Christian Rossiter ønsker ikke fortsat at overleve

Som australsk børsmægler havde Christian Rossiter et aktivt og engageret liv. Dyrkede med stor glæde udendørsaktiviteter som vandring, bjergklatring og cykling. Rejste verden rundt. Nu er han 49 år, og indlagt på plejehjem. Helt afhængig af pleje døgnet rundt.

Med jævne mellemrum bliver han vendt i sengen, for at undgå liggesår. Hver sjette time medicin for at prøve at holde smerterne nede. Maskiner pumper luft, væske og næring i hans krop. Han kan ikke klø sig, børste tænder eller gå på toilettet. Hver tredie dag bliver hans afføring sat igang med stikpiller. En smertefuld proces som kan tage mange timer. Han kan heller ikke tørre tårerne fra sine øjne.

Hans nedtur startede med at han på en cykletur blev kørt ned. Der skulle dog to alvorlige faldulykker til før hans skæbne var beseglet. Tetraplegiker og spastisk lammet. Hjernen virker fint, resten ikke.

Selv om plejen fagligt er udmærket, vil han hellere være fri. Fri fra det liv som han føler som et levende helvede. Han krop er blevet et fængsel. Hans livsindhold er fjernsynet, med en specialbygget fjernbetjening kan han skifte kanal. Eller han kan underholde sig ved at terpe den store tabel. Har svært ved at sove, men så kan han jo tænke over hvordan han skal få arrangeret at dø.

Christian Rossiter frygter ikke døden, kun smerterne. Fysisk er han ude af stand til at begå selvmord. Han har overvejet om han kunne rejse til Schweiz, og gennem Dignitas få hjælp til at dø. Men så skulle nogen hjælpe ham med alt det praktiske omkring rejsen, og derved udsætte sig for risiko for fængsel i mange år. Og han ville ikke selv kunne synke de barbiturater, der skulle til. Heller ikke Schweiz tillader egentlig aktiv dødshjælp, kun hjælp til selvmord.

Der er kun én mulighed tilbage. At kræve at få fjernet den sonde, der pumper væske og næring ind i hans mave. Derved en langsom død af sult og tørst. Ikke nogen nem udvej, men den eneste. Så det har han bedt om. Flere gange.

Men plejehjemmet (der drives af Brightwater Care Group) tør ikke bare lige lade ham bestemme selv. De har bedt en domstol påtage sig ansvaret. Det bliver op til den australske højesteret at godkende eller afvise en slags passiv dødshjælp. Eller om plejehjemmet er forpligtet til fortsat at tvangsfodre Christian.

I princippet er sagen klar. Som mentalt kompetent patient kan Christian Rossiter sige nej til uønsket behandling. Sagen bliver dog meget principiel af at det handler om at give ham lov til at dø. Retten til at dø er et svært emne i et land hvor der er forbud mod at bruge Internet, bøger eller telefoner til blot at diskutere det praktiske omkring at opnå at dø. Censur.

Christian Rossiter foreslår at holde op med at spilde penge på kostbar og uønsket behandling af ham, og i stedet bruge pengene på at forbedre livet for andre lammede, der ønsker at leve. Han anmoder om et retsmøde på plejehjemmet, så dommerene bedre kan sætte sig ind i baggrunden for at han ønsker at dø. Det kan være svært at fastholde på skrift.

Der er ikke noget, der kan sætte gang i debatten som et menneske der står frem med sit behov for at dø.

• The West Australian:
  Here’s why Christian Rossiter wants to die
• The West Australian:
  Please just let me die: quadriplegic
• The West Australian:
  Tough options for right-to-die man: Nitschke
• PerthNow:
  WA supreme court asked to rule on Christian Rossiter
• PerthNow:
  WA Court could rule on Christian Rossiter right to die case
• The Age:
  Suicide debate law a blow to free speech
• Politiken:
  Dommer giver mand lov til at sulte sig ihjel

Se også:

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Lammede Daniel James valgte at dø

Lammede Daniel James valgte at dø

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Tvangsbehandling eller død for et jehovas vidne

Joy Hunter vil ikke dø som sin mor

Livets måske aller bedste julegave, den sidste