Hans mor var der i timevis hver dag. Hun talte til ham, og en dag så hun tommelfingeren røre ganske let på sig. Via et langsommeligt tællesystem lærte han at udpege ordenes bogstaver, et for et. De kunne kommunikere. Han fik en lille sprække ud til verden. Nu kunne han fortælle hvor han havde ondt. Eller få sit øre kløet.
Slut, han ville dø. Han blev vred når hun forsøgte at få ham fra den tanke: Hold op med at sige det vrøvl. Hvis du bliver ved, kan du lige så godt blive væk. Hvis du elskede mig, ville du hjælpe mig til at dø. Det er dig, der har sat mig i verden. Du er en stor egoist når du vil beholde mig.
Hun følte at han havde ret, følte sig skyldig over at ville beholde ham i et liv der var et helvede. Det var en helt umulig tanke for en mor at ønske sit barn dødt. Lidt efter lidt forstod hun hans ønske. To år efter ulykken lovede hun at hjælpe sin elskede søn. Han blev gladere, kunne fortælle vittigheder. Hun troede næsten at han kunne affinde sig, men så blev han vred, bange for at hun ville svigte.
Med hjælp fra Frédéric Veille, der også blev en ven, skrev han en bog. Bogstav for bogstav. "Jeg beder om retten til at dø". En bestseller, der udkom dagen efter hans død. Han skrev et bønligt brev til præsident Jacques Chirac. Nej. Stor og ophedet debat i Frankrig. Moderen var ikke tavs om at hun ville hjælpe.
Tre år efter ulykken, på dato, udførte Marie Humbert sit livs vanskeligste handling. Solen skinnede udenfor, ned over den nordfranske badeby Berck-sur-Mer. Hun gav sin søn en sprøjte med barbiturater i et drop, han ville ikke vende om. Han gled hurtigt i coma på den nødvendige overdosis. En sygeplejerske opdagede at der var noget galt, og Vincent kom på intensiv afdeling, i respirator. Moderen en tur omkring fænglset. To dage senere slukkede lægen Frédéric Chaussoy (lederen for afdelingen) respiratoren, og gav en dødbringende indsprøjtning kaliumklorid. Punktum.
En stor, stor lettelse for Marie. Hendes barn led ikke mere, var befriet og dog savnet. Hun ville gøre det igen, hvis hun skulle. Det allersmukkeste bevis på kærlighed. Lægen, der bare gjorde sit arbejde, stod ved at han var der for at hjælpe, for at lindre, for at dulme kvalerne. Han traf en beslutning.
Marie gik ind i kampen for at få legaliseret medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp (eutanasi). Regeringen kom med et lovforslag om at tillade døende patienter at få indstillet behandlingen. Ikke godt nok, det havde ikke hjulpet Vincent, som kunne have levet mange år endnu, dømt til en langtrukken venten på døden, i verdens snævreste fængsel. Rent blændværk, sagde Marie Humbert efter vedtagelsen.
Sagen med Vincent Humbert og hans uselvisk kærlige mor blev en startskud på en flerårig løbende offentlig debat i Frankrig, som med mellemrum genåbnes af nye tilfælde af personer som forlanger retten til at dø.
- Kristeligt Dagblad:
Hun dræbte sin søn af kærlighed - Kristeligt Dagblad:
Fransk kompromis om livets afslutning - Berlingske:
Uhelbredeligt syge trygler europæiske politikere om aktiv dødshjælp - Berlingske:
Mor vil for retten efter aktiv dødshjælp - New York Times:
Son's Wish to Die, And Mother's Help, Stir French Debate - The Guardian:
'This is not a life. I can lead it no more' - BBC:
Vincent Humbert's letter to Chirac - TIME:
The Debate Won't Die
Se også:
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
Jeg vil håbe, at nogen er så barmhjertige og modige, hvis jeg nogensinde skulle ende sådan (Gud forbyde det).
Hvorfor er det så svært, at forholde sig til, at det er fuldstændig ligemeget, at være der på de betingelser. Ville de selv ønske det? Nej!
En alt for "typisk" modstander-reaktion er noget med at de da har stor, stor medfølelse, men livet (og loven) er jo helligt, så der er intet at gøre i de gribende enkeltsager. En holdning om at det er en god løsning når domstolene afkræves at dømme "skyldig", men måske med milde domme, nogen gange endda sære krumspring for at dømme uden konsekvenser. De har ikke forståelse for at der er tilfælde hvor lovene (både religiøse og juridiske) ikke er et nyttigt redskab, hvor mennesket må være det vigtigste.
Men tilfældende er ikke så sjældne som de markante enkeltsager i medierne antyder. Vi hører blot ikke ret meget om de sager hvor mennesker i år, måske årtier, bliver pånødet ulevelige liv, endda i næstekærlighedens navn. Der er der blot pæne ord til "vogterne" - og fordømmelse til dem som har barmhjertighed og mod til at indse at døden ikke er det værste.
"Du er en stor egoist når du vil beholde mig."
Det kan jeg sagtens forestille mig være ord, sagt til mig af et barn i tilsvarende situation. For når det kommer dertil - tror jeg at jeg ville være netop det, en egoist.
Eller i hvert fald ude af stand til selv at udføre den reele handling, og jeg bliver så forarget når en mor på denne måde sættes i så umenneskeligt et dilemma - bare fordi "fælleskabet" ikke kan acceptere at livet og retten til at leve det - er op til den enkelte.
Hun skulle have haft hjælp, sku hun. Lægelig hjælp, samfundets hjælp..
Umenneskeligt dilemma - netop. For selvfølgelig vil hun beholde sit barn i live. Og selvfølgelig vil hun det bedste for ham, koste hvad det vil. Begge dele ubegrænsede. Og hun måtte indse at de var uforenelige.
Selv om det var voldsomt, for meget, ekstremt, at måtte trykke sprøjtens stempel i bund, tror jeg på et andet plan alligevel at det blev godt for hende. Hvad der ikke knuste hende, gjorde hende stærkere. Endnu stærkere, uvæltelig. Hun kan tale med universets tyngde, kærlighedens tyngde.
Men jo, selvfølgelig skulle hun have haft adgang til hjælp i situationen, have haft støtte omkring sig og sin søn. Være fejret i stedet for at måtte søge at gøre det i dølgsmål. Have haft muligheden for at lade en anden udføre den afgørende handling.
Mon hun ikke stadig havde valgt at lade sin egen hånd give sønnen den sidste kærlighedsakt?
Det vil jeg jo aldrig stille som krav eller forventning til nogen som helst. Muligheden bør være der, som noget højt respekteret. Men også højt respekteret at sidde med kærligheden og sorgen, uden at kunne bære at handle.
"at sidde med kærligheden og sorgen, uden at kunne bære at handle."
En så hjerteskærende tanke, at den nærmest ikke kan rummes.
Hjerteskærende, ja, "sånt er livet", nogen gange. Voldsomt at rumme, mere voldsomt ikke at rumme. Heldigvis er der ikke ret mange som må udleve et dilemma af den størrelsesorden som Marie Humbert mestrede.
Jeg tror den mest elskelige gerning nogen ville kunne udvise overfor mig, ville være at respektere mit ønske, hvis jegønskede at dø.
Men det er givetvis ikke det mest elskelige dilemma jeg kan udsætte nogen for. Slet ikke dem jeg elsker
Derfor: professionel og værdig dødshjælp, tak.
Ja, det dilemma som Vincent gav sin mor var et enormt krav at stille hende. For stort. Tanken om at måtte ligge dér år efter år må have været for desperat for ham. Og hvem kunne han ellers spørge? Når hjælperen måtte være forberedt på at komme mange år i fængsel.
En anden faktor, som han var inde på i sit brev til præsidenten var at hans mor ofrede sig for ham, for trods alt at gøre hans liv til mere end et vaccum afbrudt af pasning. Hun måtte arbejde ekstra for at have råd til også at have et værelse i nærheden af hospitalet. Og hun var der mange timer hver dag. Det tog hun på sig. Men hun ville ikke kunne blive ved med at holde til det. Hun var nødt til at få fri, han var nødt til at give hende fri, de var nødt til at give slip på hinanden.
Det var det bedste for dem begge. Og det måtte han presse hende til at indse, gøre tanken om behovet for hans død tænkelig for hende. Jeg tror at denne erkendelse var det værste, at indse dette med både tanker og følelser. Så selv om det var voldsomt at hendes hånd førte sprøjten, fornemmer jeg at det var noget der skulle til. En dybt værdig handling. Et stort kærlighedsbevis.
Både Marie og Vincent løftede sig langt over hvad der må forventes af mennesker.
Hvis de havde haft penge til det, havde en anden mulighed været at rejse til Schweiz, hvor hjælp til selvmord er lovligt. En "professionel og værdig dødshjælp".
Jeg er da helt enig i ikke at udsætte sine elskede for det dilemma at hjælpe med sin død. På den anden side, i et samfund uden den moralske og juridiske fordømmelse, tror jeg faktisk at de nærmeste ofte ville være stolte over at påtage sig denne måde at sige farvel på. Og det ville næppe heller være svært at finde ikke-involverede, som ville være villige til at komme ind som hjælper. Begge muligheder bør være der, når behovet opstår.
Der er behov for, både moralsk og juridisk, at vor kultur indser at døden kan blive et behov, en hjælp der er god at give.
Jeg tror, at du til vis grad har ret i antagelsen om at:
"i et samfund uden den moralske og juridiske fordømmelse, tror jeg faktisk at de nærmeste ofte ville være stolte over at påtage sig denne måde at sige farvel på."
For vist spiller det også en rolle. Og der er ingen tvivl om at jeg i min sorg og mit savn over at miste en nærtstående (mor,far,søster,bror,ven m.f) også ville kunne føle mig stolt over at have hjulpet dem.
Men.
Jura og morale og samfund og stolthed - jeg tvivler stadig på at jeg ville være i stand til at hjælpe det barn, som jeg selv har bragt til verden. Det handler nemlig ikke bare om ovenståeende men også om en "biologisk følelse".
Faktiskt tror jeg at det er det eneste det handler om - når det gælder ens eget barn, og hvordan denne følelse så tager sig udtryk.
-Ville jeg ved en meget konkret handling være istand til at ende mit barns liv, hvor ringe det så end måtte være? Ville jeg være i stand til at sætte mig ud over den biologiske trang der indebærer at vi forsøger at sikre vores afkom til enhver pris?
Igen - jeg ville nok være for "egocentrisk" i lige netop det tilfælde.
Tror jeg.
Gav det overhoved mening?
Ja, du gav mening, i høj grad.
Din tvivl forstår jeg, tror jeg. En naturlig reaktion. For jo, dilemmaets allerskarpeste variant er jo netop med en moder og sit barn.
Det så H. C. Andersen, og skrev Historien om en Moder. Hun gav slip. Andre præmisser, ja, men hun havde chancen for at holde fast. Marie havde også chancen, og så kun alt for klart hvilken blomst der repræsenterede hendes barn. "Og hun saae den Anden Liv og det var Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed".
Da Vincent var rask, tror jeg at Marie havde haft samme tvivl som dig - eller måske blot været overbevist om at hun aldrig kunne dræbe sit barn. Hun blev et andet menneske, fordi begivenhederne krævede det af hende. Hun havde brug for at være meget stærk, og hun blev det. Prisen var høj, alt for høj. Som moder kunne hun ikke svigte, det var endnu mere umuligt end at ønske sit barn dødt. Hun gjorde det umulige, gjorde det muligt, holdt fast i sin kærlighed til sin elskede søn. Trods alt.
Harning, jeg håber ikke at du får behov for at gå til menneskelighedens grænser dér, men jeg tror ikke at du kan mærke dit svar før spørgsmålet er stillet, og kræver svar.
Send en kommentar