En central misforståelse omkring aktiv dødshjælp

Denne tegning illustrerer en situation som alt for ofte bliver gjort til det som aktiv dødshjælp handler om. En døende ligger i en hospitalsseng. Den medicinske teknologi har ikke mere at byde på. Men det trækker ud med at dødsattesten kan skrives.

Ved siden af sengen sidder en pårørende, som ikke vil forlade den døende så længe hjertet slår. En tung og smertefuld ventetid. Det var måske bedre at få det overstået, afkorte dødsprocessen. Sikre den døende en lidt pænere afslutning på livet. Lægerne må da "kunne gøre noget", en overdosis. Det kan også kaldes for at slå ihjel, eller med et lidt mere krast ord: Aflivning.

Altså aktiv dødshjælp som udtryk for "if you really care". Plakaten har altså det tilsyneladende budskab at det bedste for en langsomt døende er at gøre en ende på det. På den anden side kan det også ses som udtryk for det modsatte, at den der virkelig vil tage sig af sin døende pårørende skal holde op med at se eutanasi, aktiv dødshjælp, som en rimelig mulighed.

Det er nu ikke derfor jeg vil betegne billedet som del af en kampagne mod aktiv dødshjælp. Det er direkte manipulerende at fremstille det som et spørgsmål som den pårørende skal afklare med sig selv. Hvad er det bedste jeg kan gøre? Dette har nemlig ikke meget at gøre med den reelle "efterspørgsel" efter aktiv dødshjælp.

I virkeligheden handler aktiv dødshjælp om at det er den døende selv som har en grænse for hvad der skal til før livet bliver en skæbne værre end døden. Hvornår livet direkte bliver bedre af at blive en smule kortere. Hvornår det ville være en absurd pantomime at foregive at det bedste er at trække livets afslutning ud i lange drag. Som ønsker at få hjælp, til at afslutte sit liv når...

Denne hjælp kan gøre livet længere, i kraft af at den døende ikke bliver nødt til at handle "i god tid". Altså selvmord mens kræfterne stadig er der, selv om grænsen ikke helt er nået endnu. Hellere leve lidt for kort end alt for læge.

Det kan måske være en yderligere fordel at de pårørende bliver sparet for den store belastning ved at være "tvangsindlagt" til at være med ved et umenneskeligt dødsleje. Dette skal nu ikke være grunden til "at få det overstået", men det må være tilladt at anerkende at det heller ikke er i de pårørendes tarv at dødsprocessen domineres af desperate forsøg på at holde fast.

Meningen med livet er at have et liv. Hvad dette vil sige kan kun afgøres af mennesket selv. Ikke af pårørende, læger, religiøse dogmatikere, eller jurister.

Se også:

Dårlige argumenter for aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp giver længere levetid

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Hospitalerne skal lære at snakke om døden

Hvem har noget at leve for?

Sparer aktiv dødshjælp penge?