Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten Benny Andersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Benny Andersen. Vis alle opslag

fredag den 17. august 2018

Benny Andersen: Jeg bærer med smil mit smil



Smil

Jeg blev født med et vræl
skrålende modtog jeg dåben
tudede når jeg blev tævet
skreg når bier stak mig
men blev gradvis mere dansk
lærte at smile til verden
til fotografen
            til læger
            betjente og lokkere
blev borger i smilets land
smil holder fluerne borte og sindet rent
og tænderne har godt af lys og luft
kommer du for sent
går du fallit
blir du kørt over
bare smil
turister strømmer til
for at se smilende trafikofre
klukkende husvilde
kaglende efterladte

jeg kan ikke få mit smil af
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
men mit eget smil er i vejen
rager ud som en kofanger
river hatte og briller af folk
jeg bærer med smil mit smil
            mit halvmåneåg
hvorpå man hænger bekymringer til tørre
jeg må lægge hodet på siden
når jeg skal gennem en dør
jeg er borger i smilets land
det er ikke spor morsomt.


tirsdag den 1. december 2015

Benny Andersen: På høje tid


På høje tid

Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den.
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke.
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig
Benny Andersen (1964)
fra digtsamlingen
Den indre bowlerhat


fredag den 27. februar 2015

Benny Andersen: Mørkets sang

Benny Andersen

Mørkets sang

Floden er gammel og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer, sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu.
Døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder hende, du kender.

Lande bli'r nedlagt og lande består.
Venner forsvinder og savnes.
Livet er mer end sekunder og år.
Snart vil vi mødes og favnes.
Gribben er ikke en kolibri.
Lænken er ikke en kæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Luften er lummer og sommeren går,
forår er noget, man mindes.
Livet er mer end sekunder og år,
forår er der, hvor hun findes.
Danmark er lukket og gået i hi.
Gold er en indkapslet glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mure kan gi' sig, men luften er hård.
Livet begynder at stramme.
Husk, selvom rotterne slikker dit sår,
lys er den mørkeste flamme.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan vælte som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærligheds magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri.
Bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi begge til stede.

Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.




fredag den 20. december 2013

Benny Andersen: Døden er en livgivende opfindelse

Benny Andersen blinker

Den gamle digter Benny Andersen er blevet 84 år, men åbenbart uden tegn på senilitet eller alderdomsforvirring. Berlingske bringer et interview af Lena Masri, hvor Benny Andersen snakker om sit afbalancerede forhold til døden. Han ved jo godt at den nærmer sig, men den må nu gerne lige vente ti år med at opsøge ham.

Et nyt digt "Vi to", der umiddelbart set er et kærlighedsdigt, kan også fortolkes som handlende om kærligheden mellem livet og døden:
Vi to passer sammen som årer og båd
vi to hænger sammen som nål og tråd
supplerer hinanden som dyne og dun
og mødes med fryd i vor rede så lun
De elskende i et par bliver mere hele af at kende og inspirere hinanden. Det gælder også for det evige par, livet og døden.

Jeg kan anbefale at læse interviewet. Et pluk:
Jeg tror nok, at jeg engang har skrevet et eller andet om, at døden i virkeligheden er livgivende,« siger han og begynder at fortælle en gammel myte:

»Inden døden blev opfundet, da alle levede uendeligt længe, røvkedede de sig i årtusind efter årtusind. Der skete jo ikke noget nyt. Men så var der en eller anden, der opfandt døden, jeg kan ikke huske hvem, og så kom der gang i den! Man vidste, at der var en ende på det, og så kunne man ikke bare sidde der og kede sig i årtusinder. Så måtte man skabe noget eller elske nogen,« siger han.

»Og det er det, jeg føler. At døden er livgivende. For... ja, hvordan skal jeg forklare det... hvad enten man tror på et liv efter døden eller ej, så er det altså nu, det foregår,« siger Benny Andersen, der selv er agnostiker og hverken vil afvise eller garantere, at der findes et liv efter døden.
Benny Andersen er også inde på at han engang for mange år side var tæt på at opsøge døden, men valgte selvmordet fra.

Benny Andersen med åbne og lukkede øjne


Betragtningen om at døden er en god opfindelse er forresten næsten det samme som Apple-grundlæggeren Steve Jobs sagde ved en dimissionstale nogle år før sin død. Her huskede han dimittenderne på at de ville dø engang, og derfor skulle de ikke være bange for at løbe en risiko. Selv om ingen ønsker at dø, er det jo der vi alle skal hen, uden undtagelse. Og det er som det skal være, fordi døden sandsynligvis er livets bedste opfindelse. Oprydning.


lørdag den 26. oktober 2013

Benny Andersen: Det enlige ord (kontaktannonce)

Tom, 'ensom' bænk

Hallo ukendte

Savner du som jeg en forstående ven
at dele tykt og tyndt med
da lad os dele sammen
                hvad vi hver for sig går glip af
Jeg er et ganske almindeligt stærkt verbum
                selverhvervende
                med egen bøjning
har ord for at være velsoigneret og stabil
Kun på grund af generthed
                og en skuffelse i førnutid
har jeg endnu ikke fundet det rette ord
Position og stavemåde er underordnet
Ligegyldigt om du er bevinget eller belagt
fremmedord eller biord
bare du er kærligt anlagt og som jeg føler
at dette forår er for godt at stå alene i
Interesser: Alt godt, naturen, hjemlig grammatik og
                et enkelt superlativ
Et muk ingen hindring
(Varigt ordspil, evt. digt)

Benny Andersen (1966)
Fra digtsamlingen Portrætgalleri


"Det enlige ord" fra album "Digte til livet"
Johannes Møllehave og Maiken Ingvordsen

Benny Andersen - Portrætgalleri


torsdag den 2. maj 2013

Benny Andersen: Mit liv som indvandrer

Baby med fuckfinger

Mit liv som indvandrer

Det var en mørk og kold novembermorgen
jeg kom til denne verden
lille frysende indvandrer i Norden
fordrevet fra mit tropiske hjemsted
med en middeltemperatur på
næsten 38 grader i skyggen
hvor jeg trygt kunne bade dag og nat
i mit lille lune to liters ocean

Mit tidligste liv
omfavnet af varme
blidt skvulpende velvære
en nynnende kvindestemme
viste sig senere at være min mors
og en klimprende strengeleg
som fik mig til at slå en kolbøtte i vandet
genkendte jeg senere som fars banjo
alt var her
og behøvedes ikke at forståes

Forestil jer chokket
da jeg med ét blev udstødt
af mit tropiske paradis
og forvist til en arktisk egn
måske var der 20 grader celcius
måske 21
på Rigshospitalets fødegang
men for mig var det hundekoldt
splitternøgen som jeg var
et iskoldt og knastørt helvede
og så de højtråbende stemmer
på et uforståeligt sprog
hvidklædte kæmper vendte bunden i vejret på mig
gav mig et dask i min arme mås
der kun kendte til varme skvulp mellem balderne
og da spædbørn i forvejen har svært ved
at se forskel på op og ned
blev jeg yderligere forvirret over
denne flok larmende galninge
der stod på hovedet
svingede armene i luften
viste tænder

Hjælp
tænkte jeg
Nu er det ude med mig
tænkte jeg
Jeg er havnet blandt de vilde
tænkte jeg
er det så mærkeligt at jeg skreg
og jo mere jeg skreg
jo højere råbte de
de sloges om mig
skrabede den sidste varme væde af mig
med knastørre klude
ren tortur
jeg skreg og skreg
Am - am - mam
jeg kunne ikke udtale
Amnesty International
men det havde heller ikke hjulpet
Amnesty eksisterede ikke dengang
den kolde og mørke novembermorgen
i krise og krak-året 1929
da jeg blev fordrevet til denne kolde verden

Men efterhånden blev jeg assimileret
lærte det ganske pudsige sprog
voksede op
slog mig ned
fik arbejde bil og familie
blev efterhånden som en af dem
drømte sågar på deres sprog
blev knyttet til dette sære land
omend ikke alt hvad her foregår
har min fuldeste tilslutning
men på længere udenlandsrejser
griber jeg ofte mig selv i at sende
lange tanker efter landet
som om det var det jeg kom fra
hvorfra min verden gik
mens minder om mit første hjem
min moderlige lagune
blev en fjern uvirkelig drøm
et blideligt skvulpende nynnende sagn
en sagte susen i sindets dybe konkylie

Nu har jeg nået den alder
hvor jeg kan tælle årene til
jeg endnu en gang skal forvises
til en anden verden
lære endnu et nyt sprog
studere nye skikke som
i forhold til alt hvad jeg kender
mulivis er et ikke-sprog
og visse ikke-skikke
hidtil har man kun fået meget vage
og inkonsekvente oplysninger
det lader til at man kan vente sig alt
for slet ikke at nævne intet
er der mon lige så koldt og støjende
som ved ankomsten til mit nuværende land
blir man også dér modtaget ved grænsen
af en flok hvidklædte hujende galninge
med benene i vejret
eller er der helvedes hedt og tyst
ingen til at modtage én
er man selv en ingen
som andre ingener ikke er der for at modtage

De eneste sikre forlydender vi har om stedet
går ud på at man i modsætning til
adskillige andre lande
har en højt udviklet og tolerant
indvandrer- og flygtningepolitik
det er yderst sjældent
nogen blir afvist ved grænsen.
Benny Andersen (1993)
fra digtsamlingen
"Denne kommen og gåen"

Benny Andersen

Det kan næppe være tilfældigt at dette humoristiske prosadigt af Benny Andersen har mange ordbilleder, som egner sig til at tolke i sammenhæng med hvordan lille Danmark ofte har et "provinsielt forhold til udlændinge".

Men egentlig handler det mere om et menneskeliv fra fødsel til død. Hvordan vi bliver kastet ud i livet, og at det kan være svært at finde sig til rette. Og når det endelig er lykkedes, kommer døden. Så kommer mange til at tænke tanker over om og hvad der mon kunne være efter døden, i stedet for den prosaiske analyse om at den besværlige eksistens blot er slut. Endnu en brat grænseovergang.

På forfatterstemmer.dk ligger der en indspilning, hvor Benny Andersen lavede en oplæsning på Spoken Word Festival i Odense 2011.


lørdag den 20. april 2013

Benny Andersen: Den usikre sommerfugl

Sommerfugl på tidsel

Den usikre sommerfugl

Grøftevandet går næsten i stå.
tykt af indviklede spejlinger;
der sidder sommerfuglen så trygt
bag skarntydens brændte stilladser,
her beder døvnælden for fire brombær
der bryder gennem stakittet.

Pludselig går det lettere;
tre violette stikflammer slår op fra tidslen.
I flugten genvinder sommerfuglen
sin gamle usikkerhed.
Benny Andersen (1960),
fra debut-digtsamling
Den musikalske ål


søndag den 11. december 2011

Benny Andersen: Mæt af dage


MÆT AF DAGE

Det siges at den dejligste død
er at dø mæt af dage
og kunne se sig tilfreds tilbage
det er dog ikke nok for mig
på det punkt er jeg umættelig

Jeg vil dø af nætter med dig
lyse nætter
nordlyse nætter
tætte nætter
sprudlende nætter
for nu ikke at nævne hver morgenstund
hvor vi efter er Yin-Yang-natteblund
vågner op med et liftigt mund-til-mund

"Den lille død"
af blod og kød
af sjæl og skød
får ham med leen til at vige
så længe vi er umættelige.

Benny Andersen


Logo sommerfugl