Behovet for legal adgang til at kunne få opfyldt ønsker om aktiv dødshjælp bliver ofte negligeret med henvisning til at ordningen med livstestamenter er et tilstrækkeligt alternativ.
Livstestamentet giver dig mulighed for, på forhånd, at frabede dig såkaldt livsforlængende behandling, men kun i situationer hvor du aldrig mere ville kunne blive bevidst om din tilstand. Altså hvis du er uafvendeligt døende, eller "ligger som en grønsag". Med andre ord - hvis lægerne allerede har givet op, behøver de ikke lade som om de herser videre med "et varmt lig", hvor sindet allerede er fraværende. Livstestamentet gælder ikke hvis der er håb om at kunne opnå kontakt med patienten igen, og høre hendes eller hans klagen.
At kalde dette for et "alternativ" til aktiv dødshjælp er dybt misforstået af to årsager.
For det første handler behovene for aktiv dødshjælp om at et menneske selv ønsker at kunne sige stop når og hvis en sygdom reducerer livet til en ubærlig kamp for at "overleve", en kamp som føles meningsløs og nyttesløs, ud fra menneskets personlige målestok og grænser.
For det andet er nyttesløs aggressiv behandling af døende mennesker alligevel uetisk i forhold til god lægepraksis. Når lægerne vurderer at fortsatte forsøg på helbredelse ikke længere gavner patienten, er det ganske rutinemæssigt at omlægge behandlingen til lindring af smerter og andre symptomer ved den igangværende dødsproces.
I øvrigt er det en udbredt misforståelse at livstestamentet har noget at gøre med at frabede sig forsøg på "genoplivning" ved hjertestop. Denne behandling, der meget ofte giver dramatisk dårligere livskvalitet bagefter, vil blive påtvunget mennesker med livstestamente, med mindre de direkte er døende og allerede var inkompetente før hjertestoppet.
Derfor er det en narresut at foregive at livstestamentet har betydning for behandlingen, og det er da også ret usædvanligt at lægerne i det hele taget undersøger om der er et livstestamente. Der er jo ingen grund til at spilde tiden på noget så betydningsløst.
På trods af min konstatering af livstestamentets fiktive værdi, mener jeg dog ikke at indførelsen af ordningen med livstestamente har været uden værdi. Igen to årsager:
For det første gav debatten omkring livstestamentes indførelse et indspark til lægernes etiske overvejelser omkring behandling af døende, i kraft af at det i det hele taget er påkrævet at forholde sig til om en behandling er nyttesløs. Det har bidraget til at fastholde fokus på lægeløftets krav om altid at handle til gavn for patienten, og altså ikke leve i en positivistisk tankegang om at det afgørende altid er behandling og at udsætte døden. Et langtrukkent højteknologisk dødsleje kan være til stor gene og skade for både patienten og pårørende, også selv om det måske kan trække pinen ud.
For det andet forbedrer eksistensen af livstestamentet løbende chancen for at det enkelte menneske i god tid tænker sig om, og afklarer sig med tanken om at der kommer et punkt hvor døden bliver til noget nærværende og venligt. Døden bliver ikke ligefrem til det ønskværdigste, men livet kan blive en værre skæbne end døden. Denne nødvendige afklaring kan kræve tid og ro, og at få snakket med familie og venner om det.
Livstestamentet kan altså bidrage til at give ro, på samme måde som babyens narresut. Og det misbruges for at få nogen til at holde kæft.
Men... Hvis diskussionen om vilkårene for at livets afslutning kan ske med en afsked i afklaret værdighed, så vidt som nu muligt, mangler der igen og igen muligheden for at kunne bede om at få lov til at dø før det udarter til at livet blot handler om biologisk eksistens. Aktiv dødshjælp.
Denne mulighed ville for alvor åbne for en dialog omkring hvad ønskerne til livets sidste stunder skal være. En dialog som i meget høj grad kan gavne dem som ikke ønsker selv at sige "nu er det nok".
Malerierne i dette indlæg er af den schweiziske maler Ferdinand Hodler, der for næsten 100 år siden malede sin kræftsyge kæreste Valentine Godé-Darel mange gange, også efter sygdommen hærgede hendes liv, indtil hun døde fra deres lille datter.
- Politiken:
Lægerne tjekker ikke døendes sidste ønske - Politiken:
Rådsformand: Genoplivning af patienter er et etisk minefelt - Kristeligt Dagblad:
Læger ignorerer livstestamenter - Deborah.dk:
Manglende respekt? - Livstestamenterne - DR Nyheder:
Læger blæser på folks sidste ønske
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Tak for et som altid godt og informativt indlæg. Det forholder sig ganske som jeg mistænkte, men ikke vidste. Og bekræfter mig i, at skal jeg have en slags indlydelse, skal jeg ihvertfald undgå at blive indlagt og underlagt emsige lægers bedrevidende. Den største skræk er, at komme i den situation, hvor man ikke får et valg selv.
At undgå indlæggelse er dog desværre også en nærmest umulig situation, især for dem som giver hjælp og pleje til en hvor livet rinder ud. Sagen er at dele af dødsprocessen kan risikere at være ganske voldsomme for en "tilskuer", der vrider sine hænder for at hjælpe.
Det kræver en meget stærk vilje ikke at tilkalde en ambulance, og medfører forresten også en risiko for en sigtelse efter straffelovens paragraf 253:
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller ...
Det er jo også helt normalt at både pårørende og patient selv ønsker at tro på at døden ikke er nær. At give slip på dødslejet kræver allerede at have nået til en rolig afklaring, og have nøje aftalt hvor meget (eller lidt) behandling, der skal til. Palliativ behandling, måske på hospice, kan jo være et stort gode til sidst.
Livstestamentet har intet med dette at gøre - vi mangler til gengæld et "behandlingstestamente", hvor ønskerne for den sidste tid kunne fastholdes. Det ville jo også gøre det noget nemmere for en pårørende "at holde lægerne fra døren", hvis de føler sig presset til at finde på nye kreative behandlingsforslag.
Send en kommentar