En gammel mand på plejehjem drog ud på sin allersidste rejse. En flyvetur fra England til Schweiz. Nærmere bestemt til Zürich, hvor Dignitas gruppen holder til. Målet var at få lov til at drikke et glas med barbiturater, sandsynligvis Pentobarbital. En dødbringende dosis, udskrevet efter en lægekonsultation. Henry fik en velorganiseret og rolig måde at dø på. Livet havde varet længe nok, og han led af fremskreden parkinsons sygdom.
Samme uge modtog familien et brev. "Når I læser dette, er jeg gået bort ...". Først på ugen havde de haft en god dag sammen. Henry inviterede ud og spise. Var mere kærlig end normalt. Fortalte barnebarnet hvor stolt han var af ham. Men han fortalte ikke at det var sidste gang de ville ses. Det blev en overraskelse, og et chok.
For et par uger siden klagede svigerdatteren sig i et anonymt læserbrev til The Telegraph:
Hun beskriver sine følelser omkring episoden fra 2003. Knust og forvirret. Et hul i hjertet. Vred. "Var det ikke utroligt egoistisk af Henry at gøre dette mod sine kære?". Da hun havde samlet sig, drog hun til den lokale politistation. Forlangte en efterforskning. Hvordan kunne det lade sig gøre at Henry var i stand til at flyve til Schweiz? En skrøbelig og svag gammel mand. Hvordan kunne han klare alt papirarbejdet? Nogen måtte have hjulpet ham. Måske også hjulpet med at skrive afskedsbrevene. Hun er stadig vred over at han betalte penge for at få lov til at dø. Hvor var værdigheden i det?
Hun beskriver Henry som en aktiv, kvik og kløgtig mand, der havde levet et godt liv før syv år med sygdommen. En perfektionist, der blev mere og mere reduceret. Sygdommen åd hans sind. Henry var tydligt bange for hvad der skete med ham. Familien prøvede at aflede ham fra at tænke på at han ikke længere kunne klare sig selv, spise normalt.
Svigerdatteren husker også tilbage på 18 måneder før dødfaldet, før Henry fik hjælp til selvmord. Et par gange havde han snakket om Dignitas, ud fra avisartikler. Hun kæmpede for at få ham til at slå den ide ud af hovedet. Skammede ham ud med hvor vred hans afdøde kone, Jean, ville have været over at Henry ikke kunne komme med til sit barnebarns eksamen. Emnet blev ikke nævnt igen.
Ikke før de fik brev. Et afskedsbrev, efter hvad der blev til en afskedsmiddag.
Læserbrevet fik mange kommentarer. Hovedpointen var hvor egocentrisk svigerdatteren selv fremstod. At hun kun tænke på sig selv, og ikke på hvordan svigerfaderen havde det. Hvor patetisk det var at se hende kaste med mudder og anklager. Tænke på pengene. Og at hun ville fastholde Henry i et liv hvis elendighed blev for stor. Ikke havde respekteret ham.
Beundring for Henrys mod, at han tog ansvaret for sig selv og sit liv. For at han ikke belastede sin familie, der ikke bifaldt hans tankegang. Ikke udsatte dem for det dilemma som kun han selv kunne afklare. Ikke underkastede sig den følelsesmæssige afpresning.
At hun i stedet skulle være stolt af ham.
Respekt Henry. Hvil i fred.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar