Hvor mange kodimagnyl til selvmord?
Hvad er dødelig dosis kodimagnyl?
Kan man dø af kodimagnyl overdosis?
Kodimagnyl selvmord
Jeg kan se at der af og til er nogen der søger svar på sådanne spørgsmål. Når min blog her har meget stof om selvmord, er det ikke uinteressant at følge med i hvad de mange læsere fra Google (og andre søgemaskiner) har søgt på. Mine indlæg om selvmordsmetoder er ganske "populære", og der er da også god mening at at sætte sig ind i emnet. Det er nemlig ikke spor nemt at begå selvmord på en ordentlig måde, og flere af de mest kendte metoder er virkeligt dårlige.
Min holdning til selvmord er ikke forskrækkelse, der kan faktisk være gode grunde til selvmord. Det er dog sjældent at der ikke er bedre løsninger, så jeg vil holde på at beslutningen skal være meget grundigt gennemtænkt og vedholdende gennem et stykke tid. Hvis du jagter en opskrift på et hurtigt og smertefrit selvmord, vil jeg mene at det tyder stærkt på at at det er en forhastet beslutning, måske fordi det hele lige pludselig er noget lort. Find noget andet at afreagere på.
Kort sagt mener jeg kun at et selvmord kan være rationelt hvis det planlægges, besluttes og gennemføres mens du har det så godt som muligt.
For at kunne give svar på spørgsmålene om at bruge Kodimagnyl til selvmord satte jeg mig ind i emnet. En stor dosis kodimagnyl er livsfarligt, og kan uden behandling føre til døden. Hvis du har lyst til en smertefuld forgiftning og en langsommelig død, kan kodimagnyl bestemt anbefales. Hvis du på den anden side har mere lyst til en nem død, falde i søvn for allersidste gang, så er kodimagnyl slet, slet ikke egnede. Ud over at du får det ad helvede til, kan forgiftningen give så store skader på kroppen at det ikke er sikkert at du kan blive helt frisk igen.
For en voksen bliver det livsfarligt ved 50-70 piller. Med andre ord giver op imod en tablet pr. kg kropsvægt en meget alvorlig forgiftning, men allerede en femtedel af dette er skadeligt. Forgiftningen skyldes stoffet acetylsalicylsyre, der også findes i piller som Albyl, Magnyl, Aspirin, Idodyl og Treo. Effekten af forgiftning er ting som mavesår, opkastninger (måske med blod), svimmelhed, uro, svedeture, susen for ørerne, nedsættelse af hørelsen, forvirring, nyreskader og spontane indre blødninger i hele kroppen. Kort sagt bliver du meget syg, før du måske dør.
Du skal heller ikke forvente at lægerne gør alt for at du har det så rart som muligt mens de prøver at redde dit liv. De kan være ret trætte af patienter som har proppet sig med hovedpinepiller, og vil "hjælpe" med at du indser hvor dårlig en ide det var.
Mere generelt er medicinskabet et meget dårligt sted at søge en selvmordsmetode. Der findes nogle få typer piller som giver en nogenlunde pålidelig mulighed for at sove ind i døden, men det er sjældent at lægerne udskriver recept på disse. Her tænker jeg især på "gammeldags" sovepiller, barbiturater - de nyere typer kan være farlige i overdosis, men sjældent dødelige.
Milde smertestillende piller som Ibuprofen/Ipren er ligesom Kodimagnyl m.v. af NSAID typen, og har tilsvarende problemer ved overdosis. Andre hovedpinepiller, som Panodil/Pinex, er ligeså dårlige til selvmord som Kodimagnyl m.v.
Kort sagt, findes der ingen piller i håndkøb som kan bruges til selvmord, men højst til meget ubehagelige og farlige medicinforgiftninger. Hvis det endelig skulle være, ville jeg foretrække at dø af sult og tørst.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
46 comments:
Smertefuldt! - jeg har hørt folk beskrive den smerte medicinforgiftning (overdosering af panodil og kodimagnyl) giver som at: de er blevet gennembanket og har brækket samtlige knogler i hele kroppen hvorved enhver berøring eller fysisk udøvelse i dagevis bliver ekstremt smertefuld.
Altså, ikke en metode jeg selv nogensinde ville bruge.
En torturbøddel med et glas Kodimagnyl / Panodil ville egentlig være en ret skræmmende tanke. En tvangsfodring, og derefter bare vente på at det fastspændte offer bliver mør. Brrr...
Det er jo også lidt paradoksalt når samme piller er udmærkede (ved lejlighedsvis brug) i normaldosis, men er så kodylt hæslige i stor overdosis.
I øvrigt synes at at det er hamrende uansvarligt af medierne, når deres artikler om "Panodil-piger" m.v. ofte er illustreret med noget i retning af et billede af en sovende ung, med en tømt flaske hovedpinepiller på natbordet. Selv om teksten advarer om forgiftningens ubehagelighed, giver det helt forkerte associationer når overskrift og billede knyttes sammen, og det kunne jo tænkes at mange læsere (heller ikke her) læser det med småt.
Det ser forresten ud som om nogen tror at Kodimagnylernes indhold af kodein (et opioid, altså morfin-lignende) fører til bedøvelse og derfor en "stille" måde at dø på. Dette er en stor misforståelse, der ville skulle helt anderledes store doser morfin til for at "slukke" for forgiftningens smerter på vej mod kroppens gradvise sammenbrud.
Tag til Malta og dø af tørst, det tror jeg er er det perfekte selvmord, i stedet for alt det dramatiske med reb, haglgevær, tog, ja droner for den sags skyld.
Hellere dø i stilhed end, at holde sig kunstigt i live i kommercielt udspekuleret, ligegyldig spetakel.
Er Malta et godt sted at dø, siden du foreslår at rejse derned? Der findes da mange andre smukke og varme steder, som vel kunne være ligeså gode.
Når jeg skrev om det med at dø af tørst som en mulighed, var det nu ikke fordi jeg ser dette som en nem død i stilhed. Det kan lade sig gøre med en omhyggelig procedure, men alligevel kan det risikere at blive ret grimt til sidst.
Hvis jeg skulle satse på at dø af tørst så hurtigt som muligt (uden hensyn til hvor ubehageligt det kunne blive), ville jeg nok snarere rejse til Sahara, og vandre ud i ørkenen om natten. Uden vand, og langt væk fra andre mennesker, ville jeg næppe holde mere end et par dage.
Hvis jeg skulle få et seriøst ønske om at finde en lidt kortere vej mod døden, når den alligevel nærmer sig, ville jeg dog helt klart foretrække mere civiliserede metoder. Jeg er da netop helt enig i at undgå de voldsomme og dramatiske metoder. For mig ville et ideal snarere være en metode, hvor mine eventuelle pårørende kunne være til stede imens, uden at det blev til en skræmmende oplevelse.
Og det vil jo vel at mærke ikke sige den kostbare og meget lidt attraktive måde at dø på en intensiv-afdeling, i den kunstige illusion om at livet (og især dødsprocessen) blot skal være så langtrukkent som muligt.
Det jeg tænker på er regulær selvmord uden hensyntagen til hvornår den naturlige dødsproces nærmer sig eller ej.
Saharas ørken er et oplagt sted, at dø af tørst, men igen lidt dramatisk. Jeg vil ikke dø af tørst, for at DØ af tørst, jeg vil dø af tørst fordi jeg finder det mindst dramatisk. Give mig selv en værdig afsked, og det er jo individuelt hvordan det gøres.
Der findes ikke nogen let selvmordsmetode, det vil i hver henseende blive lidt grimt, så det bliver nok nærmere "smag" og "behag" selvfølgelig.
Jeg har hørt at drukne sig selv er smertefrit, det som er slemt ved druknedøden er udelukkende panikken. Dog foretrækker jeg stadig et tomt glas, og så i de sidste timer med udsigt over havet mærke, at man trods alt har en værdighed hos Gud.
Det er for mig den stille ultimative afsked.
Den naturlige dødsproces har dog den sammenhænge med at dø af tørst, at der er chancer for at det går noget mindre langsomt når kroppen alligevel er svækket.
Den der med de sidste stille timer med et tomt glas og udsigt over havet, lyder som et kønt eventyr, en fantasi som ikke er realistisk. Den der dør af tørst skal ikke regne for meget med at være afklaret og nogenlunde frisk til sidst. Det bedste at håbe på, er at bevidstheden svinder i den svækkede krop, og ikke vender tilbage. Der er dog så stor risiko for "alvorlige neurologiske symptomer" (gak-gak og andet), at jeg ikke vil foreslå det uden at have lægelig mulighed for symptombehandling og bedøvelse til sidst.
Så det er begrænset med værdighed, også hvis du mentalt søger tilflugt i forestillingen om en Gud. En stille afsked kræver bedre forberedelser.
Hvad drukning angår, synes jeg også at metoden er problematisk fordi det næppe er realistisk frivilligt at holde sig under vandet. Der kan vel arrangeres noget med fastbinding og/eller tunge genstande, men det bryder med et andet godt princip om en god afsked med livet. At det bør være muligt at fortryde i allersidste øjeblik, efter at selvmordsmetoden er igangsat. Det er en grim tanke med alligevel at ville leve længere, men uden mulighed for at afbryde.
Konkret er der nogle få som overlever springet fra Golden Gate Bridge ved San Francisco. De har det med at fortælle at de lige efter springet tænkte "jeg vil leve", men ingen vej tilbage. Samme tanker må være sandsynlige hos en ret stor del som ikke var så heldige at overleve. Og det er sgu ikke noget som passer med en ultimativ afsked.
Der er gode grunde til at tænke metoden ordentligt igennem, og ikke flygte ud i romantiske ideal-forestillinger om hvor nemt, stille og værdigt det er. Der er meget mere der kan gå galt, end de fleste selv kommer i tanker om.,
Det skal jo også gå galt, ellers lykkes det ikke.
Du har ret i, at det er ikke særlig romantisk, at dø, det er uvis og rædsomt.
Det er heller ikke romantisk og ligge i en kiste i kirken, mens folk synger dejlig er jorden, specielt ikke hvis organisten kun spiller efter noder, men da personen levede, var overvejelserne og ønsket, at folk skal synge dejlig er jorden, når døden er en realitet.
Det er ens ønsker som er prægnant henimod historiens afslutning, ikke så meget hvad der kan gå galt, for det går galt under alle omstændigheder, det kan ikke planlægges perfekt.
Søge tilflugt hos Gud er en rationel vurdering.
Nogle synes Gud er latterlig, andre synes det modsatte.
Det hele er spørgsmål om smag og behag.
Når planen er at dø, vil det at det lykkes sige at det ikke går galt, men efter planen. Ellers hænger begreberne ikke sammen.
Selve det at dø ser jeg ikke på nogen måde som uvist og rædsomt. De ord passer til gengæld godt på hvordan den sidste stump af livet (det bevidste liv) kan risikere at blive. Selve døden ser jeg som at falde i søvn. Måske kan du mærke at det er lige ved, men selve øjeblikket er blot intetheden, ophøret af eksistens.
Hvad der sker efter døden, såsom begravelse og kirkelige procedurer, er en helt anden sag, men en god planlægning kan da også omfatte en snak med de efterladte, eller anden form for vejledning om sagerne. Altså som en hjælp til dem.
Og jo, det at dø kan planlægges perfekt, med gode metoder, og have taget højde for de usikkerheder som der ellers kan være.
Når jeg skriver om muligheden for at have et behov for at dø, er det helt bevidst i forhold til at det bliver vigtigt at det gøres ordentligt når det ikke så meget er et selvmord, men mere en selvadministreret aktiv dødshjælp. Mange af dem med dette behov er så svækkede, at det stiller ekstra store krav til effektive metoder, med omhyggelig planlægning. Det bliver noget prægnant at det skal være en rolig exit fra livet, så det også kan omfatte at pårørende kan få lov til at være med til allersidst.
Bredere set kan jeg via bloggens statistikker se at der er mange søgninger omkring hurtige, nemme, smertefri, sikre og tilgængelige selvmordsmetoder. Det indikerer netop et fokus på hvad der kan gå galt, og på at undgå dette. Derfor fortæller jeg her om hvor dårlig en selvmordsmetode kodimagnyl er, fordi mange (naivt) starter i en tro på at noget livsfarligt må kunne bruges som metode.
Hvad Gud angår, søger jeg generelt at blande mig udenom hvilke dagdrømme andre mennesker går og gør sig, så længe det ikke belaster omgivelserne for meget. Som mere end antydet ser jeg det som værende udenfor rationel tankegang. Men jeg vil da ikke afkræve alle at tænke rationelt. Det er jo fx heller ikke specielt rationelt at foretrække den ene fodboldklub frem for den anden. Fred være med det. Selvbedrag må der godt være plads til.
I stedet for at se det som smag og behag, bliver det snarere til spørgsmål om smag og ubehag :-)
Ateister er gode, dem der tror på Gud er latterlige. Intolerance er ubehagligt.
Latterlige og intolerante mennesker findes såmænd både blandt ateister og religiøse. De værste religiøse er dem som mener at de har særlige rettigheder til at bestemme over andre mennesker, og insisterer på at samfundet skal indrettes på deres præmisser. Sådan ubehagelig religiøsitet er heldigvis ikke så almindelig i Danmark, men i nogle dele af verden står det værre til.
En læresætning som mange fundamentalistisk religiøse mennesker mangler at forstå, er at mennesker har ret til deres egne holdninger (deriblandt tro), men ikke til deres egne fakta. Fornuftig tankegang kan ikke baseres på en præmis om at noget er en ubetinget sandhed, blot fordi det står i en bog med blandede historiske fortællinger, som f.eks. Bibelen. Det kræver en god moral at læse den bog igennem, og sortere skidt fra kanel. Der er masser af skidt, som ekstreme religiøse bruger som basis for voldsom intolerance.
Det at hævde noget om en hel gruppe mennesker (såsom religiøse eller ateister) er værre end blot latterligt. Det er racisme.
Religiøs fundamentalisme interessere mig ikke, kataolske præster som begår overgreb på børn interessere mig ikke, sensationer interesserer mig ikke.
Det er ikke religiøse som bestemmer samfundets præmisser, når du tænder for din pc, så går det ikke til en religiøs sekt, når du bruger strøm så går pengene til Goldmann & Sachs, du kan være ganske rolig, din rationalitet trives i bedste velgående:-) Rationel tankegang går hånd i hånd med spekulationer.
Når de rationelle viser religionens galskab, er det ofte i stater hvor der er meget olie, man undres?
Det får mig til, at vende tilbage til den rationelle læge med en sprøjte i hånden og derved kan time og tilrettelægge min dødsproces ned til mindste detalje næsten uden jeg kommer til, at lide smerte, alt imens han står og overvejer om han skal tage en flaske rødvin med hjem til konen efter arbejde, så de kan nyde den mens de ser vild med dans.
Selvmord skal gøres alene, og ikke i selskab med rationel tankegang, det er der for meget af i forvejen.
Krise-selvmord er som udgangspunkt noget der lægger op til at det sker i ensomhed. Det er jeg helt enig i.
Men ved et rationelt selvmord, når det er virkeligt velbegrundet (især pga. alvorlig sygdom), altså hvad jeg kalder "selvadministreret aktiv dødshjælp", er det kun en fordel om det ikke behøver ske alene. Ligesom ved andre dødsfald er det godt om pårørende kan være i nærheden, og tage en smuk afsked.
Det ses igen og igen i tilfælde hvor nogen får chancen for at planlægge deres egen udgang af livet. Meget typisk er der pårørende med når nogen får hjælp til deres sidste stund hos Dignitas i Schweiz, men f.eks. også når nogen i Danmark får lov til at få en respirator stoppet, og selv siger "nu".
Dit billede af "den rationelle læge med en sprøjte" får det til at lyde som om det er noget hvor lægen tager afgørelsen om og hvornår det skal være. Sådan aflivning ville være galskab (med eller uden religion). Lægens opgave er at hjælpe, ikke at sige "nu må du hellere dø".
Hvad religiøs galskab angår, er det noget som ses i fulde omdrejninger i forskellige kirker i USA, med fundamentalister der har indflydelse (penge) nok til at kunne sætte kraftig præg på den politiske proces. Selvfølgelig også andre steder i verden, olie-lande har ingen særstilling her.
Hey jeg heder ...... og jeg vil gerne dø, men hvordan? Det skal være smerte fuldt men jeg vil ikke kvæles eller druknes
Dø gør vi jo alle, så bare vent. Mor dog godt i ventetiden. :-)
Hvis der er gode grunde til at afkorte ventetiden, er en af de anbefalede metoder til "selvadministreret aktiv dødshjælp" det gamle sovemiddel pentobarbital (nembutal) omtalt andetsteds her på bloggen. Det udskrives ikke længere (ud over aflivning af dyr, og ved meget specielle behov), så det er ret besværligt og ulovligt at få fat på. Det bruges fx når nogen for hjælp til at dø hos Dignitas i Schweiz.
Til ANONYM to kommentarer oppe: Gå på http://www.livslinien.dk/
og ring eller skriv dertil FØRST OG HURTIGST MULIGT!!!
Kære blogindehaver: Jeg synes det er lidt af en skændsel, at du ikke henviser de anonyme, du vil træffe på din blog her, til i det mindste et link som http://www.livslinien.dk/
Du må være forberedt på, som ejer af denne blog, at nogle der har dødsønsker/seriøse selvmordsønsker kommer forbi - og hvis du har så meget overskud til personligt at beskæftige dig med døden til daglig via denne blog - burde du som minimum LINKE til et sted, hvor man gerne vil yde mental førstehjælp til selvmordstruede mennesker, der KAN VÆRE i midlertidig nød og psykisk ubalance! Din nonchelance i fht. døden mener jeg du må have så meget du vil for dig selv. Jeg håber du forstår - og vil overveje dette nøje, og udvise større etik i kommentarer til folk med dødsønsker fremover! Mvh.
Døden er jo et emne som i høj grad trænger til at blive taget seriøst, og dermed også åbenhed omkring at snakke om det konkrete som selvmordsmetoder.
Etik er ikke noget hvor det kun er én måde, ét dogme som er det eneste rigtige. Så bliver det i stedet til en moralsk opskrift, og dem findes der jo mange forskellige af, med forskellige grupper der promoverer deres bud på hvad sandheden er.
Det gælder i høj grad også omkring døden og selvmord, og jeg har bestemt overvejet min måde at reagere på. Folk der søger på nettet efter stof omkring selvmord vil naturligt støde på mange forskellige sider, og hvad der foregår omkring kommentarer er helt anderledes end at møde nogen i en samtale.
Jeg ser det ikke som nonchalant at forhold sig konkret til spørgsmål uden at det skal garneres med forskrækkelse og formaninger. Det er ikke en sygdom at tænke over døden og selvmord.
Du smyger dig udenom, og jeg mener, at du yder aktiv dødshjælp til den anonyme skribent. Det er vistnok stadig ikke legalt i Danmark.
Jeg efterlyser IKKE som du skriver "at det skal garneres med forskrækkelse og formaninger."
Du kan sidde og være sidste brik til den anonymes selvmord. Det ansvar har du, når du videregiver opskrifter/medikamentnavne. At du har så lidt respekt for en ANDENS liv, en hvis baggrund du ikke kender, at du end ikke vil videregive pr. automatik et link til livslinien.dk og telefonnummeret dertil uden i øvrigt at moralisere - er slet og ret kynisk af dig. Jeg overvejer at melde din blog til politiet, fordi du yder aktiv dødshjælp. Jeg har læst din forhistorie, og du fatter tilsyneladende ikke, at der er mange, der har selvmordstanker, der GODT kan linkes til psykisk sygdom, og/eller være et råb om hjælp og ikke et ægte dødsønske. Jeg ved ikke om det er pga. din forhistorie, at du er kynisk på andres livs vegne - men det er rystende hvor lidt respekt du har for andres liv her i nutiden. Du kan ikke undskylde dig med, at dette er på nettet, og at det er noget andet end en personlig samtale. Dine direkte anvisninger er ganske konkrete.
Jeg vil opfordre til at du selv kontakter livslinien og får et samarbejde op at stå. Deres telefonnummer eller webadresse kunne stå på din forside. Er det ikke bedre at redde et liv end misforstået at hjælpe en ukendt til selvmord, hvor du INGEN viden har om hvorvidt der er tale om et forbigående eller permanent og velbegrundet dødsønske, hvor du kan være den, der giver det sidste skub ud i døden, der som bekendt er uafvendelig og ikke kan gøres om.
Overvej venligst, hvordan du kommunikerer til selvmordstruede, der kommer her fordi, ellers forsikrer jeg dig om, at jeg går videre med sagen.
Ikke for at lyde gammelklog eller noget men er det ikke lidt for meget at blive så ophidset? Jeg er selv selvmordstruet. Og uanset om jeg får en henvisning til livslinien, eller et godt råd til at komme videre, vil det ikke være det, der får mig til at gøre det.
Der er meget herinde, om hvorvidt det er ansvarligt at lade langt liv være det vigtigste. Vi er blot en lille ubetydelig brik i livets puslespil.
Jeg har haft kontakt med livslinien. Og der fik jeg bare en masse formaninger om det. Intet brugbart. der er det bedre, hvis man bare får noget reelt. Og jeg syntes, at det vil være respektløst, at henvise til et sted, hvor de bare snakker udenom. Det ville hjælpe en masse, hvis selvmord ikke bare blev fortiet.
Der er for meget tys tys omkring selvmord. For er det livet lykken? Det kan ruinere mange liv, at have en selvmordstruet omkring sig. Mange kommer vidre efter et selvmord. Men det er også meget hvordan man ser på det.
Jeg burde føle mig trådt på, (sådan forstår jeg det, du skriver) hvis en har så meget overskud, at hjælpe. Det kan jeg ikke se. Der er en, der har skrevet, og fået et svar, af den samme person. Det er da sjældent nu om dage. Jeg føler mig ofte som et nummer i rækken. Hvis jeg FX valgte døden, ville der være en mindre at bekymre sig om. En plads mere, så alle kan være der, osv.
Men hvad vil du selv gøre med en selvmordstruet? Bare sende aben vidre? starte med at overvåge personen? Eller akseptere nogle bare ikke padser ind i normen, og respektere det ønske?
Håber det gav dig noget at tænke over. Realistisk.
Få en til at skyde dig, det går hurtigt.
først ligger du det ene ben på skinnerne ved et tog også det andet også armen også den anden og så kan du selv vælge om du skal dø med maven kørt over eller hoved.
Hvem vil være morder, tror du? I øvrigt er det ikke "bare lige" at skyde nogen på en måde, så de dør med det samme.
Det er noget griseri med selvmord på skinnerne, i høj grad også fordi det er groft hensynsløst overfor togføreren. Lad være med noget, der kan skade andre.
HVORFOR ER DENNE TRÅD IKKE SLETTET?
DENNE SIDE ER DYBT ULOVLIG.
JEG GÅR VIDERE TIL MYNDIGHEDERNE MED DETTE.
Ulovligt vil sige at det overtræder mindst én specifik dansk lov. Du må lige gøre rede for hvilken lov-paragraf, og konkret hvori overtrædelsen består. Har du et bud på det?
Hvis du tænker på "hjælp til selvmord" er det noget som handler om konkret praktisk hjælp til forberedelsen og/eller gennemførelsen af et bestemt menneskes selvmord. Det er ikke blot at snakke om sagerne.
Hej, jeg hedder Camilla, 14 år,og jeg leder efter en hurtig, smertefri og let tilgængelig selvmordsmetode der ikke giver for store traumer for personen der finder mig. Hvad ville du anbefale?
Første anbefaling: Lad være
Det lyder måske som om jeg vil være kontrær, men sagen er at hvis der eksisterede en hurtig, smertefri, let tilgængelig og "pæn" selvmordsmetode, ville det meget hurtigt blive almen viden. I gamle dage, for nogle årtier siden, var de daværende sovepiller tæt på at være sådan en opskrift, men disse barbiturater udskrives ikke længere, ud over meget specielle tilfælde på hospitaler. En læge ville ikke begynde at udskrive sådanne gammeldags midler til en teenage-pige.
De metoder som bruges ved "selvadministreret aktiv dødshjælp" er besværlige, og kræver en del forberedelser, som i nogle tilfælde er i modstrid med lovgivningen.
Har du snakket med livslinien? Tlf. 70201201. De kan være gode at snakke med, og der findes også andre rådgivninger.
Det er såmænd ikke unormalt at livet for en teenager kan se håbløst ud, men så gå heller i seng med en snøfte-film :-) Det går over, hvilket rigtig mange som nu lever kan bevidne. De er glade over at de ikke gjorde alvor af deres tanker om at dø.
Men ja, det kan se sort ud nogen dage. Det er en helt naturlig del af livet.
Hej, jeg hedder Camilla, 14 år. Jeg leder efter en hurtig, så smertefri som mulig og tilgængelig (i forhold til min alder (alkohol ER bl.a. tilgængeligt)) selvmordsmetode der ikke giver for store traumer til den der finder mig.
Har tit tænkt på en kombination af paracetamol (det er en lægerecept så jeg går ud fra at de er pænt stærke) ca. 100 styk, alm. ibuprofen ca. 80 styk, pænt stærke ibuprofen fra Canada ca. 15 styk og stærk alkohol fx vodka. Men ved ikke helt hvilken effekt det vil få, altså om det vil ende i langvarig smerte eller om det er nok til en nogenlunde hurtig død.
Hvad vil du tro? Er det en "okay løsning"? Hvis ikke hvad vil du så anbefale?
Først vil jeg lige sige at det (gid det var) ikke bare er nogle dage der ser sorte ud. Jeg har en depression, jeg bor i plejefamilie og har nogle problemer med min plejemor, der går ikke en dag uden der er en eller anden form for splid i min familie og jeg er den alle taler med om deres problemer (og tro mig det er ikke så lidt), min mor har bipolar lidelse og min far er vist nok lidt autistisk, jeg har ingen venner overhovedet m.v.
Det er noget jeg har tænkt længe over ca. 2 år, og jeg kan ikke se nogen fremtid for mig. Jeg har derfor intet at leve for og vil bare gerne have det overstået så hurtigt som muligt.
ps. Er det ikke lidt sjovt at du gerne vil give råd til en totalt fremmed men ikke til mig? jeg vil gå ud fra at det er fordi du kender min alder.
Paracetamol til selvmord er en i særklasse skidt metode. Hvis vi ser bort fra det med at blive fundet, og få en ubehagelig behandling for at rense systemet, vil det føre til en langsommelig og smertefuld død. Der findes ikke stærke paracetamol, blot piller med dobbelt dosis, og sandsynligvis en opbygning som gør at medikamentet optages langsommere i kroppen. Tilsvarende med ibuprofen. Med mindre det handler om nogle meget få lægemidler (som de omtalte gammeldags sovepiller), er piller slet ikke en anvendelig måde for en som bare ønsker at dø. Alkohol heller ikke.
Der kan da bestemt mixes nogle kombinationer hvor der ikke er sikkerhed for at du overlever, men "livsfarlig" er noget helt andet end "en god vej til døden". Det er jo også livfarligt at blive ristet over en sagte ild, men det er jo en torturmetode. Det gælder også for døden via paracetamol (Panodil m.v.), hvis en torturbøddel ville være ganske særligt grusom.
Drop det der med medicinskabet. Så heller sulte ihjel, selv om det da hverken er nemt eller rart.
Som allerede skrevet, er der ikke nogen anbefaling for en som "bare lige" vil have en nem løsning.
Du behøver hjælp, og at se døden som "løsningen" kræver at have afprøvet mulighederne for at få hjælp. Som du beskriver din situation, kan jeg godt forstå at du ikke kan se nogen udvej, det er jo bl.a. derfor at du skal have hjælp.
Hvad dit "ps" angår, spørger du efter noget som ikke findes. Hvis du læser længere tilbage, eller på andre indlæg i bloggen, kan du netop også finde omtale af det som jeg kalder for metoder til "selvadministreret aktiv dødshjælp", som noget der ikke lige er nemt og hurtigt. Så de svar jeg giver er ikke i substans afhængig af din alder, men den kan da godt præget tonen lidt.
Mere generelt har jeg ingen planer om at gøre det til min livsopgave at give konkret vejledning om at dø, til nogen som ikke selv sætter sig ind i dette tunge stof. Jeg har omtalt nogle veje i andre indlæg, men ikke en a,b,c opskrift.
Jeg har en tid hos en psykolog den 19. maj! Jeg er bange for at jeg ikke kan vente så længe.
Og jeg har læst en del om selvmord selv, men der er mange meninger og jeg ville bare hører din. Det var på ingen måde for at få dig til at føle at du måtte gøre det til din "livsopgave at give konkret vejledning om at dø".
Tak for alt, jeg vil overveje pillerne en extra gang, og måske finde en anden løsning.
Selv om en psykolog ikke lyder som en forkert mulighed, kan det jo ikke hjælpe grundlæggende på de dårlige vilkår som du fortæller om. Hvis det ikke fungerer hos din plejefamilie, bør du (så vidt jeg ved) have en kontaktperson ved kommunen, at henvende sig til.
Og piller du'r virkelig ikke, ud over (af besværlige/ulovlige veje) at skaffe dem som bruges til aktiv dødshjælp.
Selv tak :-)
Fængsel er en legitim grund til selvmord.
Jvordan begår man selvmord i et fængsel'8
Fængsling er selvfølgelig noget skidt, og jeg kan da godt forstå at det kan give anledning til en krise, med bare at ville "væk fra det hele". Men en krise er jo noget som kan overstås, så det kommer til at se lysere ud igen.
Hvad dit "hvordan" angår, kan det ganske rigtigt være ekstra svært at finde en selvmordsmetode bag tremmer, ikke mindst fordi det netop er en del af jobbet for en fangevogter at være opmærksom på selvmordsforsøg, og skride ind for at forhindre dette.
Til gengæld mener jeg at kriminalforsorgen ofte giver mulighed for at komme til at snakke med en psykolog eller lignende, omkring problemerne. Så det vil jeg da foreslå dig at prøve.
Og så vil jeg lige ordkløve lidt. Som en forklaring på "legitim" fandt jeg i en ordbog: "som der er forståelige og acceptable grunde til el. argumenter for; rimelig, berettiget". Jeg tror virkelig ikke at ret mange vel være enige i at se selvmord som forståeligt, acceptabelt, rimeligt eller berettiget når problemet "kun" er at være havnet i fængsel.
Tag din straf, og kom ud til et mindre rodet liv!
Der er sgu for råt, så døden må være den være den nødvendige udvej.
På den måde, som banderne tyranniserer ikke bandemedlemmer på u et fængsel, er døden eneste ydvej.
Er ikke dømt endnu, og håber på en betinget dom.
Men bare tanken om medfsngers tyranneei i et fængsel fylder.mig med en så voldsomtcangst.
Og jeg skal i givet fald beskyttes mod medfanger, hvis selvmordsforsøg skal undgås. En psykolog er ikke nok.
Hvis jeg kan være sikker på at få lov at sfsone uden samvær med andre fanger, ville det hjælpe.
Tyranni i fængsler, og andre skræmmende muligheder har jeg da også hørt om. På den anden side er mit indtryk at der skelnes, så de "hårde fanger" oftest adskilles fra andre, og med mindre "adgang" til at gøre livet surt for andre. Men jeg skal "tilstå" at jeg ikke ved ret meget om hvad der foregår, har aldrig været indenfor murene, bortset fra et besøg for mange år siden.
Selvfølgelig ved jeg jo intet om din sag, hvad du er sigtet/tiltalt for, og hvilket fængsel du i givet fald risikerer at komme til at sidde i. Sådan set har jeg da også selv tænkt over hvordan jeg ville forholde mig, hvis det på en eller anden måde gik sådan at jeg skulle afsone en frihedsstraf. Så jeg kan helt følge din tankegang om helst at ville afsone uden samvær med andre fanger.
På den anden side er der ikke mange som ville have det godt med at tilbringe tiden alene. Det er ikke for sjov at fængsling i isolation ofte omtales som en slags tortur, og noget som skal undgås af hensyn til fangerne.
Med mindre du selv er rodet ind i bandemiljøet, eller noget andet i den mere brutale afdeling af kriminalitet, tror jeg at der en god chance for at det dog ikke bliver så slemt som du frygter. Jeg kan godt forstå at du kan få angst ved tanken om den hårde ende af hvad det lyder til at der sker i fængsler, men som sædvanligt er det vigtigt at huske på at netop det værste får næsten al omtalen, i stedet for det mere "kedelige" normalområde.
Jeg håber at du finder en vej frem, fængsling eller ej, men pas på med at forestille dig det værste!
Det er æres- og fredkrænkelser. Ingen vold, men stadig en overtrædelser af § 119a samt 267.
119a er den slemme, da der er tale om en offentig ansat. For ikke at risikere mere materiale til sigtelsen undlader jeg at nævne navne. Men jeg svinede manden til, fordi han bortviste mig fra det universitet, jeg gik på. Jeg var blevet uvenner med nogle medstuderende. De angreb mig mundtligt, og jeg svarede igen skriftigt, og så blev jeg bortvist.
Min henvendelse til den offentligt ansatte var ligeledes skriftligt, i et absolut ikke pænt sprog.
Derefter henvendte den offentligt ansatte sig tl politiet.
Jeg er ikke tidligere straffet.
Men finder stadig isolation nødvendigt, af psykiske årsager. Jeg kan ikke pressede situationer, og og angsten for medfangerne er så stærk, at jeg bare ikke KAN være sammen med dem. Det går grueligt galt. Desuden er jeg så fysisk svag, at i et slagsmål med en medfange, der har bodybuilder-muskler, frygter at skulle i kørestol resten af mit liv. At jeg kunne bruge nogle ting i selvforsvar i en panik reaktn er ikke utænkeligt, selv om det vil være den visse død. at gøre det.
Kunne det klares med en fodlænke, ville det være en lettelse, for i mit eget hjem er jeg i sikkerhed. Det er surt at sidde og kukkelure palle alene, måske, mem det er langt uhyggeliere at frygte overfald og død hvert andet øjebik.
Og forstår ikke, at isolation er tortur. Derimod er fysisk vold og trusler fra medfanger tortur i min verden.
Hvis jeg skal komme ud af det fængsel sio levende, og ikke i en kiste, er isolation nødvendigt.
"Frivillig isolation" eksisterer som begreb, og der er faktisk mange såkaldt "svagere fanger" der vælger at afsone afskåret fra andre fanger. Jeg skal jo ikke gøre mig klog på om din psyke kan klare det, men det er realistisk at undgå kontakt med andre fanger, og de positive eller her negative ting der kan komme ud af det. Så på den måde tror jeg ikke at du skal frygte at blive kvast efter en uenighed med en der ynder fysisk vold.
Det er også noget som ofte vælges af nogen som sidder inde for "særligt bestialske" forbrydelser, som aktuelt med pædofile eller Peter Madsen efter det famøse ubåds drab. Altså fanger som har særlig grund til at frygte at andre fanger synes at der skal lidt "ekstra straf" til. Men der kan jo også være andre grunde til det, og for mit vedkommende er mine sociale behov ikke så store, så jeg kunne i givet fald godt finde på at udbede mig fred og ro. Altså netop frivillig isolation.
Nu vil jeg på ingen måde påberåbe mig viden om retspraksis og hvilke straffe der gives ved forskellige slags sager, men set fra min stol lyder din sag (smart at lade være med at nævne navne) ikke som værende i den grove ende af skalaen, dog værst hvis dine skriverier også har omfattet trusler om fysisk vold. Der er jo forskel mellem at svine nogen gevaldigt til, og give dem grund til at være utrygge.
Så mit meget løse gætteværk kunne være at der er en chance for at du kan nøjes med bøde og/eller betinget straf (afhængig af sagens detaljer). Det må afhænge af i hvor høj grad samfundet skal beskyttes mod dig, ud over at give dig en "lærestreg". Fodlænke forekommer mig heller ikke helt urealistisk, hvis der skal afsones tid.
Jeg forstår godt at du har det skidt med tanken om at skulle bures inde, og at tankerne kan udpensle scenarier hvor det kunne gå dig rigtig dårligt, men jeg vil foreslå dig at prøve at se mere roligt på at du står til en eller anden straf. Surt ja, men sådan er livet også.
Rent praktisk må du jo have en forsvarer (måske en beskikket advokat), som meget gerne skulle have fagligt belæg for en formodning om hvad dine udsigter til straf og afsoning er, når det jo ikke lyder som om sagen handler om påstand mod påstand, og hvad der kan bevises. Så tag da en snak med ham/hende.
Og jeg tror på at du kommer levende igennem historien :-)
En beskikket advokat er inde over, og han var med til afhøring hos poliriet. Politiet vil nedlægge påstand om en kortere frihedsstraf. Min advokat vurderer, at det sandsynlige udfald er en betinget dom, hvilket jeg håber på.
Men garanti er der ikke, så er noget oprevet for tiden.
Og mht. hvad min psyke kan klare, er hele denne historie over grænsen. Var i forvejen meget ked af det, da jeg smidt ud af universitetet, da jeg har gået der i 4 år. Uden eksamen er de 4 år på uddannelsen jo spildt. Nå, men den uddannele overlever jeg, hvis det ikke bliver være.
Men uanset hvad, er isolation i et fængsel bedre end samvær med de rå typer, der er derinde.
Jeg er absolut ikke udadvendt, og har vanskeligt ved at knytte sociale relationer. Jeg vil derfor blive et let offer for ubehageligheder fra andre indsatte. Har muligvis en lettere afvigende personlighed.
Til trøst mener jeg, at min indadvendthed gør, at jeg bedre kan klare isolation end andre mennesker kan . Jeg har det fint med at være alene, og har ikke behov for andre mennesker omkring mig.
Ved du, om kan har ret til at vælge frivillig isolation i et fængsel, eller om det skal godkendes af psykologer eller lign.først.?
En betinget dom lyder sandsynligt, når også din advokat har denne vurdering.
Det formelle omkring frivillig isolation kender jeg ikke noget til, men jeg ser typisk formuleringer om at visse indsatte vælger frivillig isolation, også undervejs i et fængselsophold, i modsætning til at det er noget med at søge om denne måde at tilbringe hverdagen på. Så min antagelse er at det er noget der rutinemæssigt klares administrativt. Rent praktisk mener jeg også at fængslernes normale indretning er at hver fange har sit "eget værelse", en lille celle med grundlæggende udstyr, incl. TV og radio, og nogle steder også med eget toilet. Lidt i retning af et billigt hotelværelse.
Så på den måde må frivillig isolation mest blive et spørgsmål om hvornår celledøren er låst eller ej, og karakteren af hvilke aktiviteter indsatte forventes at deltage i. Typisk kan der nok være arbejde, fx montage, som kan klares uden at skulle hen på et værksted. Tilsvarende med uddannelsesaktiviteter, selv om isolationen jo i sagens natur giver klare begrænsninger.
Med mindre noget taler imod det, mener jeg nu at de fleste afsoner i åbne fængsler, som er ret fredelige steder, og med mulighed for kontrolleret udgang, fx omkring uddannelse.
Og jo, du har da nok ret i at en indadvendt personlighed, og "alene uden at være ensom", er en fordel omkring at sidde isoleret hele dagen, og et fængselsophold af moderat længde er vel alligevel ikke lige stedet til at opbygge socialt netværk.
Det er jo selvfølgelig noget af et afbræk i dit studium, men jeg er nu ikke så sikker på at det behøver betyde at de 4 år er spildt. Tænker på om der kunne være mulighed for at søge optagelse igen, måske på et andet universitet. I din situation ville jeg nok snakke med en studievejleder om hvilke muligheder der er for at komme videre.
Du er jo gået langt over stregen med at uddele skriftlige svinere (det er nok også værre end at det sker mundtligt), men meningen med straf er jo heller ikke at skal spolere dine faglige muligheder for at indrette dig et liv.
Måske med en noget længere lunte :-)
Jeg har prøvet at google om åbne fængsler, og det ser absolut ikke fredeligt ud. Sandsynligvis er de lukkede fængsler meget værre, men det ser galt nok ud i de åbne endda. Så hvis det går så galt, at jeg skal i fængsel, er frivillig isolation nødvendigt, hvis jeg skal komme levende ud. Jeg så noget ret uhyggeligt om det i Horserød, hvilket er et åbent fængsel. Heldigbis stod der i samme artikel, at fangerne godt kan fravælge samvær med andre fanger, men at de fleste dog ikke har lyst til at afsone i ensomhed.
Mht til uddannelse er jeg bortvist permanent, og er afskåret fra at søge ind igen på Ålborg Universitet for altid. Og har ikke mod på en ny, længerevarende uddannelse på andre universiteter efter den oplevelse, der er heller ikke SU til det. Må finde noget ufaglært arbejde eller butiksarbejde, som jeg har været i før, men de har mange ansøgere til hver opslået stilling, og da det er længe siden, står jeg ikke forrest i køen.
Håber virkelig, at der er toilet i cellerne. Toilet er meget vigtigt, da jeg lider af inkontinens, og toliletbesøg kan derfor være meget akutte, især om morgenen. Får medicin for inkontinensen, så blæren hæmmes. Medicinen er ordineret af en speciallæge, og egen læge giver mig nu medicinen på recept. Det er absolut nødvendigt, at jeg får lov at få den medicin med ind i fængslet, for uden medicinen forværres inkontinensen.
Ubetinget fængsel lyder heldigvis ikke sandsynligt, men hvis det skulle gå sådan, må du hellere i god tid gøre opmærksom på dine behov for akut toiletbesøg, også af hensyn til personalets arbejdsro. Lægeordineret medicin burde der ikke være vanskeligheder ved at få med ind, især hvis det ikke har narko-potentiale.
Fremtidsplaner, og hvad du kan gøre fagligt med de 4 år du har studeret, er nok nemmere at overskue når du kan lægge dine aktuelle bekymringer bag dig, og få lidt afstand til det kaos du kom ud i. Måske kunne det også være en tanke om studiet kan gøres færdigt i et andet land, eller om et ikke afsluttet studium dog kan bruges arbejdsmæssigt.
Jeg tror helt generelt at det er vigtigt at afholde sig fra at flyve i tastaturet i et anfald af vrede; der er jo også mange som er kommet i alvorlige vanskeligheder efter ubetænksom Twitter aktivitet.
Min medicin påvirker kun blæren, man bliver på ingen måde skæv af det. Det kan ikke mærks på ande måder, end at jeg kan tisse, uden at skulle rende på wc konstant. Men medicinen kan ikke løse mit problem om morgenen, når der skal laves "stort". det er bare at løbe ud på toilettet, eller at skifte bukser /ble hvis jeg er for langsom.
Jeg går altid med ble pga min inkontinens. Det er ikke sjovt ar tale om, så jeg omtaler det ikke unødigt. Men jp, i et fængsel bør personalet være informeret om mit problem.
mine fremtidsplaner må vente, helt enig, for det e svært at overskue pt, for at sige det mildt.
Og ja, man skal pase på, hvad man skriver, det var jo dybest et et vredesudbrud, der kom ud skriftligt, incl. på facebook og ålborg universites studentermail.
Mobning er selvfølgelig også en åbenlys risiko ved noget så tabubelagt som inkontinens udenfor de aldersgrupper hvor dette forventes, og det er jo ikke alle som kan afholde sig fra "sjove" reaktioner. Og så meget desto værre i et "hårdt miljø" som et fængsel nogle gange kan være. Men også ellers kan det jo være en hæmsko for det sociale, og gøre det svært at deltage i mange ting.
Der er jo mange "afvigelser" fra den normale måde kroppen fungerer på som kan fylde meget, men de fleste er jo dog nemmere for andre at forstå og acceptere.
Ja. Jeg er 43, og inkontinens er mest udbredt i den ældre del af befolkningen. Mit problem opstod allerede, da jeg var 35. Det opstod pludseligt.
Inkontinensen gør, ar jeg er meget længe om at gå på toilettet, da der ellers kommer "eftertisning" i bukserne.
Og det er en ting, jeg er meget nervøs for, hvis det går så galt, at jeg havner i fængsel.
Jeg har lært at leve med min inkontinens, men er glad for, at jeg ikke har kone eller børn, for i så fald skulle der bygges et ekstra toilet i hjemmet. Jeg har behov for ro, når jeg sidder der, for hvis jeg får stres derude, tømmes blæren ikke ordenligt, og så går blæren helt i selvsving med spontant småtisseri i bukserne resten af dagen eller minumum i flere timer derefter.
Men det er noget tabu, og det er et problem. Jeg har ikke nævnt min lidelse overfor de andre studerende på universitet. Jeg stod tidligt op, så jeg kunne tisse af, inden jeg kørte, og jeg ventede normalt med at gå på toilettet igen, til jeg kom hjem, med mindre det var akut tvingende nødvendigt at gå på toilettet før min hjemkomst.
Den lange tissetid om morgenen har gjort, at jeg ofte kom for sent, hvilket har medfært, at andre studerende ikke gad at arbedesammen med mig.
I perioder har det taget mig 1,5 time at gå på morgenbesøg på toilettet.
Jeg har også noget selvlavet inkontinensbeskyttelse i min bil, i form af en pude på føersæddet med en gennemsigtig plasticsæk under, en sæk, der ellers er søælges som btug til haveaffald.
Send en kommentar