Schweiz kan være et ganske civiliseret land.
Den Schweiziske højesteret afsagde den 3. november 2006 en vigtig og principiel dom. Retten til at vælge metode og dato for sin død er omfattet af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Selvmord. Artikel 8, stk. 1 fastsætter at enhver har ret til respekt for sit private liv. Når det ikke skader andre, er det ikke noget som det offentlige skal blande sig i. En naturlig konsekvens er at den enkelte skal være i stand til selvstændigt at udøve sin frie vilje, træffe en beslutning, og handle. Denne evne kan siges at være fraværende hvis nogen handler desperat i en pludselig krisesituation.
Dommen understregede eksplicit at menneskerettighederne også gælder for psykisk syge. Her er selvmord altså også en menneskerettighed, men det bliver jo en vurdering om de er i stand til at handle ud fra en fri og afklaret vilje. Retten fastslog at psykisk sygdom ikke automatisk er en grund til umyndiggørelse. Det centrale er om personen er i stand til at tage vare på sig selv. Et dødsønske er ikke i sig selv udtryk for sindssyge.
På den anden side forpligter dommen ikke staten til at sørge for mulighederne for at kunne få hjælp til at udføre selvmord. Det er altså OK at love kræver at kun læger må udskrive de medikamenter som bruges til hjælp til selvmord (en variant af hvad vi i Danmark betegner som "aktiv dødshjælp", eutanasi). Ikke uventet har psykiatrien taget afstand fra at det kan være en mulighed at de yder hjælp til selvmord. Det kunne jo blive pinligt hvis mange patienter hellere vil have døden frem for hvad psykiatrien kalder hjælp. Når recovery er en fjern drøm. Ubelejlige fakta.
Dommens hovedpointe er, for mig at se, at det ikke er acceptabelt på forhånd at afvise at selvmord kan blive den bedste udvej for den enkelte.
Schweiz kan være et ganske civiliseret land. Det kunne mange andre lande lære noget af. Også Danmark.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg synes det er en utrolig værdi og human lovgivning Schweiz her udviser.
Så længe vi mennesker blot husker, at meningen med livet ikke nødvendigvis er lykke. Meningen med livet, er at leve.
Først når man kke lever mere, men alene overlever, er det tid at overveje. At gøre en ende på noget, der alligevel ikke er. Synes jeg.
Men jeg er langtfra vidende nok til at udstikke almengyldige vurderinger eller retningslinjer. I al ydmyghed har jeg så rigeligt at gøre med at manøvrere i min egen tilværelse. Mellem liv og overlevelse....
Som altid her hos dig: Stof til eftertanke!
Tirsdagsknus
Basis for dommen var en sag med en 53-årig mand med svær bipolar affektiv lidelse, som årevis af behandlings forsøg ikke havde lindret. Som medlem af Dignitas søgte han om hjælp til at dø. Foreningen var med på den, men kunne ikke få en læge med på at skrive en recept på pentobarbital; undskyldningen var at det ville vær ulovligt. Højesteret afgjorde at det ville være lovligt, så længe det var en informeret selvstændig beslutning.
Din skelnen med "når man ikke lever mere, men alene overlever" er stort set altid dækkende. Den personlige tærskel for hvor grænsen ligger kan så være ret individuel, hvornår kampen ikke længere giver noget. Det kan og skal andre ikke vurdere.
Tyrsdagsknus :-)
Send en kommentar