Når et samfund har love eller administrative regler som er på tværs af vigtige moralske værdier, opstår der et samvittighedsmæssigt dilemma. En borger kan blive nødt til at vælge mellem at overholde loven, eller følge sine moralske principper og sin samvittighed. Dette indbærer selvsagt at udsætte sig for straf eller andre sanktioner.
Mahatma Gandhi:
Death is our friend, the truest of friends. He delivers
us from agony. I do not want to die of a creeping
paralysis of my faculties-- a defeated man.
Death is our friend, the truest of friends. He delivers
us from agony. I do not want to die of a creeping
paralysis of my faculties-- a defeated man.
Borgeres bevidste lovovertrædelse kaldes så for "civil ulydighed", og har i mange tilfælde ført til at moralsk problematiske love er blevet afskaffet eller ændret. Når en sag legitimeres gennem bred folkelig forståelse, retsfølelsen blandt samfundets borgere, bliver det uholdbart for systemet at insistere på retsforfølgelse og straf efter lovens bogstav. Den udøvende og/eller den dømmende magt lader sig måske påvirke til at sager behandles uden den store nidkærhed. Bløde landinger.
Et vigtigt princip i civil ulydighed er at vælge sine lovovertrædelser med omtanke, og gøre det på en pæn måde. Det er helt ved siden af at lade det udarte i selvtægt, vold eller direkte at skade andre. Hvis en situation er ekstrem nok, kan sådanne virkemidler måske komme på tale, men så har det intet med civil ulydighed at gøre.
Med andre ord skal civil ulydighed foregå på en civiliseret måde. Det uciviliserede overlades til dem der vil bekæmpe handlingen.
Martin Luther King:
No one is truly free to live until one is free to die.
No one is truly free to live until one is free to die.
Umiddelbart er min overskrift altså en selvmodsigelse. Drab som civil ulydighed? En sådan aktionsform kan også kaldes for terrorisme. Eller oprør. Eller frihedskamp. Det sete afhænger af øjnene der ser. Men civil ulydighed er det ikke. Der er jo gode grunde til at mord er strafbart som en alvorlig forbrydelse. Liv skal beskyttes.
Der findes dog en type situation hvor drab kan komme på tale som udtryk for civil ulydighed. Når den moralske anfægtelse netop handler om at liv er en menneskeret, men ikke en forbandet pligt. Når døden bliver til et behov, på et gennemtænkt, fornuftigt og menneskeligt grundlag. En næstekærlig hjælper kan se hvad der skal til, og samarbejder omkring at døden bliver det ønskede resultat.
Vort sprog har svært ved at finde ord for hvad der sker. Det rammer ikke rigtig godt at tale om mord, drab, hjælp til selvmord, drab efter begæring, eller ikke at hjælpe nogen i livsfare. Men netop disse begreber er basis for straffeloven, der ikke rummer rimeligheden af at få lov til at slippe for et liv, der bliver en skæbne værre end døden. Debatten forsøger sig med begreber som aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab, eutanasi og passiv dødshjælp, men også disse styrer udenom at døden kan være et rationelt behov, som der samarbejdes omkring at opnå. At dette er god moral.
Loven er umenneskelig, og civil ulydighed kan være på sin plads. Det handler om helt centrale moralske principper som næstekærlighed, medmenneskelighed og respekt. Principper der er vigtigere end loven, der ikke altid kan efterleves med god samvittighed.
Civil ulydighed, tak.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar