Titlen er dog en klar henvisning til den berømte italienske renæssance-maler Tizian, der døde i 1576, og som J.F. Willumsen var en stor beundrer af. Kunstneren var selv ved at være en ældre mand, i 70'erne, og må have tænkt over sin egen dødelighed, også selv om han levede videre mange år efter at han nåede "støvets år".
Det første maleri fra 1935 viser hvordan han styrter, og har tabt palette og pensler. Han falder ind i en mørk hule, og kan ikke fortsætte sin gerning. En fortolkning kunne være at se det som et slagtilfælde, eller et hjerteanfald. Uden svinkeærinder fra et aktivt liv til dødslejet. En forholdsvis nådig måde at dø på.
Trilogiens andet værk fra 1937 har titlen "Stenstatuen. Ikke se, ikke høre, ikke ville". Nøgen ligger han i dødskamp på sit leje i den mørke hule. En krampagtig liggestilling. En solstråle skinner ind, men når ikke om til den grå og magtesløse statue. Med bind for øjnene er hans lys slukket. Døden indtræffer selv om han ikke vil.
Kun hans kunstværker gav ham muligheden for at leve videre efter døden.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Dejligt at du viser de her billeder. De er meget inspirende, pirrende for fantasien og smukke.
Jeg kan sagtens følge tolkningen, men synes dog der er en modstand i det at kroppen som jeg ser det på de to første billeder ikke ser svækket eller "død" ud, men derimod muskuløs og stærk. Han ligner ikke et lig. Og da slet ikke i graven på det andet billede. Der er bevægelse i kroppen. Den er levende.
Jeg tænker om det måske er et billede på en depression. Det sorte hul i første billede er depressionen og tabet af inspiration, som han styrker i. Det andet billede er et billede på den blindhed, døvhed og manglende vilje som præger den grav den depressive oplever han befinder dig i. Der er jo lysindfald, men han lukker øjnene for det. Det er det samme gule lys som er ved hans højre fod i første billede. Som om livet vælter ham omkuld.
I tredje billede er han helt fremmedgjort. Helt alene i det store univers. Det er et skræmmede billede af et splittet menneske som er helt isoleret. Måske er det ånd og krop der spalter ham. Hans ansigtstræk er trætte og triste, men kroppen er en stærk tigers. Underligt at male sådan i en høj alder, hvor kroppen måske faktisk er mindre stærk end før. Det er en gåde. Måske er der en gåde i livet han ikke kan løse. Der er også noget gådefuldt over striberne i tigeren - sorte og gule - som går igen i striberne fra lyskilden over ham og fra de mørke skyer under ham.
Jeg kan godt se at titlen leder han på temaet død, men jeg synes motiverne viser en anden slags død end den fysiske.
Spændende billeder i hvert fald :-)
Din tolkning med at se det som udtryk for depression giver også god mening. Det ser ikke just ud til at hans liv var præget af livsglæde.
Det sidste lille selvportræt, med rød baggrund, malede Willumsen da han var alene uden gæster eller fest på sin sin 70-års fødselsdag den 7. september 1933. Han ser træt og trist ud, med et tomt lærred. Han så det netop selv som "støvets år". Fødselsdagstelegrammer udgjorde tråde til livet, som han ellers ikke mærkede. Om portrættet skrev han til en veninde:
"Det er vist umuligt at male et Selvportræt, som ligner. Selv om det objektive males eller rettere kopieres, trænger det subjektive sig alt for stærkt paa, i det mindste for mit Vedkommende. Jeg ser næppe saa lidende ud, jeg ser ud som jeg altid har set ud, skønt jeg har lidt og kæmpet meget i de sidste Aar."
Netop isolationen, lidelsen og kampen kan spores i trilogien, og jeg ser da heller ikke det andet billede (Stenstatuen) som en grav, men snarere en stædig kamp. Døden nærmer sig, og han kæmper mod den. Han vil holde fast i livet, tigerens underkrop.
Som ateist er han på en måde sin egen gud i himmelen. Den store selviscenesættelse, som også på projektet (første lille billede) for en statue foran det museum som han kæmpede for at få bygget.
Han vil gerne se sig som den muskuløse og stærk, men må forene det med trætheden, og nok også en form for angst for døden. Han vil leve videre, men.... Himmelgåden.
Send en kommentar