Skuespillerinden Zsa Zsa Gabor (også kendt som Sári Prinzessin von Anhalt) er efter en flot karriere, ni ægtemænd, og et langt liv nu 93 år gammel. Og hun bliver ikke ret meget ældre. Helbredet er så dårligt at hendes muligheder får at få det tåleligt igen er væk.
Delvis lammet efter en alvorlig ulykke i 2002 har hun siden 2005 haft en serie af blodpropper, infektioner og operationer. Her i sommer faldt hun ud af sengen. Det gav en kraftig hjernerystelse og adskillige brækkede knogler. Ved en større operation fik hun en ny hofte.
Med masser af medicin blev hun udskrevet her den 11. august, og blot to dage senere indlagt igen med blødninger og smerter. Yderligere to blodpropper blev fjernet, og hun bad en præst om at give hende "den sidste olie". Alligevel foreslog lægerne endnu en stor operation, af leveren.
Zsa Zsa Gabor valgte i stedet at tage hjem. Lægetilsyn fra dag til dag for at stabilisere hende, og prøve at holde smerterne nede. Hun var meget træt af at være indlagt, at resterne af hendes liv kun skulle handle om alt hvad lægerne nu kunne finde på at forsøge sig med. En masse nyttesløse ting, der ikke kunne give hende et udholdeligt liv igen.
Hellere leve en smule kortere tid, og så i det mindste få en fredelig og værdig afslutning på livet.
For mig at se er hendes forløb et symptom på at lægerne har haft alt for travlt med et pantomimeteater over temaet "hvor der er liv er der håb". Zsa Zsa har da sikkert været helt villig til at spille med; hendes sidste "rolle" som skuespiller. Jeg tror at spørgsmålet om afvejning af livskvalitet kontra aggressiv behandling blev udsat for længe.
Lægerne har jo oftest snæver fokus på behandling og spinkle håb om forbedring. Især når hospitalet kan være sikre på at få regningen betalt. Så bliver det nærmest illoyalt mod arbejdspladsen at "give op", og tage den besværlige snak om at finde en god måde at give slip på.
Zsa Zsa Gabor i Moulin Rouge
Se også:
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Dit indlæg falder godt i tråd med lederen i 24 timer synes jeg. Den er her:
http://www.24.dk/article.jsp?articleId=9455
Prisen for at udsætte døden er jo ganske rigtigt et tema der bringes op igen og igen, uden det dertil krævede mod til at tale om prioritering og livskvalitet.
Hvis tre måneders liv = 150.000 kroner, er det jo helt realistisk at spørge om samme omkostning måske kunne give en anden patient 3 års længere liv. Hvem skal så prioriteres, når der ikke er råd til begge dele?
Et andet problem er forresten de "magtfulde patientforeninger". De kæmper jo altid med næb og kløer for at "deres" patienter skal prioriteres højt, og leve så længe som teknisk muligt. Hvis en af patienterne selv ville foretrække at "få det overstået", vil de normalt gøre dette valg til et problem, et udtryk for at noget/nogen må have udøvet et utilbørligt pres.
De tænker ikke på om de måske selv udøver et utilbørligt pres mod "deres" patienter (og pårørende) om at det er en pligt at kræve maksimal behandling.
De må ses som et respektabelt valg at give slip, og især også at få snakket om det.
tosommerfugle - du udtrykker det præcist, så jeg er 100% enig - du skal have mange tak. Det med patientforeningernes pres har du helt sikkert også ret i. Dine sidste tre linier burde stå i grundloven!
Du må have en god søndag :)
Kostbare dødsforlængende behandlinger var jo engang sjældne, så derfor var det ikke noget problem at nogle få patienter fik en behandling, der måske ofte reelt kun var et spørgsmål om at indgyde håb.
Men medicinalindustrien opdagede at der er mange penge i at sælge håb til dødssyge mennesker, så de investerer kraftigt i medikamenter til denne gruppe. "Kunderne" er ligeglade med prisen, eller får måske endda lidt større håb når behandlingen er kostbar og eksotisk.
Denne udvikling er ved at ødelægge sundhedssystemerne i de "rige" lande, mens den farmaceutiske industri tjener styrtende med penge, og kan finansiere lobby-virksomhed. De yder stor økonomisk støtte til patientforeninger, der til gengæld kræver de kostbare behandlinger. Hvis nogen derfra skulle komme i tvivl om at det er en god ide at trække de sygestes død i lange drag, kan de jo bare se på foreningens regnskab; hvordan deres økonomi ville brase sammen uden de "venlige" tilskud.
De dødssyge selv har jo ofte ikke kræfter til at skifte fokus på at få det bedste ud af deres livs afslutning, uden at antallet af dage skal være det vigtigste.
Og god søndag til dog også! :-)
Jeg finder dine bemærkninger om patient og pårørendeforeninger meget rammande - ofte er de gange hvor jeg har hørt udtalelser fra bla SIND hvor jeg har siddet tilbage med en dyb undren over deres holdninger og hvad deres (ifølge mig)manglende respekt for det enkelt individ. Narkomaners pårørende dukker også op med jævne mellemrum med hvad jeg opfatter som idiotforklaring af deres egne familiemedlemmer. Det vanskelige er at disse foreninger ofte fremstilles i medierne som "eksperter" og man får sågar næsten indtryk af at der er tale om demokratiskt valgte personer som repræsenterer fx alle stofmisbrugere eller alle patienter - hvilket jo er langt fra sandheden.
Kamp og krav er desværre oftest det centrale værdigrundlag i disse patientforeninger, og dermed også kamp mod dem som ikke er enige i de stillede krav. Her "opdager" de pårørende, som netop f.eks. i SIND, ofte ikke at de ved at låse sig fast i en bestemt løsningsmodel også "kommer til" at glemme respekten for deres familiemedlemmer (eller hvem de nu har udnævnt til at være ude af stand til at indse hvad deres interesser er), og direkte bekæmpe "de ramtes" egne ønsker og værdier.
Det er et udpræget eksempel på den med mennesker der er helt overbeviste om at verden set gennem deres værdinormer er udtryk for objektiv viden om rigtigt og forkert.
Politikere tilhører i øvrigt oftest samme personlighedstype, og derfor omgås de så gerne med organisationernes pinger.
En bombastisk retorik kan til tider være hensigtsmæssig - for at få sindene i kog og nogle gange fremtvinge modargumenter - men en sådan debat må aldrig forveksles med viden. Forskellen mellem tro og viden er gigantisk og jeg undres hver gang disse bliver forvekslede, hvad enten det så er patientforeninger, politikere eller "almindelige" mennesker i en diskussion ved middagsbordet - ligesom jeg undres over de mange gange hvor jeg selv er blevet taget til indtægt for noget, til trods for at jeg tydeligt har gjort opmærksom på at en bestemt mening - er alene det - en mening, en tro, MIN opfattelse...
Den bombastiske retoriks påstande bliver desværre oftest netop forvekslet med at det er hvad retorikeren hævder som viden, altså verden oplevet gennem sine værdinormer.
Og når modpartens sind kommer i kog, sprutter med modsatrettet bombastisk retorik, udarter det meget nemt til en fastlåst "debat" hvor begge parter graver sig dybere ned i hver sin grøft.
Dette ses jo meget ofte omkring netop patientforeninger, der har indrettet veludstyrede residenser nede i deres grøft. Dernede hvor der ikke længere er åbent udsyn til verden. Tilsvarende med andre grupper af meningspaver.
Øvelsen med at lade tilsyneladende modsatte synspunkter sameksistere, og efterhånden opnå at begge parter lærer noget er jo fremragende når det lykkedes, en sjælden gang. Men det kræver jo en vilje til at parterne evner at lette rumpetten fra deres grøft, så de kan mødes på "dansegulvet" :-)
Langt de fleste ser desværre snarere debat som en kampsport, hvor graden af succes måles på om det lykkedes at få modparten "ned med nakken", i stedet for om begge parter opnår at flytte sig.
Denne misforståelsen fremmes ivrigt af medierne.
Send en kommentar