Med på sin sidste rejse, fra Glasgow i Skotland, havde hun en gruppe venner, sin søn Alan, og den pensionerede læge Michael Irwin. Han havde hjulpet hende med at arrangere sin død, i sin egenskab af aktivist i retten-til-at-dø foreningen Friends at the End. Tidligere havde han haft ledende poster i FN og Verdensbanken.
Fire år forinden havde hun plejet sin mand, Frank, mens han var syg i længere tid. Til sidst døde han af nyresvigt. Hun svor at hun hellere ville tage sit eget liv, end gennemgå et sådant helvede. Næsten tre år senere begyndte hendes ben at blive svage. Hun troede ikke helt på lægens teori om at det var multipel sklerose. Hendes tilstand blev hurtigt være, svigtende stemme, og en kamp at holde sig oprejst. Hun kunne mærke at tiden snart var kommet. Diagnosen var multipel system atrofi, en sjælden sygdom hvor kroppen degenererer, mens hjernen er frisk. Hendes udsigt var altså at være helt klar i hovedet, mens kroppen døde omkring hende. Et mareridt. Det var første gang hun græd offentligt.
Hendes hjerte brændte for musik, dans og tøj. En stolt og værdig kvinde, der altid gjorde sit bedste for at tage sig godt ud. Hun dyrkede yoga, var sund og i god form. Meget uafhængig. Fire måneder før sin død tog hun afsked med dansegulvet, selv om hun næppe kunne stå. Hendes venner måtte holde hende oppe. Det var trist for dem at se hende få det værre og værre. Som ung havde hun, sammen med sin mand, vundet præmier for at danse.
Nu var der kun langtrukne lidelser tilbage. Det ville hun hverken byde sig selv eller sine sønner. De allersidste små rester af kræfter i armene rakte lige da hun måtte bruge begge hænder for at holde på glasset. En human udfrielse, via et sovemiddel.
Politiet afhørte Michael Irwin om hans rolle. Sagen blev syltet, sammen med fire andre, hvor han også havde hjulpet folk fra UK med at rejse til Schweiz for at få hjælp af Dignitas. De andre gange havde han dog ikke været med i Schweiz, og overværet dødsøjeblikket. Han provokerer bevidst grænserne, og love der straffer hjælp (eller rådgivning) til selvmord med op til 14 år i fængsel. Love der trænger til aktiv dødshjælp, eutanasi kan være udtryk for næstekærlighed.
Ved at flygte til Schweiz med dets mere menneskelige love fik May Murphy en god død, efter omstændighederne. Hvis hun var blevet hjemme, ville hun have været nødet til at blive fængslet i sin langsomt døende krop. Sådan er fakta. Det kunne selv nok så omsorgsfuld pleje ikke have afhjulpet. Hendes helt personlige valg var: Nej.
- Daily Record:
Cheers before dying - BBC:
GP praises right-to-die pensioner - British Medical Journal:
Police question former GP about assisted suicide - The Independent:
'I help terminally ill patients to kill themselves. If I go to prison, so be it' - The Independent:
Prosecute me, says GP who helped euthanasia patients
Se også:
2 comments:
"Love der trænger til aktiv dødshjælp"
...nemlig
Og knus
Love som, tror jeg, primært har basis i kirkernes selvpåtagne rolle som fortolker af bibelens ord, på trods af Siraks bog kapitel 30 vers 17:
Hellere døden end et bittert liv, hellere den evige hvile end uhelbredelig sygdom.
Det er dog lidt blandet hvilke kirker som henregner Siraks bog til Bibelen (bl.a. den katolske), og hvilke som rubricerer den som et af de "gammeltestamentelige apokryfe skrifter" (bl.a. den danske folkekirke).
Og kram :-)
Send en kommentar