Penny og Peter Duff: En ganske normal selvmordsrejse

Den 27. februar 2009 døde Penelope og Peter Duff, på hhv. 70 og 80 år. Parret havde begge fremskreden kræft. Døden kom galoperende. De ønskede ikke at afvente kræftens sidste stadier med nedbrydning af deres kroppe. Derfor rejste de til Schweiz, til Dignitas foreningen. En læge udskrev en dødbringende dosis barbiturater. Parret fik hjælp til at få deres død organiseret på en pæn måde. Hjælp til selvmord. Sådan set ganske udramatisk.

De var velhavende, og havde råd til den bedste behandling og pleje. Men det gjorde det ikke værd at udsætte sig selv, børn og børnebørn for et langtrukkent sejpineri mod døden. Også ved deres afskedsfest var de dog meget diskrete om deres sidste rejse, så de fleste i omgivelserne blev overraskede. Penny og Peter løb ingen risiko for utidig indblanding. Det havde da været rarere om de kunne få den nødvendige hjælp længe. Uden at skulle regne med en lang rejse, ville de måske have ventet lidt længere.

Ifølge britiske love er det en alvorlig forbrydelse at hjælpe nogen med selvmord. Straffen er op til 14 års fængsel. Det er dog i praksis blevet nærmest rutine med en sidste rejse til Schweiz, og anklagemyndighedens manglende vilje til at opretholde loven bliver mere og mere tydelig. Politikernes tavshed bliver til gengæld samtidig mere og mere rungende. De ønsker ikke at tage emnet op. Derved lader de Dignitas blive retningsgivende. Altså for de patienter som har kræfter og penge til at tage sagen i egen hånd. Også her vender den tunge ende nedad, socialt set.

Spørgsmålet er ikke om der er brug for aktiv dødshjælp, eutanasi. Men hvordan.