XIII
Det er døden som med egne øjne
vil se sig selv i mig, som er naiv,
en indfødt, som er bundet til den nøgne
selvindsigt i det der kaldes liv.
Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.
Så jeg kan svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?
Jeg hører godt, du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.
Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen
Se også:
- Inger Christensen har nået sommerfugledalen
- De stiger op, planetens sommerfugle
- I Brajčinodalens middagshede luft
- Op fra den underjordisk bitre hule
- Som bjergbuskadset dækker med sin duft
- Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
- Som påfugløje flagrer de omkring
- Og foregøgler universets tåbe
- Et liv der ikke dør som ingenting?
- Hvem er det der fortryller dette møde?
- Med strejf af sjælefred og søde løgne
- Og sommersyner af forsvundne døde
- Mit øre svarer med sin døve ringen
- Det er døden som med egne øjne
- Ser dig an fra sommerfuglevingen
0 comments:
Send en kommentar