Greenie Films lavede om historien.

A Finished Life: The Goodbye & No Regrets Tour

Han kunne ikke dø med sin familine omkring sig, han ville ikke risikere at de blev retsforfulgt for at lade ham gøre det. Han var helt rolig og i balance. Han havde fred med at have haft et godt liv, og at han kunne arrangere sig en god død. Til sidst havde han svært ved at tale, det blev en kamp at gå, og han havde mange smerter. Tiden var kommet. Hans liv var færdigt.

I hans sidste email skrev han "Græd ikke over mig. Til sidst er jeg fri". Redskabet var helium og en dertil indrettet pose. Uden ilt afsluttedes livet hurtigt og let. Ikke et selvmord, han gav blot aktiv dødshjælp til sig selv.

Youtube: A Finished Life - Trailer

Death widh Dignity National Center:
Assisted-Suicide Advocate Ends AIDS Fight His Way

Se også:

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

2009-11-30T23:48:00.002+01:00

Når modstandere søger at forsvare deres afvisning af aktiv dødshjælp, bliver "glidebaneargumenter" normalt fremført med stor energi og skarphed. At det er ligegyldigt med behovet, når der ses en risiko for nogle principielle problemer om at konsekvensen ville være en glidebane hen mod lægelig vurderet aflivning af mennesker som de ikke kan hjælpe til at have det godt.

Med andre ord, at vi vil havne i den anden grøft, hvis vi ikke bliver i den vi er i nu. At der ikke vil kunne findes nogen "gylden middelvej".

Illustration af Verner Brems

Jeg er nu ikke så bekymret for at sundhedssystemet ville udvikle sig til at være initiativrigt omkring at fremskynde døden for uhelbredelige og gamle. Erfaringerne fra de lande og stater, som har indført former for aktiv dødshjælp, viser noget helt andet. Når det bliver legalt at tale om hvordan døden og livets sidste faser skal være, er der kommet øget fokus på palliativ behandling og indlæggelse til god pleje på hospicer. Øget fokus på at undgå at ødelægge livets afslutning med nyttesløse forsøg på behandling. Det at vælge sin dødsdag er kun sidste udvej, men det at have muligheden giver stor ro og tryghed.

En paradoksal ting ved modstanden mod at respektere døende der føler behov en nødbremse er den gentagne fremhæven af passiv dødshjælp, altså at lægerne kan holde op med at fastholde en patient i livet. Men det er i virkeligheden her glidebanen for alvor viser sig.

Passiv dødshjælp er ofte udtryk for særdeles aktive beslutninger og handlinger. Alvorligt lidende får smertebehandling hvor der ikke er tvivl om at det sandsynligvis fremskynder døden. Patienter i coma får lukket for de sonder som giver næring og væske, så den uundgåelige konsekvens er at kroppen visner væk i løbet af nogle dage eller uger. Visse patienter i respirator får lov til at vælge hvornår den skal slukkes, og lægen giver en bedøvelse for at kvælningen kan foregå i ro. Eller en stærkt svækket patient får en lungebetændelse, hvor beslutningen bliver at det er bedre ikke at behandle, bedre at lade patienten dø nu.

Selv om ovenstående måske lyder lidt polemisk, er jeg nu ikke bekymret for hvordan lægerne håndterer disse sager. Jeg observerer blot at de skøjter rundt på en glidebane. Der kan da være sager hvor beslutninger kan diskuteres, men jeg ser ingen tegn på at lægerne er ivrige når det gælder om at få liv afsluttet. Min største bekymring er faktisk det omvendte. At der er for mange tilfælde hvor der rutinemæssigt fortsættes med nytteløse og kostbare behandlingsforsøg, som mere er til gene for patienten.

Glidebanen er der, og den kan ikke undgås. Når livets rammer defineres af sygdom og død, er der ingen formler for nemme og entydigt rigtige løsninger. Når der ingen tvivl om at der er sager hvor døden er et gode for patienten, bliver behovet at kunne snakke åbent om denne udvej. Beslutte sig om livets afslutning skal ske under palliativ behandling, fortsatte behandlingsforsøg, eller om livet egentlig allerede er slut. Om der en sjælden gang er brug for aktivt at sætte et punktum, i stedet for at det sker under foregivende af at der gives gavnlig behandling.

De døende er allerede på glidebanen, og det nytter ikke at andre prøver at holde sig væk fra den. Men der er brug for at de nødvendige beslutninger i højere grad kan foregå i oplyst åbenhed, med reel afvejning af fordele og ulemper ved forskellige veje mod døden.

Det vil også forebygge "forhastede" selvmord fra syge mennesker som ikke vil løbe nogen risiko.

Se også:

Skriget fra Edvard Munch

2009-11-29T23:03:00.002+01:00

Billedet Skriget, som Edvard Munch malede i 1893, må siges at være et af verdenshistoriens allermest ikoniske malerer, og et grundværk i ekspressionismen. Det er blandt de få billeder, hvor en stærkt forenklet gengivelse af hovedet må forventes at blive genkendt over store dele af verden. Rent bogstaveligt som et ikon eller piktogram.

Lidt hårdt sagt, har billedet som kunstværk ikke meget andet at byde på end sin symbolik. Denne er jo så til gengæld i særklasse. Tydeligvis kan den ramme rigtig mange mennesker, som må kunne genkende noget fra deres egen verden.

Edvard Munch beskrev selv sit værk med ord fra sin dagbog:

Jeg gik bort over vejen med to venner. Så gik solen ned. Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte som et pust af vemod. Jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden. Over den blåsorte fjord og by lå skyerne som blod og ildtunger. Mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst. Jeg følte det store, uendelige skrig igennem naturen.

En ting som har slået mig lidt ved at læse om andres måde at fortolke værket på er de til tider ret konkrete forskrifter for hvordan det "skal" fortolkes. Som udtryk for det moderne menneskes mangel på mening med tilværelsen. Et skrig efter betydning. Et skrig som personen vil beskytte sig mod.

Information: Skriget der blev stjålet

Selv om det da bestemt kan give mening at tolke billedet sådan, er jeg betænkelig ved at lukke af her - især når Edvard Munch selv reflekterer på en måde som jeg synes mere peger på en personlig oplevelse for ham. Hvordan han havde det.

Jeg ser billedet i sammenhæng med at Edvard Munch led af angst, depressioner og blev indlagt som "nervesvag", måske med en psykose. Hans barndom var præget af dødsfald. Hans mor døde af tuberkulose efter en række børnefødsler, da Edvard var fem år. Ni år senere døde storesøsteren Sophie, og Edvard var også selv flere gange alvorligt syg. Han skrev selv:

Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt ved min vugge, og som siden har fulgt mig gennem livet.

Ingen tvivl om at han havde det svært med tilværelsen og sig selv.

Videre er det sigende at billedet foregår på en bro ved Nordstrand udenfor Oslo. En bro som ofte blev brugt til selvmord ved udspring. Skrig. Nedenfor broen lå en sindssygeanstalt. Skrig. I nærheden rungede dyrenes skrig fra et slagteri. Der var rigelig resonans til Edvard Munchs egne indre skrig.

Så han malede. Skriget.

Ekkoet runger stadig. Et ekko som kan høres fordi andre genkender noget. Måske den eksistentielle angst.

Se også:

Lys for enden af tunnellen

2009-11-28T23:23:00.001+01:00

When you feel so tired but you can't sleep

Se også:

Snemænd hygger sig med selvmordspagt

2009-11-27T22:30:00.003+01:00

Suicidal Snowmen

Den Canadiske fast-food kæde Tim Hortons, som specialiserer sig i servering af donuts og kaffe, fejrede for tre år siden vinteren og julen med blandt andet dette papbæger til kaffe. Motivet er to glade snemænd som hygger sig med dampende varm kaffe.

Men varme drikke er jo det rene selvmord for en snemand. Billedet viser altså helt klart en selvmordspagt. Hårde tider for en truet art.

Se også:

Madonna: Little star - Butterfly

2009-11-26T23:23:00.002+01:00

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky

God gave a present to me
Made of flesh and bones
My life - My soul
You make my spirit whole

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Never forget where you come from, from love

You are a treasure to me
You are my star
You breathe new life
into my broken heart

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky

Little Butterfly by Zindy

May the angels protect you
And sadness forget you - Little star
There's no reason to weep
Lay your head down to sleep - Little star

May goodness surround you
My love I have found you - Little star
Shining bright

You breathe new life
Into my broken heart

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Never forget where you come from, from love

Little star
Little star
Little star

Tekst og musik: Madonna

YouTube: Madonna - Little Star (Early Demo)

Se også: