Logo sommerfugl

tirsdag den 5. februar 2013

Emil Aarestrup - Angst for livet

C.W. Eckersberg: En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl

Angst

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

            Emil Aarestrup, 1838

Dette klassiske guldalderdigt af Emil Aarestrup tolkes ofte erotisk, på linie med at han brugte et tydeligt erotisk tema i mange digte. Selv om digtets symbolik godt kan tolkes som sex mellem en mand og en kvinde, afsluttet med orgasmen, synes jeg nu at lidt analyse af mulige betydninger fører til et noget bredere perspektiv.

Digtet har titlen Angst, og sidste halvdel har symboler på forgængeligheden. Angsten for døden, og livets forgængelighed. Denne fortolkning læser jeg især ud af af ordbilledene. Boblerne i Bækken passer sammen med de bobler, som i klassiske memento mori motiver netop symboliserer menneskelivets skrøbelige forgængelighed. Pop, og livet er forsvundet.

Bærrene på Hækken kunne ses som efterårets frugter, efter sommerens blomstring. Nu er vinteren kommet, og de halvtørre bær hænger tilbage. I stedet for at rådne op, kommer en fugl og æder dem. Så er vi skilt ad. Døden som den naturlige og imødesete afslutning på livet.

To røde bær på med vinterens frost på grenen
- Om lidt, saa er vi skilt ad,
- Som Bærrene paa Hækken

Set i forhold til den tid hvor Emil Aarestrup skrev digtet, synes jeg også at det er værd at bemærke noget som ikke står i det. Dengang så et flertal kirkens lære om efterlivet i himmel eller helvede som en bogstavelig sandhed. Store mængder kunstværker og strofer er skrevet på dette grundlag. Jeg tror at en del læsere dengang kan have følt sig provokeret af den totale afslutning, som i stedet symboliseres her. Blasfemi. Om lidt, er vi forsvundne. Boblerne holder kun ganske kort.

Livet kan ikke gemmes. Og det skal heller ikke være anderledes. Lidenskaben ligeså.

Digtet kan ses som et kærlighedsmøde. Mellem to kroppe i forening. Mellem to mennesker, på vej mod døden. Mellem et menneske og selve livet. Det forgængelige.
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Digt tatovering på ryggen
- Hold fastere omkring mig 
- Med dine runde Arme


5 comments:

robert zolachristense sagde ...

hej
jeg forsker i digtet af aarestrup,
hedder robert zola christensen.
jeg forsgøer at få fat i sissel, der har
digtet tatoveret på ryggen.
det er til en bogudgivelse,
jeg er i gang med
vh
robert
aner ikke, om du læser her længere? :-)

tosommerfugle sagde ...

Sisse var der også en anden som spurgte efter for en måned siden. Ad snirklede veje, gemmem billedsøgning, andre blogs m.v. fandt jeg frem til at Sisse-Sofie Kofoed Madsen har en Facebook profil:
https://www.facebook.com/sissesofie/

Du kan finde mere om hendes forhold til tatoveringen med hendes yndlings-digt i en DR artikel:
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/nu-skal-vi-have-litteratur-tatoveret-paa-kroppen
(Deriblandt en video hvor hun fortæller, og deklamerer digtet)

Samt i omtalen af en udstilling om litteratur og tatoveringer:
https://bibliotek.kk.dk/temaer/litteratur/blog/dansk-litteratur-kroppen
https://www.rdb.dk/arrangementer/udstilling/fotoudstilling

Ryg-billedet herfra findes i en lidt større udgave hos fotografen:
https://janniksfoto.smugmug.com/Litter%C3%A6re-tusser/

Mit gæt er at hun er imødekommende omkring interesse for digtet :-)

robert zolachristense sagde ...

super har anmodet om venskabet på facebook,
så skriver jeg til hende
tak :-)

Anonym sagde ...

Hvad endte historien med? :)

tosommerfugle sagde ...

Historien ender jo først med døden, og dér er vi vel ikke endnu :-)

Logo sommerfugl