De fleste forventer, både dengang og nu, at kun et ganske lille mindretal af sadister ville være villige til give kraftige og farlige elektriske chok til et fastspændt skrigende menneske. Forsøget er gentaget flere gange, og det provokerende resultat er hver gang at de fleste ganske almindelige mennesker ikke siger stop, men i stedet følger reglerne for den situation de er havnet i, omend modstræbende. Forestillingen om "onde mennesker" som en en lille gruppe psykopater må siges at være afkræftet.
Stanley Milgram tænkte eksperimentet ud fra menneskers tilbøjelighed til at adlyde autoriteter, inspireret af de mange holocaust-medarbejdere som bagefter forsvarede sig med at de bare adlød ordrer. Selv om det ikke på nogen måde fritager den enkelte for ansvar, kan eksperimentet siges at støtte dette forsvar. Når omstændighederne er til det, kan der med nemhed findes enkelt-mennesker til det beskidte arbejde.
Jeg mener at det må være realistisk at se på hvordan de psykologiske mekanismer som Milgram-eksperimentet fremhævede er en helt almindelig del af dagligdagen. De går igen mange steder, også uden en kommanderende autoritet. Gruppepres, administrative regler og modeluner kan manifestere "regler" mindst ligeså effektivt. De enkelte mennesker sættes i situationer hvor de må give køb på hidtidige principper for at være på det "vindende hold". Når oprør straffes med at blive isoleret, er de færreste principfaste når det gælder.
Mobning er nok det mest nærliggende dagligdags eksempel, hvor det endda ses at den mobbede selv med stor energi deltager i mobning, hvis fokus flytter til et andet offer. Medløberne prøver på at overgå hinanden, og perfiditeten bliver en målsætning i sig selv. Tilsvarende blandt voksne når enkeltpersoner eller grupper lægges for had. Politikere og medier fører ofte an her.
Aktiv dødshjælp og behovet for en frivillig død er et mindre åbenlyst område, hvor lignende mekanismer især fylder meget omkring modstand mod at døden kan blive en fælles beslutning, og et aktivt valg. Set i forhold til grupper, som eksisterer i kraft af at være hjælpere omkring sygdomme, bliver det upopulært at støtte en klient i at døden kan være at foretrække frem for hjælpernes forgæves anstrengelser.
Så bliver der udvist stor kreativitet for at opfinde fiktive indvendinger, i stedet for simpelthen at udvise respekt og næstekærlighed. Jeg har endda set katolske dogmatikere mene at når lidelse ikke kan afhjælpes, skal den ses som et gode der ville gå til spilde, hvis patienten får sin død fremskyndet lidt. Næstekærlighed bliver til noget uvæsentligt, når religionens dogmer skal håndhæves.
Det kunne være fristende at kalde sådanne onde handlinger for ondskab.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar