Fra Respirationscenter Øst ankom overlæge Michael Laub og afdelingssygeplejerske Grethe Nyholm. Walter smilede til dem, og de blev budt på kaffe. Nej, han havde ikke fortrudt. Han ville dø. Præsten bad fadervor, og gav Walter den sidste velsignelse. Stjernen Sarah Brightman lagde stemme til den stemningsfulde melodi "Time to Say Goodbye".
Et sovemiddel gav Walter Bürger en dyb søvn, efterfulgt af en bedøvelse med morfin. Respiratoren blev afbrudt, og efter 20 minutter kunne dødsattesten skrives.
Det kunne næsten ikke gøres smukkere. Sygeplejersken fortæller at hårene rejste sig på hendes arme; hun ville gerne selv dø på samme måde. Julehyggen gik videre, der grædt og set brudebilleder. Snakket om familiens liv, og den forestående begravelse. Alle havde det godt med at Walter Bürger fik den død han havde brug for.
Han led af sygdommen amyotrofisk lateral sklerose (ALS), en sjælden nervecellesygdom, der fører til fremadskridende uhelbredelige lammelser. Tempoet kan variere meget, men normalt er døden sikker i løbet af få år. Livet kan forlænges gennem respirator og sondeernæring, men det øger til gengæld den skræmmende risiko for at komme til at ligge helt uden mulighed for at kommunikere med omverdenen. Hjernen rammes ikke, så den er frisk til det sidste.
- Muskelsvindfonden:
Muskelkraft 1/2009 (PDF) - B.T.:
Aftalte sin død med læge - ALS Gruppen Vestjylland:
H.W.Bürger - Walters Corner
Walter Bürger var livskraftig og ukuelig, levede livet til det sidste. Han så på det positive, og fandt hele tiden frem til hvordan han kunne have glæde af livet, selv om hans muligheder for at folde sig ud løbende blev reduceret. Med respirator fik han sin livskvalitet forbedret, og lagt flere år til sit liv som ALS patient. En stor forskel, men han havde ikke sagt ja uden at vide at han kunne få den slukket igen, når han ønskede det. Han ville ikke være med mere, når han ikke længere kunne kommunikere. Hans kone, Ingrid Bürger, støttede ham til det sidste.
Til begravelsen havde den gamle festabe selv valgt Beatles melodierne:
Jeg ser denne historie som en model for hvordan aktiv dødshjælp kan foregå på en god og værdig måde. Men sådant er jo hamrende ulovligt, så derfor kaldes det for passiv dødshjælp at få lov til at dø på klokkeslet, efter en særdeles aktiv disposition fra patient og læge. Lov om patienters retsstilling giver ret til at bede om at få en behandling stoppet, også selv om det medfører døden.
Heldigvis udviser lægerne i denne situation respekt for at døden kan blive et behov. Det ville rigtig mange af dem også gøre i andre situationer, så længe de ikke skulle være bange for at komme i fængsel for det.
Som denne historie viser kan det være ret fiktivt at skelne mellem aktiv og passiv dødshjælp. Hvis aktiv dødshjælp ikke var forbudt, ville ingen føle behov for at bruge "passiv dødshjælp" som eufemisme for en sådan velplanlagt og veludført afsked med livet.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar