Når behovet for legalisering af en mulighed for aktiv dødshjælp debatteres, er et af de faste modargumenter at de svage skal beskyttes. Og derfor er det altså nødvendigt at forbyde alle andre at få lov til at afkorte en igangværende dødsproces lidt.
Der tales om sårbare mennesker som måske let kunne påvirkes til at sige at det måske var bedre om de døde hurtigt. Og vupti, så kunne de begraves. Sådan et scenarie lyder jo selvfølgelig meget lidt rart. Og det lyder meget lidt realistisk.
Måske kunne der være en enkelt som ville være morbid nok til at gøre det til et mål at overbevise uhelbredeligt syge om at det ville være bedre for alle hvis de tog sig sammen til at bede om at dø. Men så er jeg ganske overbevist om at det ville blive mødt med stor modstand og larmende afstandtagen. Altså er der ikke noget problem.
Den amerikanske delstat Oregon gav, som den første, ved en folkeafstemning i 1994 grønt lys for en form for aktiv dødshjælp. En stramt reguleret adgang til at mennesker med under et halvt år tilbage kan få ordineret et medikament som de kan bruge til at afslutte deres liv. Modstanderne råbte op med en larmende afstandtagen, blandt andet netop med henvisning til argumentet om at de svage skulle beskyttes. Da USA har et mere privatiseret sundhedssystem, kunne det økonomiske pres risikere at præge valget.
Nu hvor loven har været i kraft i mange år, tegner erfaringerne et helt andet billede. Det er ikke de svage, ikke de fattige, der beder om at få lov til at dø. Tværtimod er det netop de stærke der har overskud til at stille krav til hvordan deres sidste tid skal være.
En konsekvens af dette har været øget fokus på palliativ pleje. Det er sjældent at de syge bare vil have det overstået i en fart. Når de ved hvor det går hen, bliver det naturligt at gøre den sidste tid så rar som muligt, i stedet for at underkaste sig nyttesløs og stærkt belastende behandling af den grundlæggende sygdom, måske kræft. Aktiv dødshjælp er altså netop ikke i modsætning til at få god pleje på f.eks. hospice.
Ironisk nok viser erfaringerne reelt at behovet for beskyttelse vender den anden vej. Mennesker som ikke vil trække deres dødsproces i lange drag risikerer at blive udsat for stort pres "hjælpere", som ud fra en religiøs holdning ser en væsentlig værdi i selve lidelsen. Som ser det som noget direkte ondt hvis den syge hellere vil sige farvel og tak. Det lyder sgu skræmmende, synes jeg.
I det hele taget er min erfarning at når beskyttelse af svage gøres til et hovedargument, er det et klart signal om at nogen på basis af deres personlige moralske standpunkter vil bestemme over andre. Det gælder ikke kun omkring dødshjælp, men f.eks. også omkring prostitution og "psykisk svage".
Altså scenarier som præges af at afvise at lytte til dem som skal "hjælpes", som skal indpasses i hjælperens moralske projekt, som skal umyndiggøres "for deres egen skyld". Uf.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar