Schweiz: Lægens pligt at hjælpe med at dø

tirsdag den 7. december 2010

Schweiz: Lægens pligt at hjælpe med at dø

Den pensionerede schweiziske læge Daphné Berner stod i september 2009 med et problem. En ung kvinde med ALS sygdommen i hurtig udvikling ønskede at afkorte sit liv, for at slippe for en død i lammelser, smerter og kvælning, uden mulighed for kommunikation med omgivelserne. Et forståeligt ønske, og det er vel kun religiøse dogmatikere der vil protestere alvorligt mod en sådan patients selvmord.

Men uden kræfter til selv at gennemføre forberedelserne, var der brug for hjælp til det praktiske. Her har Schweiz en menneskelig lov og retspraksis, der tillader hjælp til selvmord, så længe hjælperen ikke har egennyttige motiver. Som dødsledager i EXIT Suisse romande var Daphné Berner fra Neuchâtel villig til at yde denne sidste hjælp. Planen var at patienten selv skulle åbne for et drop med natrium pentobarbital, der netop er et velegnet stof til at sikre en rolig og værdig død.

Patientens sidste mulighed for at bevæge sin krop var en storetå. Planen var at hun skulle udløse droppet med en snor herfra. Problemet var så at der skulle et opadgående træk til i stedet. Denne "lille nødsituation" var ret afgørende, og der var brug for en løsning. Den pragmatiske aftale blev at Daphné Berner ville åbne for medikamentet når patienten prikkede sin storetå mod sengens ende. En stor lettelse. Døden indtraf planmæssigt. Så langt så godt. Alternativet havde været umenneskeligt.

Men en konsekvens var at anklagemyndigheden så det som "drab på begæring", og uden nærmere argumentation takserede det til 45 dages betinget fængsel. Denne administrative straf ville lægen ikke finde sig i, så hun gik i retten med krav om frifindelse, eller i det mindste en dom med præmisser.

Daphné Berner kunne ikke se at hendes handling var mere aktiv dødshjælp end når lægerne rutinemæssigt disponerer over dødsprocessens forløb, gennem indgreb som at slukke for respirator, afbryde sonde-ernæring eller giver så store doser morfin at døden er en velkendt "bivirkning".

Hvis der var grund til at anfægte lægernes hensigter, ville disse dagligdags handlinger være yderst problematiske. Når der på den anden side ingen tvivl er om at lægerne handler i patienternes tarv, ville det være galimatias om disse mange "medicinske dødsfaldt" skulle efterforskes som muligt kriminelle handlinger. Døden er et livsvilkår, når livet ikke er en realistisk mulighed.

Sagen kom altså for en domstol, som en vigtig principiel sag. Dommeren skulle vurdere et problem som politikerne i mange år har fejet ind under gulvtæppet. Hvor aktive må lægerne være når det handler om at sikre patienerne en så god død som muligt? Skal det juristiske system straffe, selv om når der ingen tvivl er om at lægen har handlet i patientens tarv?

Hverken anklageren eller den anmeldende myndighedslæge dukkede op i retten, for at argumentere deres svage sag. Efter betænkningstid faldt den menneskeligt set rimelige dom. Daphné Berner blev frifundet. Dommeren anerkendte at det var en situation hvor lægen måtte sætte sin moral og menneskelighed over en firkantet udlægning af straffeloven. Patienten måtte beskyttes mod smerte og tab af værdighed, og hendes ønske respekteres. Lægen gjorde blot sin pligt.

Dommen var også et vink med en vognstang til politikerne, om behovet for at lovgivningen skal tilpasses virkeligheden, da det omvendte ikke er rimeligt. Daphné Berner dræbte ikke den unge kvinde. Det var hjælp til et rationelt selvmord, hvor der også blev brug for lægens fingerkræfter til allersidst.

Siden sagen udviklede sig, har Daphné Berner skaffet en elektronisk udløser, i stedet for at være afhængig af snoretræk. Hvis hun havde haft en sådan i 2009, var sagen aldrig blevet rejst, selv om der ikke kan siges at være nogen reel moralsk forskel.