For tre år siden startede jeg denne blog, uden noget klart billede om hvordan jeg ville lade den udvikle sig. Siden februar 2008 har jeg holdt en helt fast rytme på ét indlæg om dagen. Det har for mig været en nyttig måde at holde fokus på, hvor jeg så har fundet mange forskellige måder at udtrykke mig på.
Mange gange har jeg fundet et stærkt billede frem, og udnyttet det til at stille en kontrast op gennem en nøje udvalgt overskrift, og måske et par kommentarer. Men jeg har også i masser af indlæg udtrykt mine holdninger, mest omkring behovet for at dø, aktiv dødshjælp og selvmord. Også her er det ofte lykkedes mig at garnere med nogle udtryksrige billeder. Jeg har nogle klare holdninger til vilkårene for at prøve at være et godt menneske. Dem søger jeg at udtrykke på flere planer.
Mine statistikker viser at jeg har mange hundrede læsere hver dag, hvor de fleste kommer via Google søgninger. Her ser jeg i øvrigt en effekt af mine mange iøjnefaldende billeder, der tydeligvis ofte tiltrækker opmærksomhed.
Jeg har en mistanke om at mange læsere, hvis de da kommer så langt, sidder med en undren over hvad det dog er for en fyr som i den grad pensler rundt i død og selvmord. Det kan da ikke være sundt. Hvad er der dog galt med ham? Tænker han dog ikke på andet?
Jo, det gør jeg da. Som jeg da også af og til har blog indlæg om, dyrker jeg et positivt og optimistisk livssyn. Men bloggen her er på ingen måde et forsøg på at vise verden hvem jeg er. Den er mere blevet et projekt hvor jeg dyrker visse former for udtryk, bevidst uden at det handler om mig. Hvis nogen mener at det rabler for mig, så er det deres problem. Ikke mit. Jeg kan godt tage ansvaret for mig selv og min livsform.
Men jeg får da også af og til kommentarer, der viser at det lykkedes for mig at nå andre, på et mindre dagligdags plan. At nogen føler sig berørt af hvad jeg vælger at udtrykke. At langt de fleste læsere forholder sig tavse, generer mig ikke. Min blog har netop ikke et socialt formål.
Og det var så hvad jeg valgte at skrive denne gang.
Nyere opslag
Opslag
14 comments:
Kram fra mig:-)
Mmmm... Tak :-) Også til dig! - og gid du får mere fredelige naboer...
Hygge og tillykke med jubilæet herfra. :-)
Og hvad fanden er det dog for et billede??? Det gør dig på ingen måde retfærdighed.
Tackar :-)
Billedet er et lidt tilfældigt selvportræt fra en cykletur gennem Dyrehaven i sommer. Jeg legede med kameraet mens jeg trillede sydpå. (Der var god plads).
Og jeg kunne da nemt have fundet et billede hvor jeg så endnu mere bøvet ud :-D
Tak Johnnie - ja, gid vi får en lejlighed inden for overskuelig fremtid (og det gør vi selvfølgelig).
Tak fordi du følger med:-) Knus!
Tillykke med de 1000 blogindlæg. Lang tid før jeg selv havde min blog "talte" jeg med dig om bogen "sidste udvej". Jeg synes du med din blog gør et flot arbejde. Det er en af livets kensgerninger, at vi alle skal dø. Midt i en travl hverdag er det ikke det vi skal være optaget af. Vi skal være engageret i livet.
Det mener jeg at vide, at du er enig i.
Hvordan og på hvilken måde livet skal slutte - ikke mindst det enkelte menneskes ret til medindflydelse på den situation. Det synes jeg du er en stor fortaler for. Tak for det :)
Bøvet? Gid det dog var det - men du ser jo vranten og ja, nærmest kriminel ud (for vi ved jo alle hvordan sådan nogen ser ud.. )OG det er du jo slet ikke! Du jo, for mig, glad og smilende og medmenneskelig og eftertænksom og vibrant - LEVENDE. For ikke at tale om at sådan så du altså slet ikke ud da vi mødtes.
Nej, det billede må du altså have kreeret i photoshop... :-( :-)
Anja, bare sig til hvis du kan bruge en hånd med ved flytningen. Jo, jeg kikker med, selv om det jo ikke er min stil at markere mig i Facebook miljøet...
At være engageret i livet er jeg netop helt enig med dig om, Søren. Jeg tænkte nok at du var samme Søren som der omkring "Sidste udvej". For mig er noget helt centralt respekten for andre mennesker, og deres valg i livet - med mindre det udsætter andre for skade eller ekstra risiko. Så jeg er meget imod at nogen prøver at diktere andre hvordan de skal leve deres liv, også til allersidst.
Da rigtig mange er så bange for døden at de glemmer alt om næstekærlighed og respekt for individet, er det netop også at egnet sted for mig at markere mig.
Der er ikke nogen del af livet som jeg ikke kan snakke ganske afslappet om, og søge at finde et perspektiv i meningsfuld balance.
Mange tak for dine pæne ord :-)
Fotogen er ikke noget som jeg kalder mig selv, Harning. Jeg har såmænd også før observeret at jeg gør et bedre indtryk i dialog, end ud fra et statisk billede.
Husker også engang hvor jeg som statist spillede Nazi soldat i Sound of Music. En reaktion ved en prøve var at jeg så nærmest skræmmende ud - lignede rollen alt for godt. Det var også illustrativt at der kom en undskyldning lige efter det mere spontane udbrud...
Det kan jo være svært at få den mere menneskelige vinkel til at markere sig på et foto, især når jeg selv tog billedet på farten - men jeg gjorde jo så heller ikke noget for at iscenesætte mig selv. Eller undgå at vidvinkeleffekten fremhævede min bastante næse :-)
Tillykke! :)
Takker :-)
Det jeg netop godt kan lide ved din blog er at den ikke har et socialt formål. Du formår at starte tanker, og man bliver klogere af at læse med her - tillykke med de 1000 indlæg, fortsæt endeligt :-)
- D
At starte tanker er netop det jeg godt kan lide, både for mit eget vedkommende, og hvis det kan inspirere andre. Også selv om tankerne måtte være at "manden er gal" :-)
De sociale blogs kan jo også være udmærkede, mest for dem som allerede kender hinanden, eller gerne vil lære nogen at kende. Men jeg er ikke så god til "small talk", så derfor søger jeg tungere emner...
Og jeg sidder da ikke med planer om at stoppe, så jeg vil antage at jeg fortsætter et stykke tid endnu.
Mange tak :-)
Send en kommentar