For otte år siden, den 11. september 2001, blev World Trade Center på Manhattan jo knust i et spektakulært terrorangreb. Tvillingetårnene styrtede sammen, og i alt næsten 3000 mennesker blev dræbt. Som terror-angreb var det ualmindeligt vellykket. Ikke så meget på grund af de skader som skete den 11. september 2001, men på grund af skaderne i de følgende år, skader som også nu er eskalerende.
Den vestlige verden er blevet præget af frygt for terrorangreb, og de åh så højtbesungne principper omkring demokrati, frihed og menneskerettigheder bliver ganske rutinemæssigt tilsidesat, når blot ordet "terror" kan kobles sammen med den givne begrundelse for et indgreb.
Mange husker dagen i 2001, og hvad de lavede da de hørte nyhederne. Også jeg. Og jeg husker at jeg var ganske bevidst om at verden ændrede sig den dag, i de timer. Jeg stod også med et håb, som jeg egentlig godt vidste var urealistisk. Håbet om at "vores" reaktion på angrebet ville være minimal. Håbet om at verden ikke blev skadet af angrebet, ud over dagens ødelæggelser.
I et større perspekt var disse trods alt ikke store. Selvfølgelig er næsten 3000 dræbte mennesker mange. Det er også under halvdelen af det daglige antal dødsfald i USA. Hvis de mange indgreb handlede om at redde menneskeliv, er der mangfoldige måder at forebygge dødsfald på. Livsstil er jo en mange, mange gange farligere trussel end terror. Ofte ser det ud til at være en selvdestruktiv adfærd, hvor en hjælpende hånd kunne gøre en forskel. Her kunne der reddes mange mennesker, og deres liv. Uden derved at nedbryde vor kulturs værdier. Tværtimod.
UPDATE: Ganske apropos - Politiken:
Le Carré: Der er en strøm af vrøvl i krigen mod terror
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
øøøhhh...blev jeg censureret her i går? 8O
Nej. Jeg har lige dobbeltchecket, og ser ingen spor af at der kom en kommentar ind. Så du efter hvad for en tekst der kom efter send? Om formularen blev tømt for teksten; det plejer den når teksten er modtaget, i stedet for at den ikke var tilfreds med et eller andet.
Hvad skrev du? :-)
jamen en hel masse selvmodsigende vrøvl om ,at jeg såvel blev slået af undren og beundring forsåvidt det gjaldt den totale selvopofrelse der ligger i kamikaze, harikii og selvmordsbombning.
Det er IKKE et forsvar for fanatisk ekstremisme, som jeg selvfølgelig tager afstand fra, ligesom jeg ikke kan acceptere en gerning der involverer uskyldige menneskers liv
.
Men en gerning som Jonathan Løvehjertes redning af Tvebak.
At give sig selv for en anden.
At sætte noget højere end sig selv.
Jeg ved det er sprængfarligt og ikke comme il faut at finde selvopofrelse smukt, slet ikke i vores selvansvarstider, hvor man må sørge for sig selv og smede sin egen lykke:D
Men jeg er alligevl lidt....rørt over tanken....når den kommer til udtryk på den smukke måde...hmmmm....det er måske derfor jeg så godt kan lide ham Jesus ;-)
Knus
Jo, hvis vi ganske ser bort fra handlingens konsekvens, kan der være en storslåethed i den totalitet af overbevisning som der vises. En tro på noget større og vigtigere end sig selv.
Og det har jo i krig været nærmest normalt at grupper af soldater drog i en kamp som de ikke regnede med at overleve. Udbredelsen af højteknologisk masseødelæggelsesvåben har jo så flyttet fokus til kampformer der ikke i samme grad afhænger af økonomisk magt, og som mere handler om at skræmme fjenden, i modsætning at erobre. Det lykkedes i voldsom grad her, hvor et enkelt angreb fik den anden side til at bekæmpe sine egne idealer.
Mere generelt synes jeg nok at det kan være noget smukt at give sig selv for en anden, men jeg ser det ikke som noget ideal. Jeg selv ville ikke kunne tage imod at nogen skulle ofre sig for mig, så derfor vil jeg heller ikke ofre mig for andre. Det føler jeg heller ikke at jeg gjorde ifm min kæreste, selv om naboerne så det sådan.
Jeg "køber" i øvrigt ikke den kristenkirkelige efterrationalisering af Jesu' død som en idealiseret selvopofrelse, som resulterede i at den nemme vej til himlen var at blive martyr. Dén ses jo så også ifm andre religioner, til tider på ganske voldsom måde.
Kram
Nej jeg ser bestemt heller ikke fortællingen om Jesu død på korset, som et martyrium. Overhovedet.
Men nu ved jeg, at lige præcis mht Jesus vil det altid komme til at handle mere om religion som "institution" end om min personlige oplevelse af - og behov fo troen på - ultimativ tilgivelse, så lad bare det ligge :D
Måske det hele fra min side mere var at ønske om, at jeg kunne finde en livsmetier så stor, at den kunne overvinde min egen vaklende selvfølelse.
Eller noget...
Knus
(er det ok at lægge kommentarer uden helt at vide, hvad man mener og hvorfor? ;-) )
(Ja!!!!!!!! - jeg forventer da ikke at andre deler min svaghed med at mene at jeg mener hvad jeg mener om alt muligt :)
Og jeg er helt med på at en personlig kristen tro omkring Jesus er noget ganske andet end hvad kirken har søgt at definere som "kristendom". Det sidste har jeg basis for at forholde mig til, til tider lidt bastant.
Uden selv at have en personlig religiøs tro kan jeg på en måde ikke gøre andet end at respektere en sådan hos andre. Den egner sig ikke til at problematisere eller angribe, med mindre den søges pånødet andre - hvilket du jo bestemt ikke gør. Fundamentalisme er det værste, deriblandt ateistisk fundamentalisme.
Send en kommentar