Logo sommerfugl

onsdag den 28. oktober 2009

John ville dø, han sultede sig ihjel

DR viser i aften en dokumentarfilm med et portræt af den 68-årige kræftsyge John Hilarius Andersen, og Ekstra Bladet fortæller fra historien i dag.

Du har omkring et halvt år tilbage at leve i.
Det var den barske melding fra lægerne. Det kunne ikke betale sig at prøve at behandle den fremskredne kræft i Johns hals. Han måtte forholde sig til hvordan han skulle dø, og hvordan han ville leve afslutningen på sit liv. Der skulle ikke ændres på at han altid havde levet med smil, fest og tobak. Et livsstykke med gavmildhed og overskud. Masser af spil. En særdeles populær person, altid humørfyldt, og meget snakkende med sin karakteristiske hæse stemme.

John Hilarius Andersen holder fest for sin afslutning på livet

John arrangerede en dødsfest i juni 2007 på Boulevard Bodega på Amager Boulevard, en slags forpremiere på hans bisættelse. Den fest ville han sgu ikke gå glip af. Gravøl behøver ikke være så sørgeligt. Sønnen Jimmy holdt med klump i halsen tale til sin far, der sad med en øl i den ene hånd, og en smøg i den anden.
Jeg ved, vi er dårlige til at sige det til hinanden. Men du skal vide, at jeg elsker dig, far.

Det skulle have været et brag af en afslutning. På livet.

Jimmy omfavner John

John Hilarius Andersen (også kaldet Vaske eller Stanley, fra Dragør) ejede i sin storhedstid et vaskeri med gode kunder som Simon Spies og Johnny Reimar. Pengene fossede ind, og blev brugt ligeså hurtigt igen. Livet skulle nydes. Hvert sekund. Et stort forbrug af cigaretter og hans yndlingsdrik, Gammel Dansk.

Men det blev meget svært. John endte som en visnet pind, der var vågen fire timer i døgnet. Disse var præget af så megen smerte, at der var brug for at sige stop, farvel og tak. Med svag og rusten stemme, men uden "piben":
Jeg gider ikke mere. Jeg vil dø. Jeg kan sgu ikke holde det ud mere

Han var madentutiast, og elskede at lave mad til sine to brødre hver fredag. Men han kunne efterhånden blot se til mens hans brødre spiste. John selv måtte have næring gennem en sonde. Et hul i halsen lindrede, så han kunne få luft. Slut med bøffer og rødvin. Og tiden gik. Og gik. Og gik.

John Hilarius Andersen med armene oppe

Efter det halve år levede John stadig, sådan da. En kamp at holde humøret, holde fanen oppe. Stadig stærkere smerter. Og en stor lyst til at dø. Men det er jo ulovligt at få hjælp til at slippe efter eget valg. Ingen hjælp til at dø. Et selvmordsforsøg lykkedes ikke. Han havde kun én lovlig mulighed tilbage. Det er nemlig tilladt at sultestrejke, hvor loven direkte forbyder lægerne at gribe ind. Det kaldes ikke for aktiv dødshjælp, men passiv.
Lov om patienters retsstilling, § 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

Dehydrering

Det tog elleve meget seje dage uden vådt eller tørt. Langt om længe fik den udhungrede krop en afslutning på et godt liv, der var reduceret til en langsom og smertefuld vej mod graven. Hvil i fred, John Hilarius Andersen.

Jimmy forstår ikke hvorfor hans far skulle igennem så megen smerte, før han døde. Familien bad om en palliativ behandling, som måske kunne fremskynde døden.
Vi spurgte alle læger og sygeplejersker, om ikke han kunne få en sprøjte. Men det måtte de ikke give ham. Han ville bare gerne ud af smerterne og spurgte dem, om han ville dø, hvis han sprang ud af vinduet. Derefter om han måtte sulte sig ihjel. Der var svaret, at han gerne måtte sulte sig ihjel. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan få en sprøjte, når man har det så dårligt, når man gerne må sulte sig ihjel. Jeg synes, det er dobbeltmoralsk.

John 'Vaske' Hilarius Andersen

Ekstra Bladet:
DR1 Dokumentar:
Ny facebook gruppe:
Søvang Sportsklub:

Livets nedtrapning


4 comments:

harning sagde ...

Det er ikke dobbeltmoralsk - det er bare politik i al almindelighed, for sultestrejker kan bruges som politisk pression og en effektiv måde at undgå dette på er jo ved at have en lov som påbyder sundhedspersonalet at ikke agere. Jeg anser således at der er tale om to helt forskellige ting/intentioner fra lovgivers side.

tosommerfugle sagde ...

Du har jo ret i at begrebet sultestrejke er lovgivningsmæssigt beskyttet i kraft at at være politisk aktionsform. Men ... John var ikke ude i at bruge det som pression. Han havde bare brug for at dø. Det var den helt åbne hensigt.

Jeg tror ikke at lægerne var blevet straffet hvis de havde vurderet at det ikke var sultestrejke, men bevidst langsomt selvmord, som de ikke ville/måtte hjælpe med. Men det var jo tydeligt for alle at det var i Johns interesse at få lov til at dø.

Dobbeltmoralen er, i min optik, det at hans behov for at dø blev anerkendt og plejemæssigt understøttet, men at han ikke kunne få lov til at det gik hurtigere.

På den anden side havde det været sensationelt hvis lægerne som udtryk for civil ulydighed, for åbent kamera, havde overholdt lægeløftets passus om at handle til gavn for patienten.

harning sagde ...

Lidt flere læger med offentligt civilkurage ville bestemt være hensigtsmæssigt for samfundet - og jeg tror da også at det først er når vi får et par sådanne læger at diskussionen og deraf mulighed for ændrede regler for alvor kommer.

tosommerfugle sagde ...

Civilkurage er desværre blevet mere og mere sjælden, i takt med dominansen af forestillingen om at rigtigt og forkert udelukkende afgøres via specifikke love og regler. Dertil den systematiske politiske klapjagt på mennesker som aktivt reagerer imod politikervældets dogmer.

Jeg er bange for at den politiske virkelighed har bevæget sig derhen at det mest effektive er når spektakulære enkeltsager bliver guf for medierne. Et godt eksempel er da Kaj Guldbech ikke ville finde sig i at han i Danmark ikke måtte få hjælp til at dø.

Logo sommerfugl