Den 95-årige store italienske filmskaber Mario Monicelli døde i forgårs, den 29. november 2010. Han var indlagt på San Giovanni hospitalet i Rom, og sprang fra en altan. Fem etager nedad, knust mod fliserne. Selvmord kaldes det jo, men dette kan i nogle tilfælde være en ganske forståelig handling.
Han havde i flere år været i behandling for en ondartet prostata-kræft, og tilbragte sine sidste dage på hospitalet. Det gik kun én vej, tilbage. Alderdommen satte jo også sit præg på den gamle mand, og synet var svindende. Han måtte indstille sig på snart ikke længere at være et selvstændigt menneske, men helt afhængig af andres pleje under sygdommens sidste faser med. Barske udsigter, og han var nedtrykt og indadvendt de sidste dage. Træt af at leve.
Hans beslutning blev altså at dø, mens han selv endnu var i stand til at gennemføre det uden hjælp. Jeg tror bestemt at han havde levet længere hvis han kunne være tryg ved at få lov til at dø når hans grænse for alvor var nået. Men når aktiv dødshjælp regnes for mord, kunne han kun sikre sin personlige frihed ved at dø.
For tre år siden blev Mario Monicelli interviewet til Vanity Fair. Han ikke var bange for døden, fortalte han. På den anden side nagede tanken om ikke længere at leve. Jeg kan helt følge ham i at han ikke ønskede at udsætte døden, når han ikke længere kunne leve sit liv. Hans værdighed og selvstændighed var meget vigtige for ham.
Desværre blev det en noget kras måde at dø på. Hans knuste krop var en skræmmende oplevelse for patienter og pårørende i den nærliggende skadestue. Men det er jo vilkårende når han kunne være sikker på ikke at få lov til at gøre det på en pæn måde.
Hans død blev hans sidste oprør.
- Corriere della Sera:
Mario Monicelli Commits Suicide in Rome - The Telegraph:
Mario Monicelli Obituary - Jyske Vestkysten:
Mario Monicelli begik selvmord
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar