Richard Tennant Cooper: A ghostly skeleton trying to strangle a sick child
Viser opslag med etiketten tuberkulose. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tuberkulose. Vis alle opslag
mandag den 8. april 2024
Richard Tennant Cooper: The angel of death
Johanne Krebs: En ung pige
Jakub Schikaneder: Dead Girl
Ejnar Nielsen: Den syge pigeonsdag den 8. august 2018
fredag den 21. august 2015
lørdag den 9. marts 2013
Ejnar Nielsen: Den syge pige
Den syge pige af Ejnar Nielsen (1896)
Statens Museum for Kunst, KMS1778
Den unge maler Ejner Nielsen var i 1896 lige blevet færdig på Zartmanns malerskole, og markerede sig som en af hovedskikkelserne for symbolismen i dansk kunst. Kunstneren malede en række dystre billede af mennesker på grænsen mellem liv og død, mens han i en længere periode slog sig ned blandt den fattige landbefolkning i den lille by Gjern nær Silkeborg.
Dette stærke og tavse portræt af den 20-årige pige Ane Dorthea Kristensen forskønner intet. Det triste oliemaleri er domineret af støvede jordfarver, hvor den melankolske stemning især handler om hendes sygdom og snarlige død, mens hun ligger stærkt udtæret af tuberkulose. Det var dengang en uhelbredelig sygdom, og hun døde året efter. Det var livets vilkår, som nøgternt blev afbildet i en barskt realistisk stil.
Hun ligger i et bart værelse, lige op ad kakkelovnen for at give hendes afpillede krop en smule varme. På kanten af jernsengen ligger den tynde knoglede hånd uden livskraft. Hun kan intet, blot vente på den nådige død. Den tomme væg kan på en måde siges at være et billede på hendes liv. Hun skulle have været en livskraftig ung kvinde på vej ud i livet, i stedet for en skygge på vej ud af livet. Elendighed med værdighed.
Men væggen er kun næsten tom. Over pigen skimter jeg nogle utydelige linier, som kunne ligne en begyndende skitse til en tegning. Jeg kom i tvivl om det måske blot er udtryk for at at billedet kan være skadet eller ældet, men synes mest at det ligner noget som må være malet med hensigt. Fragmenteret og næsten udvisket, ligesom hendes liv. Ingen visioner om at lidelsen ville blive "belønnet" efter døden.
På dette udsnit har jeg manipuleret farverne for at fremhæve stregerne, som jeg ikke umiddelbart kan se noget motiv i:
Billedet kan også siges at have en stærk sammenhænge med det kendte maleri "Og i hans Øjne saa jeg Døden" fra 1897, der også afbilder fattigdom, tuberkulose og vejen mod den snarlige død.
fredag den 1. februar 2013
Claude Monet: Ekspressionistisk impressionisme på dødslejet
Camille Monet on her Deathbed by Claude Monet
Den franske maler Claude Monet grundlagde impressionismen, med dens fokus på det visuelle indtryk, lysets skiften, dagligdags motiver, samt klare farver og penselstrøg. Ovenstående billede fra 1879 er usædvanligt i kraft af sine mere blege, nærmest udflydende farver. Det viser hans kone, den 32-årige Camille Monet. Det blev det allersidste af mange billeder, som han malede af sit livs store kærlighed.
Hun var lige død af livmoderhalskræft, og måske også tuberkulose. Claude Monet var sønderknust af sorg ved hendes dødsleje, han måtte udtrykke sine følelser og sin sorg gennem sin afbildning af døden. Måske er det ham selv, der som næsten skjult ansigt kikker frem fra øverste højre hjørne.
…I caught myself watching her tragic forehead, almost mechanically observing the sequence of changing colours that death was imposing on her rigid face. Blue, yellow, grey and so on… my reflexes compelled me to take unconscious action in spite of myself…På en måde kan det også tolkes som et tidligt ekspressionistisk maleri. Store følelser og et meget tungt emne.
Nedenstående billede fra 1875 viser også Camille, sammen med deres første barn. Et lysende billede, på mere end én måde. Impressionismens virkemidler er tydelige, fremhævet gennem sommerens landskab og himmel. Lidt atypisk er det samtidig et portræt, hvor Camille og sønnen Jean kikker ud mod tilskueren. Ud på maleren. Ekspressionistisk impressionisme. Et billede med stor livsglæde. Malerens muse. Året efter blev hun syg, og et barn mere tærede hårdt på hendes kræfter.
Claude Monet: Woman with a Parasol - Madame Monet and Her Son
onsdag den 14. september 2011
Ejnar Nielsen: Og i hans Øjne saa jeg Døden
Og i hans øjne så jeg døden - Ejnar Nielsen, 1897
Statens Museum for Kunst, KMS1832
Statens Museum for Kunst, KMS1832
Tristheden stråler ud af dette dystre billede, malet i 1897 af den unge symbolistiske maler Ejnar Nielsen mens han boede i den lille fattige by Gjern ved Silkeborg. Maleriets patos og mørke farver strækker sig også til titlen "Og i hans øjne så jeg døden". Ejnar Nielsens skildringer af mennesker på grænsen mellem liv og død gav ham tilnavnet dødsmaleren. Men som dette citat viser, handler billederne i stedet om livets cyklus:
Jeg forstaar ikke, at Mennesker ikke kan se paa Døden med den majestætiske Skønhed som paa livet. [...] Døden er en naturlig Del af Livscirklen.Døden er jo et uafvendeligt livsvilkår, og derfor bliver det livsbekræftende at imødese døden med åbne øjne. Husk at leve mens du kan. Hvis du kan.
Den unge mand lider af den alvorlige lungesygdom tuberkulose. Dengang var det en udbredt sygdom, som mere malerisk også blev kaldt for tæring. Mens lungerne blev ødelagt, tæredes den syge langsomt og sikkert væk, som en bleg og afkræftet skygge af sig selv. Det tuberkuløse ansigt har døden prentet i sig. Han ved at han er på vej mod døden, og det kan ingen gøre noget ved. Afmagten lader de stærke hænder ligge tungt i skødet. Skyggen på hans lunger hviler over hans liv, og på væggen bagved. Hans fremtid er at lågkisten ved hans side bliver udskiftet med en ligkiste.
Billedes symboler lægger om til en meget ligefrem fortolkning, men en lidt dybere analyse gør kunstværket til en fejring af livet. Kontrasten fremhæver det billedet skulle have været, hvis den triste unge mand i stedet havde været livskraftig og handlekraftig. Den monumentale tristhed gælder ikke døden, men det mistede liv. Det liv han allerede har mistet, fordi han ikke kan leve.
Se også:
søndag den 8. maj 2011
Edvard Munch: Den døde mor
Den døde mor, Edvard Munch, 1899-1900
Billederne af den norske ekspressionistiske maler Edvard Munch er ofte centreret omkring de store følelser, og hans egne livserfaringer. Maleriet her, "Den døde mor" kan nærmest fortolkes som en børneudgave af "Skriget". Den lille pige står i en lignende positur, med hænderne for ørerne og vidt opspærrede øjne. Hendes mors død er en voldsom eksistentiel krise, som hun selv må finde ud af at klare. Hendes skrig når ikke ud ad munden.
En tidligere udgave af samme motiv, "Den døde mor og barnet", viser ensomheden endnu kraftigere, gennem at afbilde de voksne i baggrunden, mens de andægtigt trisser rundt i deres egen indadvendte sorg. Barnet tager ingen sig af, nu skal hun på én gang være voksen. På billedet er pigen alene om den røde farve, der på billeder ofte er et symbol for stærke følelser.
Den døde mor og barnet, Edvard Munch, 1897-99
Edvard Munch raderede også en udgave hvor den lille pige skriger sin smerte ud, og ikke længere må holde sig for ørerne. Ikke længere fortrænger traumet. Igen skal der ikke megen analyse til for at se den klare parallel til "Skriget".
Den døde mor, Edvard Munch, 1901
Fra sin barndom havde Edvard Munch selv så rigelig erfaring med dødsfald. Hans mor døde i 1868 fra sin 5-årige søn, og hans 3 mindre søskende, samt hans storesøster der også døde af tuberkulose, 9 år senere. Sammen med hans egne sygdomme og dødsangst var dette med til at præge ham, i høj grad også som kunstner.
søndag den 29. november 2009
Skriget fra Edvard Munch
Billedet Skriget, som Edvard Munch malede i 1893, må siges at være et af verdenshistoriens allermest ikoniske malerer, og et grundværk i ekspressionismen. Det er blandt de få billeder, hvor en stærkt forenklet gengivelse af hovedet må forventes at blive genkendt over store dele af verden. Rent bogstaveligt som et ikon eller piktogram.
Edvard Munch beskrev selv sit værk med ord fra sin dagbog:
Jeg gik bort over vejen med to venner. Så gik solen ned. Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte som et pust af vemod. Jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden. Over den blåsorte fjord og by lå skyerne som blod og ildtunger. Mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst. Jeg følte det store, uendelige skrig igennem naturen.
En ting som har slået mig lidt ved at læse om andres måde at fortolke værket på er de til tider ret konkrete forskrifter for hvordan den "rigtige" fortolkning eller analyse er. Som udtryk for det moderne menneskes mangel på mening med tilværelsen. Et skrig efter betydning. Et skrig som personen vil beskytte sig mod.
- Information: Skriget der blev stjålet
Selv om det da bestemt kan give mening at forklare billedet sådan, er jeg betænkelig ved at lukke af her - især når Edvard Munch selv reflekterer på en måde som jeg synes mere peger på en personlig oplevelse for ham. Hvordan han havde det.
Jeg ser billedet i sammenhæng med at Edvard Munch led af angst, depressioner og blev indlagt som "nervesvag", måske med en psykose. Hans barndom var præget af dødsfald. Hans mor døde af tuberkulose efter en række børnefødsler, da Edvard var fem år. Ni år senere døde storesøsteren Sophie, og Edvard var også selv flere gange alvorligt syg. Han skrev selv:
Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt ved min vugge, og som siden har fulgt mig gennem livet.Ingen tvivl om at han havde det svært med tilværelsen og sig selv.
Videre er det sigende at billedet foregår på en bro ved Nordstrand udenfor Oslo. En bro som ofte blev brugt til selvmord ved udspring. Skrig. Nedenfor broen lå en sindssygeanstalt. Skrig. I nærheden rungede dyrenes skrig fra et slagteri. Der var rigelig resonans til Edvard Munchs egne indre skrig. Her hjælper det ikke at holde sig for ørerne.
Så han malede. Skriget.
Ekkoet runger stadig. Et ekko som kan høres fordi andre genkender noget. Måske den eksistentielle angst.
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
