Et aktuelt 3-årigt forskningsprojekt ved Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet ser på mistrivsel blandt 15-24 årige danske unge. På et interessant område modsiges den stereotype forestilling om at selvmord typisk sker blandt unge som er mobbede eller bare "ikke så populære". Altså unge som på det praktiske plan er "målbart ensomme". Så enkelt er det ikke.
Hele 85% af dem som har forsøgt selvmord siger selv at de føler sig ligeså populære som andre. Mindst. Samtidig har de det skidt, og føler sig ensomme. Det undrede projektets leder, lektor Jens Christian Nielsen, men han forsøger sig med et bud på en forklaring:
Dem, der føler sig mere populære end andre, kan siges at være lidt uden for rammerne. De fremtræder måske som særligt modige og stærke, og deres popularitet kan hænge sammen med, at de tager større risici end andre. De skiller sig ud, og det er ikke kun positivtTendensen går igen for unge, der skærer i sig selv, mobber andre, tager stoffer eller har et særligt stort forbrug af alkohol.
Det at være i centrum er altså ikke på nogen måde en beskyttelse mod at have det meget skidt med sig selv, og søge afledning gennem selvskadende adfærd. Måske næsten tværtimod. En del af billedet er at det ofte er de "populære" unge som andre kommer til for at få hjælp. Følsomme unge, med stor indlevelsesevne, påtager sig de andres byrder, men hvem har de selv at gå til når livet gør ondt?
Jeg tror at det er unge som stiller store krav til sig selv. De skal være "perfekte", og have styr på det hele. Det bliver en belastende rolle hele tiden at skulle være den stærke, den som ikke behøver hjælp. Et rollespil som ingen gennemskuer, bortset fra når den unge selv er uhyggeligt bevidst om sine svage sider. Forsøg på at snakke med nogen om det risikerer at blive "affærdiget" med et "du har sgu da ingen problemer, nej, nu skal du bare høre...". Perfektionismen gør det også flovt at "indrømme" sine svage sider.
Den overskudsagtige unge bliver overladt til sig selv, og netop populariteten bliver det som gør ensomheden særligt kras. Det er en naiv misforståelse at tro at ensomhed kommer af at være alene. Givende relationer mellem mennesker forudsætter gensidighed. Uden denne bliver det meget ensomt at være i centrum, når det kun er det overfladen som er populær.
Måske kan selvskade overdøve smerten? Måske kan selvmord?
- Center for Ungdomsforskning:
Når det er svært at være ung i Danmark - Kristeligt Dagblad:
Populære unge forsøger også selvmord
Se også:
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Hvor er det forfærdeligt, at unge har det sådan /: Jeg var selv på praktik i børneafdelingen og oplevede en pige, der havde prøvet at begå selvmord, ved at tage 20 panodil-piller. Det var godt nok også hårdt for mig psykisk at være der inde, mens en 14-årig lå dér og drak svovl, når jeg selv er 15 og aldrig har været så langt ude før...
20 Panodil var næppe ment som seriøst selvmordsforøg, men et meget udpræget "råb om hjælp" fra en pige som ikke kunne få sin verden til hænge sammen.
På en måde er det mest forfærdelige måske (rent spekulativt) at hun egentlig ikke var meget langt ude, men "bare" i en krise ikke kunne finde noget at gøre ved det. Altså kan hovedpinepillerne mere være "for at gøre noget" end "nu vil jeg dø". Jeg har tidligere gengivet et tankevækkende eksempel i indlægget "Slet ikke meningen".
Jeg tror at der hvor fælden klapper er når en teenager stiller så høje krav til sig selv, at det direkte at bede om hjælp ville være at blive "stemt hjem" fra konkurrencen om at være den mest checkkede.
Og velkommen til, Yasemin :-)
Alle tror man er perfekt, for man er altid den folk går til når de har brug for hjælp. Den med den mest vidunderlige familie, den med alle vennerne, og den der får de bedste karaktere i skolen. Ingen ser den smerte man skjuler, og hvis de gør, bliver det bare slået hen... Men ingen er perfekte, nogen skjuler bare deres fejl bedre end andre...
Kender det alt for godt.
Anerkendelsen ved at være "den dygtige", den der "har styr på det hele" er jo egentlig rar nok til at være vanedannende. Men det bliver også til et indre krav til sig selv, at skulle være perfekt, i stedet for at have det godt med at der da altid er noget der kunne være "bedre".
Tingene bliver meget nemmere ved at elske sig selv netop med sine "fejl", i stedet for at slå sig i hovedet hele tiden :-)
Jeg har i øvrigt opdaget at andre velkommer "indrømmelsen" af at jeg ikke er så perfekt som jeg kan "lade som om" - så længe at jeg selv har det godt med det!
Send en kommentar