Midt- og Vestsjællands Politi fortæller om en sag fra Odsherred. I går fik de en anmeldelse om "muligt syg og hjælpeløs", og ved hjælp af en låsesmed skaffede de sig adgang til pågældende lejlighed i Annebergparken, Nykøbing Sjælland. De fandt to mennesker, der var dræbt af skud. Politiet afspærrede området, og undersøgte lejligheden grundigt. Efter ligsyn på stedet blev ligene sendt til obduktion.
Alt peger på at den 55-årige mand skød sig selv, efter at have dræbt sin 67-årige kone. De havde været gift siden 1985. Baggrunden for den sørgelige udgang er åbenbart sygdom, og ligene havde ligget nogle dage. Parrets søn var blevet urolig, og kontaktede politiet. Naboer havde også undret sig over ikke at have set noget til parret i et stykke tid.
Politiet betragter nu sagen som fuldt opklaret. En såkaldt familietragedie, hvor det er op til de pårørende om de vil sige mere om omstændighederne. Politiet ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen. Som politiassistent Jan Lauritzen siger:
Det er en meget tragisk sag for familien, og selv om vi ved, at det har offentlighedens bevågenhed, så vil vi af hensyn til familien ikke uddybe, om det var kvinden eller manden, der var syg, eller hvad der ellers ligger til grund for dødsfaldene.
B.T. brugte i deres rubrik på nyheden en ret grov formulering om at manden "gik amok" på sin kone. Det må vist være udtryk for en hang til drama hos redaktionssekretæren. Skruen fik lige et ekstra vrid.
Jeg tror snarere at det er sket stille og roligt, efter at de tog afsked med hinanden. Det er ikke så sjældent at sygdomme udvikler sig til et punkt hvor døden bliver til noget ønskværdigt, i stedet for at se hvor længe det kan lade sig gøre at overleve. Men når aktiv dødshjælp er strengt forbudt, må de berørte jo hjælpe sig selv, med de ressourcer de nu har mulighed for. Og beskytte sig selv mod retslige konsekvenser.
Uden at snakke med andre om det. Uden at andre får muligheden for at være med til at finde ud af om der måske kunne være en bedre løsning. En legal mulighed for aktiv dødshjælp kan reelt set forlænge liv.
Midt- og Vestsjællands Politi:
- Døgnrapport 14. september 2009
- Obduktion af dødfundne mandag i en lejlighed i Annebergparken, Nykøbing Sj, Odsherred
Nordvestnyt:
B.T.
0 comments:
Send en kommentar