Læger og sygeplejersker en betydeligt højere selvmordsrate end faggrupper som de ellers, overordnet set, kan sammenlignes med. Dette var det mest påfaldende resultat af en undersøgelse fra 2007, ved adjunkt Esben Agerbo fra Center for Registerforskning, Aarhus Universitet. Undersøgelsen dækkede 3.195 selvmord mellem 1991 og 1997, blandt personer i alderen 25-60 år.
Der var store forskelle mellem forskellige faggrupper, men de følger hovedsageligt et generelt mønster. Der er færre selvmord blandt folk med god uddannelse, status og løn. Med gode ressourcer til at klare sig fagligt, går det også bedre med at finde ud af livet.
Men selv om læger og sygeplejersker har en god "score" her, viser statistikkerne klart at de har en markant højere selvmordsrate. Lægers risiko for at dø ved selvmord er 6 gange højere end for arkitekter og ingeniører. Folkeskolelærere ligger ca. midt imellem her. Selv arbejdsløse, med meget mindre "succes-point", har færre selvmord end lægerne.
Og hvordan kan det så være? Den mest "fristende" forklaring, som da også holder i nogle tilfælde, er at de benytter sig af deres faglige viden og adgang til farlige medikamenter. En spontan krise-beslutning kan hurtigere omsættes i praksis, i en forgiftning ved overdosis af et "egnet" medikament. Hvis det var så enkelt, skulle der være forholdsvis færre selvmord med andre metoder. Men det er der ikke, tværtimod.
Det må også kunne spille ind at læger er vant til at være dem der skal hjælpe andre, der har det dårligt. Det gør det sværere at "skifte side", og selv opsøge hjælp. Sværere at modtage behandling, og gøre som lægen siger. Altså den anden læge.
Jeg kan nu også se en forklaring i hvordan de kan blive klemt på det faglige. Her tænker jeg ikke på travlhed og stress, men det at de jo gerne vil gøre det bedste for deres patienter. Det bliver meget svært, når deres muligheder ikke rækker til at en patient kan få det godt, eller bare tåleligt igen.
Faglige normer tvinger sundhedspersonalet til at det vigtigste er at behandle, også selv om det kan være svært at argumentere for at det er til patientens gavn at en dødsproces bliver trukket et par uger eller måneder længere ud. Men hvis lægen tillader sig at sætte patientens værdighed i højsædet, og ikke foregive at det vigtigste er behandle maksimalt, er der meget stor risiko for at komme i klemme. Både fagligt, administrativt, mediemæssigt, og fra pårørende som ikke kan finde ud af at give slip.
Det sikreste, "cover my ass", bliver prøve alt i behandlinger og undersøgelser. Men når lægen skal se sig selv i øjnene, og huske lægeløftet, kan det gøre ondt at patientens tarv bliver tilsidesat i forhold til rigoristiske faglige forskrifter. Og idealerne om "efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn" forvitrer når lægen ikke har lov til at skønne.
Jeg påstår ikke at mine strøtanker her er hele forklaringen, slet ikke. Men jeg tror ikke at det er uden betydning.
- Politiken:
Læger topper selvmordsstatistik - B.T:
Læger begår selvmord - Danmarks Statistik:
Dødelighed og erhverv 1996-2005 - Cambridge Journals, Psychological Medicine:
Suicide and occupation: the impact of socio-economic, demographic and psychiatric differences
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
En anden forklaring kan være, at det, på sigt, er meget lidt tilfredsstillende, at vælge et arbejde, fordi man i netop dette arbejde, ved at hjælpe andre, kan fokussere på disse andres elendighed, og ikke behøves, at se den egne i øjnene (efter mottoet: han/hun har det jo meget, meget værre, end jeg). Ofte desværre motivationen til at vælge de hjælpende professioner. Regnestykket går bare ikke helt op, da de, der egentligt skal have det så meget værre, end én selv, enten får det bedre (noget, der ikke kan lykkes for én selv, siden man ikke engang bevidst accepterer, at man har det ad h til), hvilket svarer til et personligt nederlag, eller ikke, hvilket i så fald er et professionelt nederlag for én: man kan/kunne ikke hjælpe, og er altså ikke helt perfekt som hjælper.
Sundhedspersonale har jo ikke bare en påfaldende høj selvmordsrate, men også en påfaldende høj rate af udbrændthed: hjælpersyndromet. Der i værste tilfælde har selvmord som konsekvens.
Og i en bredere forstand er lærere/pædagoger også "hjælpere", bare mht. viden/kundskab i stedet for mht. sundhed.
Hvad også taler for denne terori, er at det blandt lægerne er - tadaaa - psykiatere, der fører an i selvmordsstatistikkerne. Ingen andre lægespecialer er så dygtige, til at holde folk fast i elendighed - og dermed skabe professionelle nederlag for sig selv på stribe.
Udbrændthed og hjælpersyndrom ses jo netop tit indenfor sundhedssektoren. Og det må mest komme af afstanden fra idealet om at være den gode hjælper til at virkeligheden kan være en ganske anden.
Desværre er det næppe realistisk at finde ud af hvor ofte det hænger sammen med den psykologiske mekanisme om at kunne undertrykke egne problemer ved at "kaste sig over" nogen som har det værre. Det kunne ellers være interessant om det især er disse som fylder i statistikkerne over læge-selvmord.
Der må også være mange der starter som "ægte idealister", men hvor det bliver en for stor hurdle at bibeholde idealismen samtidig med den kynisme som også er en nødvendighed for at kunne fungere ...
Og jeg har et indtryk af psykiatrien kan have svært ved at holde på de læger som evner at holde idealismen i kog.
Jeg tror egentlig at de værste professionelle nederlag ikke så meget kommer af at det ikke lykkedes at hjælpe, som af være tvunget til at administrere regelsæt som ikke levner plads til hvad lægen egentlig gerne ville. Og det gælder sådan set både i forhold til dødshjælp og psykiatri :-)
Der findes måske nok en lille forskel mellem "almindelige" læger og psykiatere: ting som spørgsmålet om aktiv dødshjælp dukker kun op som en del af "almindelige" lægers virke. Så er der jo også den anden del af deres virke, hvor man virkeligt kan hjælpe, uden at man derfor behøves, at bryde med et givet regelsæt. I psykiatrien er det jo desværre sådan, at hele denne anden del ikke er til stede. At være idealist, og ville yde virkelig hjælp på dette område, er grundllæggende uforeneligt med det, at prakticere psykiatri. - Et radikalt syn, ja, men man kan jo spørge sig, om der findes andre lægespecialer, hvor fagpersonale opgiver at arbejde indenfor det, netop med begrundelsen, at de oplever, at hele oplægget ikke sigter mod at hjælpe. Apropos, at psykiatrien har svært ved, at holde på sine ansatte, og iøvrigt også, at mange slet ikke ønsker, at specialisere sig, respektive hopper fra undervejs i uddannelsen, og arbejde på området. (Og det er så de personer, der bevidst ser, hvad der egentligt foregår. Så er der alle de andre, som ikke bevidst ser det, og derfor fortsætter i destruktivitetens spor, der jo i sidste ende også er destruktivt for dem selv.)
Aktiv dødshjælp i psykiatrien er jo ganske rigtigt ikke et emne som kommer i nærheden af at kunne snakkes om. Men der er dog en helt klar parallel, som er årsagen til at jeg meget bevidst valgte at pege i retning af.
Nemlig situationen med patienter som har det ad H til, som helst vil have lov til at dø, men hvor lægen er "tvunget" til at fortsætte en uønsket behandling. Og psykiaterne har ikke den "luksus" at problemet går i graven når det ignoreres.
Selv om der da også er mange patienter som føler sig hjulpet i psykiatrien, er det desværre drejet mere og mere i retning af at medicin er den eneste behandling som der er råd (tid) til. Det er noget som slider idealister op, og jeg forstår godt at mange foretrækker specialer hvor det dog er sjældent at de skal kæmpe mod patienternes holdninger til eget ve og vel.
Både omkring psykiatri og behandling af døende ville jeg ønske meget mere fokus på respekt for hvad patienterne selv gerne vil - i stedet for at det er meget svært at afvige fra "facitlisterne" for "korrekt behandling".
Hospicerne har i det mindste givet en god drejning omkring behandling af døende. Respekt for at behandnlingsregimer ikke er det centrale.
Jeg har ikke noget at have det i, men jeg vil gætte på at læger og sygeplejersker på hospice har en lavere selvmordsrate end andre steder. Der er emget mindre som rasper på idealismen og følelsen af at kunne gøre en positiv forskel.
Send en kommentar