Det var egentlig ikke, fordi jeg ville dø.
Sådan rigtigt dø i hvert fald
Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig.
Måske at man bare kunne rejse sig op igen
Lige som i filmene
Hvor heltinden altid bliver reddet til sidst
Og alle fortryder
Jeg spiste bare alle de piller
De var ude i badeværelsesskabet
Jeg troede man bare faldt i søvn
Som når man er rigtigt træt
Jeg vidste ikke
At jeg ville kaste op og kaste op og kaste op
Jeg kan ikke huske hvad der skete
Da far og mor kom hjem
Det første jeg husker
Er slangen de puttede ned gennem min hals
På sygehuset
Og alle blodprøverne
Og lægen der kom og sad ved siden af min seng og spurgte hvorfor
Jeg kunne ikke sige hvorfor
Jeg kunne kun sige
At det hele var lige meget
At jeg ikke mente det
At jeg bare ville have
At der skete noget. Et eller andet.
Jeg kunne jo ikke sige
At jeg føler mig alt for tyk og grim
At jeg er dum i skolen
At min bedste veninde er væk
At alting føltes så tomt at jeg føler mig helt grå indeni
Jeg kunne jo ikke sige
At jeg bare gerne ville være lille igen
Lægen spurgte mig
Om jeg ville gøre det igen
Men jeg ville jo egentlig slet ikke gøre det
Det skete bare
Slet ikke meningen (selvmord)
En panodil-pige fortæller en historie fra det virkelige liv, bragt af Børns Vilkår
En panodil-pige fortæller en historie fra det virkelige liv, bragt af Børns Vilkår
- Politiken: Børns selvmordsforsøg
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Jeg tænker, at uanset hvor voksen og ansvarlig og selvstændig og viljestæk man er eller bliver
Kan alle blive trætte.
Kan alle behøve. At blive børn.
At blive taget om. Og taget sig af. Og for en stund give slip.
Det er vigtigt at give plads til - og kunne rumme - det behov. Hos sig selv som hos andre Så man ikke ender der, hvor den evige hvile bliver den eneste vej til at finde ro.
Stækt indlæg. Stærk historie.
Og jeg tænker på hvor hurtigt teenagere skifter i humøret - hvor stærke deres følelser er - hvordan de kun kan rumme en ting, en følelse ad gangen. Og føler, fuldt ud hele tiden.
Jeg kan sagtens huske den følelse. At det ikke blev til mere end meget desperate tanker, er egentlig kun et tilfælde..... meget stærkt indlæg.
Tror man skal være meget mere opmærksom på, hvor voldsom verden kan virke, når man er teenager og der går så meget op for en, der skal tages stilling til.
Silhuet, det behov er netop noget naturligt og vigtigt. Svært at række hånden ud når behovet vælder frem. For hvis anden tager over, i stedet for at tage sig af, hjælper det ikke videre. At tage om kræver stor nænsomhed; ligeværd fremmer selvværd. Og ro :-)
Harning - ja, når mennesket løfter ansvaret for sit liv over til sig, skal der ikke megen modgang til før det kommer til at føles som for meget, ubærlige krav om perfektion...
Deborah, egentlig tror jeg også at den følelse er noget ganske almindeligt, og at det netop nærmest er et tilfælde om der handles på en fysisk farlig måde. Det går jo ikke så galt hvis der i stedet fx "leges" med en sikkerhedsnål i øjenbrynet....
Send en kommentar