Afghanistan, Kabul, den 22. juli 2008. En selvmordsbomber gik i aktion. Tre civile blev dræbt, og en såret. Et angreb, der kun kan have haft én mening, at skræmme. Rendyrket terror. Jeg kan snarere se en slags logik i målrettede angreb, også selv om jeg ikke ligefrem har sympati for metoden.
Jeg synes dog at det sprogligt er noget roderi at bruge samme ord, selvmord, om radikalt forskellige bevæggrunde. Der er ikke så store ligheder mellem et "frivilligt martyrium" som her, en desperat krisereaktion, eller for den sags skyld en rationel og afklaret beslutning om at afslutte sit liv.
Som det berømte sko-angreb på præsident Bush viste, er det i Mellemøsten en fornærmelse at kaste med fodtøj. Et udtryk for stor foragt. Det samme gælder det at vise sine fodsåler. På en makaber måde må begge dele siges at være lykkedes for selvmordsbomberen. Her er hans ene fod, og ikke så meget andet:
- No Caption Needed:
Captioning the New Year
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar