Efter en lang indlæggelse kom hun ud af sin depression, og har nu i år skrevet om forløbet i erindringsbogen "På". Her fortæller hun også om meget dårlige forhold under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling. Uhumskt, mangel på personale, men masser af piller. Nu arbejder hun som PR medarbejder for Psykiatrifonden.
Fra interviewet har jeg revet nogle citater ud af sammenhængen:
- Har andre overhovedet ret til at forhindre mennesker i tage deres eget liv?
- ... man har ret til at begå selvmord, hvis man virkelig vil det.
- Men at jeg skal bestemme over andres liv, mener jeg ikke er rimeligt.
- Og hvis jeg nu synes, det er så stor en lidelse at leve hvis ingen andre kan forstå, hvor svært det er og hvis jeg ikke længere tror, at der er nogen, der kan hjælpe mig, hvorfor skal jeg så ikke have lov til at sige farvel?
- Men ingen af os, der kendte ham, kunne med sikkerhed sige, at hans liv var blevet godt og bedre, hvis han havde levet videre.
- Hvis et menneske ikke føler, det har nogen livsværdi længere, så kan det være egoistisk at ville have dem til at leve videre, alene fordi vi andre elsker dem.
På den anden side:
- ... at hendes synspunkt på ingen måde er en opfordring til at tage livet af sig selv.
- Problemet er også, om det menneske virkelig vil tage sit eget liv eller ej.
- Men samtidig understreger hun, at selvmord aldrig må blive den første og bedste udvej.
- Vent med selvmordet. Det kan du altid gøre, hvis intet hjælper. Men prøv en behandling først. Eller prøv at se om der ikke er en indlæggelse, en chef, der giver dig fri, eller sygedagpenge, der kan hjælpe.
- Her knap syv år efter sit forsøg på at tage sig selv af dage er hun klar til at give selvmordsdebatten et befriende og lettere provokerende los i bagdelen.
Jeg er meget enig med hende i pointerne om at der er brug for at selvmordsdebatten bliver nuanceret nok til at rumme at selvmord faktisk kan være en rationel udvej. At det ikke nødvendigvis skal være et mål i sig selv at hindre selvmord. At det ikke skal være sådan at nogen lever videre kun for de andres skyld.
Det er mangel på respekt for mennesker med selvmordstanker automatisk at regne dem for at være syge, feje, egoistiske, svage og at acceptere at der rutinemæssigt kan begås tvangs-overgreb mod dem. Ved at kunne rumme at et ikke-forhastet selvmord også er en tænkbar udvej, bliver der plads til at snakke om tingene. At tage fat i problemerne, og mulige løsninger.
Det vil være ret sjældent at der ikke kan findes bedre løsninger end døden, og derved glider selvmordstankerne automatisk i baggrunden. Der skal fokuseres på livet, og ikke på at se selvmordstanker som et problem i sig selv.
Når det med at tænke på selvmord skal regnes for noget forfærdeligt, bliver det et tabu, og det pågældende menneske bliver nødt til at holde det for sig selv. Det hjælper jo ikke at snakke med nogen som må forventes at starte med at afvise at acceptere de tanker der presser sig på.
Jeg tror på at det ville give færre selvmord at kunne snakke afslappet om muligheden, uden at udelukke den.
Ekstra Bladet:
Psykiatri-Information:
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Et stort problem synes jeg det er at mange vil kunne la være å henvende seg til helsevesenet om de har selvmordstanker, fordi de da risikerer å bli utsatt for traumatisk tvang (Norge er det verste landet i Europa til å bruke psykiatrisk tvang). Dessuten er selvmordsraten innenfor psykiatriske institusjoner 100 ganger høyere enn utenfor - litt av et paradoks når det er psykiatrien som skal hindre folk i å begå selvmord...
Lige netop.
Et psykiatrisk miljø præget af tvang, fortravlethed og ikke at vise mennesket den respekt at møde det hvor det er, har stor risiko for at forstærke følelser af ikke at være "god nok", forstærke selvmordstanker. Et selvmord kan ligefrem (til dels) være en måde at "vinde" over systemet på.
Det har jeg også været inde på i indlægget:
> Psykiatriske patienter som hellere vil dø
Og den anden vej:
> Tryghed og tillid forebygger selvmord
> Nyhed: Fornuft i psykiatrien
Og velkommen til :-)
Send en kommentar