Medierne har i dag cirkuleret et telegram fra Ritzau, der endnu engang koger en gang suppe på at statistikkerne over selvmord meget klart omfatter flere mænd end kvinder. Artiklen er dog, selv efter mediernes normale (lave) standard, ualmindeligt overfladisk og direkte misvisende. Det undrer mig, eftersom den baserer sig på Lillian Zøllner, der er leder af Center for Selvmordsforskning. Der kan næppe herske tvivl om at hun bør vide bedre.
Artiklen gengives blandt andet af Kristeligt Dagblad:
Jeg plukker nogle stumper, og tilføjer mine kommentarer.
Langt flere danske mænd end kvinder begår selvmord, viser nye tal.Tallene er ikke nye. De er fra 2008 og har været offentligt tilgængelige i flere måneder.
De danske mænd står for langt størstedelen af alle fuldbyrdede selvmord i herhjemme. På trods af en generel faldende selvmordskurve, så er det stadig omkring tre gange så mange mænd som kvinder, der begår selvmord.Hvis vi kikker tilbage til 1980'erne, hvor der var rekord i antal selvmord, stod mændende for 2/3 af disse. Siden da er antal selvmord blandt kvinder faldet til en trediedel, mens antallet af selvmord blandt mænd "kun" er halveret.
Når tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord i nutiden er det ikke udtryk for "stadig". Mændenes andel jo bare steget fordi kvindernes dødelighed ved selvmord er faldet mest.
Årsagen skal ifølge flere eksperter findes i mændenes tanker om at være mand og maskulin.
Mænd ser absolut ikke sig selv som værende mandige, hvis de taler om, at de har alvorlige selvmordstanker. Den manderolle, de mener, de skal have, indeholder ikke, at man ikke kan holde livet ud, siger Lilian Zøllner, der er centerleder på Center for Selvmordsforskning.
Det er meningsløst at opgøre tendenser til selvmord ved kun at kikke på antal gennemførte selvmord. Antallet af selvmordsforsøg er cirka 10 gange så højt, og en meningsfuld opgørelse må nødvendigvis inkludere de selvmordsforsøg som ikke lykkedes.
Center for Selvmordsforskning har en udmærket statistik, der netop viser antallet af selvmordsforsøg siden 1989, fordelt på køn, alder og metode. Den dækker kun Fyn, og jeg har sammenstillet den med de tilsvarende antal selvmord, frem til år 2006, fra Danmarks Statistik. For overskuelighedens skyld omfatter kolonnen "forsøg" også dem der lykkedes:
| Kvinder | Mænd | |||
|---|---|---|---|---|
| Forsøg | døde | Forsøg | døde | |
| 1989 | 460 | 43 | 421 | 69 |
| 1990 | 526 | 38 | 492 | 69 |
| 1991 | 447 | 33 | 439 | 70 |
| 1992 | 478 | 40 | 438 | 59 |
| 1993 | 512 | 39 | 490 | 83 |
| 1994 | 479 | 21 | 425 | 64 |
| 1995 | 457 | 34 | 345 | 52 |
| 1996 | 377 | 31 | 381 | 77 |
| 1997 | 404 | 28 | 317 | 56 |
| 1998 | 447 | 17 | 331 | 62 |
| 1999 | 373 | 13 | 319 | 59 |
| 2000 | 436 | 24 | 355 | 46 |
| 2001 | 456 | 27 | 399 | 52 |
| 2002 | 451 | 21 | 347 | 63 |
| 2003 | 454 | 18 | 306 | 40 |
| 2004 | 453 | 22 | 315 | 53 |
| 2005 | 368 | 16 | 334 | 69 |
| 2006 | 416 | 10 | 297 | 56 |
Nu er billedet meget anderledes, og mere realistisk. Kvinderne står for markant flere selvmordsforsøg end mændene. Antal selvmordsforsøg blandt kvinder har kun været svagt faldende, mens der er et stort fald for mænd. Til gengæld ses den omvendte tendens jo for gennemførte selvmord. Af en eller anden grund faldt antallet af mande-selvmord på Fyn mindre end på landsplan.
Det forekommer nærliggende at vende Lillian Zøllners konklusion på hovedet, og observere at det tilsyneladende mere er "den kvinderolle, de mener, de skal have, indeholder ikke, at man ikke kan holde livet ud". Selvfølgelig er det lidt for letkøbt at stille det sådan op, sammenhængene er dog mere komplicerede. Men det er tydeligvis noget vrøvl at gøre selvmordene blandt mænd til et spørgsmål om "den manderolle, de mener, de skal have", når kvinderne har flest forsøg.
En problematisk ting ved statistikken over selvmordsforsøg er at den omfatter noget som ikke er forsøg på selvmord, men også "ikke-vanemæssig selvskadende adfærd" uden hensigt om at dø. Dette kan f.eks. være en teenagepige som sluger en bøtte Panodil, og skynder sig at tilkalde forældrene. Statistikken viser netop en stor stigning blandt teenagepiger, der dog ikke kan opveje et tydeligt fald i selvmordsforsøg blandt kvinder i 30-50 års alderen.
Uden "Panodil-pigerne" havde der været et lidt større fald i antal selvmordsforsøg blandt kvinder, men den feminine dominans af selvmordsstatistikkerne holder ved op gennem voksenlivet. Kun blandt pensionister er mændene en lille smule i overtal. Måske mændene her er lidt mindre tilbøjelige til at affinde sig med at det går uigenkaldeligt ned ad bakke.
Formodentlig hænger kvindernes hyppigere selvmordsforsøg sammen med at flere kvinder end mænd får depressioner. Der er intet i tallene som støtter formodningen om at mænd begår selvmord mens kvinder får hjælp ved at snakke om tingene.
Når mænd begår selvmord, bruger de ofte metoder som skydning eller hængning, så risikoen for at dø er større. Ifølge Lilian Zøllner kan dette ligeledes forklares ud fra mandens forestilling om manderollen.
- Det vil være endnu en falliterklæring for en mand, hvis han laver et selvmordsforsøg, hvor han ikke dør, siger hun.
For mig at se er denne stadige fokus på at kønsrollen skal forklare forskellene ret spekulativ og noget letkøbt. Det kunne næsten ligne kvindechauvinisme. Mænd har jo på de fleste områder større tilbøjelighed til handling og det mere fysisk prægede. Selvmord har ingen særstatus her, selv om det da er korrekt at de mere effektive metoder fører til at selvmordsforsøg oftere lykkedes for mænd end for kvinder.
Berlingske har en lidt længere udgave af historien, som muligvis er den kilde som Ritzau brugte:
Her citeres Kristine Walsh fra Livslinien for en ganske tilsvarende tro på at mændene er "det svage køn" omkring problemer og selvmord.
Der er simpelthen ikke tradition og kultur for i Danmark, at mænd beder om hjælp, når de har det svært følelsesmæssigt. Det er rigtig, rigtig svært for en mand at skulle erkende, at han har det så svært, at han ikke magter det selv.Den holder altså ikke en meter, når vi kikker på statistikkerne. Hvis mænd er mindre tilbøjelige til at bede om hjælp med selvmordstanker, tyder det mere på at de netop også er bedre til at magte det selv. Ikke primært fordi de er bedre til at få et selvmord til at lykkedes, men fordi de ofte slet ikke forsøger.
Mænd og kvinder er da bestemt ikke ens, heller ikke i måderne at takle problemer, men jeg tror såmænd ikke at det ene køn er "bedre" end det andet. Heller ikke her.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Apropos selvmordsstatistik så læste jeg i DRnyhederne i dag at sygeplejersker har langt større "risiko" end andre faggrupper for at begå selvmord der gættes selvfølgelig friskt på årsagerne alt fra at de har lettere adgang til piller til at selvmord i netop de kredse angiveligt er tabu og at de derfor ikke snakker med nogen når de har det dårligt fordi deres arbejde er at pleje livet...
Selv tænker jeg at årsagerne måske kunne være nogle heelt andre. Måske er det sådan at sygeplejerskerne som jo er vant til at arbejde med døden ikke opfatter den som lige så skræmmende som andre? Eller måske skyldes det, at de som vel indsatte i hospitalsvæsendet ved at plejen for døende ikke er så god...
Altså..Måske træffer de bare en velovervejet beslutning mens de er raske nok til selv at føre den ud i livet...
Sygeplejerskers tendens til selvmord deles jo med lægerne, og er en af de historier der hives op af skuffen engang imellem. Jeg har forresten også selv her på bloggen prøvet min spekulative vinkel på at finde årsager under overfladen:
> Hvorfor så mange selvmord blandt læger?
En stor del af min pointe går netop også i retning af at de udmærket godt ved at hospitalerne ikke er et godt sted at dø, men at de stramme faglige krav forhindrer dem i at give god hjælp når det handler om at overholde lægeløftet om at handle til patienternes gavn. Derudover selvfølgelig også det med hvad der er af ressourcer.
Det kan både i situationen føre til at de psykisk kommer i klemme, samt til at de sørger for at hjælpe sig selv, hvis de mærker at de selv kunne lande i den alvorligt syges seng. Den med at de er mindre bange for døden lyder også som noget der kan gør tanken nemmere at tænke.
Så vidt jeg husker viser det sig at spekulationen med at søge forklaring i medicin-viden og adgang ikke holder ret langt. Selvmordene sker i ligeså høj grad med andre metoder. Og jeg tror såmænd ikke at selvmord er mere tabu blandt sundhedspersonalet end så mange andre grupper.
Kommer til at tænke på en sygehjælper fra min familie. Hun arbejdede på plejehjem i mange år, og var helt fast i sin beslutning om at sådan et sted ville hun aldrig hen som gammel.
Send en kommentar