Mit øre svarer med sin døve ringen

XII

Mit øre svarer med sin døve ringen,
mit øje med sit indadvendte blik,
mit hjerte ved, at jeg er ikke ingen,
men svarer med det kendte lille stik.

Jeg spejler mig i frost- og løvfaldsmåler
en aften i novembers egekrat,
de reflekterer månelysets stråler
og leger solskin i den mørke nat.

Jeg spejler mig i deres puppedvale,
hvorfra de nådesløst befries, når nøden
er størst i kuldens spejbelagte sale,

og det jeg ser ved selvsyn, spejlets nøgne,
fortabte blik, er ikke bare døden,
det er døden som med egne øjne.

Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen

Se også:

• Inger Christensen har nået sommerfugledalen
• De stiger op, planetens sommerfugle
• I Brajčinodalens middagshede luft
• Op fra den underjordisk bitre hule
• Som bjergbuskadset dækker med sin duft
• Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
• Som påfugløje flagrer de omkring
• Og foregøgler universets tåbe
• Et liv der ikke dør som ingenting?
• Hvem er det der fortryller dette møde?
• Med strejf af sjælefred og søde løgne
• Og sommersyner af forsvundne døde
• Mit øre svarer med sin døve ringen
• Det er døden som med egne øjne
• Ser dig an fra sommerfuglevingen