Hendes læge havde prøvet at give hende håb, ved at anbefale behandling med et nyt og meget dyrt præparat, Tarceva (erlotinib). Det kunne måske sinke kræftens udvikling lidt. Måske ikke. Måske et forsøg værd. Der blev ikke snakket så meget om de sandsynlige stærke bivirkninger. Kemoterapi er jo stærke cellegifte. En ansøgning blev sendt til den statslige sundhedsforsikring Oregon Health Plan. Svaret var negativt. Vurderingen var at omkostningerne ikke stod mål med de ret små muligheder for en meget begrænset effekt.
Det afslag gjorde ondt. Brevet redegjorde også for hvad sundhedssystemets muligheder nu var for hende. Hun kunne komme på hospice, og få palliativ pleje den sidste tid. Eller hun kunne benytte muligheden for at få hjælp til at dø før kræftens sidste stadier. Begge dele ville blive dækket af den offentlige sundhedsforsikring.
En relativt kold klinisk standardskrivelse, hvor der næppe var tænkt på hvordan modtageren kunne reagere. Barbara Wagner læste det som at at de ikke ville betale for at holde hende i live, men gerne betale for at hun kunne dø, eutanasi. Hun blev meget såret og vred. Der kom en mediesag ud af det, som baserede sig på Barbaras reaktion. Den fik sagen til at fremstå som et spørgsmål om at spare penge. Ingen fokus på at hun også fik tilbud om hospice, som ikke ligefrem er en billig løsning.
Modstandere af den begrænsede form for aktiv dødshjælp som er lovlig i Oregon var helt med på den ensidige vinkling, at det blev et spørgsmål om betaling til behandling eller til død. Hendes læge er i øvrigt stærk modstander af loven.
Genentech, der sælger Tarveca i USA, gik ind og dækkede medicinen. Barbara Wagner blev lettet og glad. Hun fik kemo. Og døde kort efter. Firmaet fik meget billig PR. De har jo brug for at markedsføre det kostbare medikament for andre døende. Rent spekulativt tænker jeg på om hun var blevet så svag at medikamentet ligefrem forkortede hendes liv.
Jeg tror egentlig at det var et falskt håb med medicinen. Den fjernede fokus fra at kikke på hvordan den sidste tid kunne gøres så rar som nu muligt. For at dødsprocessen blev god. Jeg håber at Barbara Wagner i det mindste døde i tilfredshed med sin forgæves kamp.
For mig at se havde det været bedre med hospice. Eller med at hun afsluttede livet lidt før kræften ville gøre det. Jeg vil ikke tage stilling til hvad jeg mener at hun skulle have gjort. Men jeg selv ville ikke have insisteret på kemoterapi.
Sundhedsforsikringen var nødt til at prioritere behandlinger, og ikke blot kaste store penge efter meget usikre muligheder. Selv om det er upopulært kikke på pengene, tror jeg at fakta er at det ville være bedre at "investere" i andre patienter, der snarere var reelt håb for.
- ABC News:
Death Drugs Cause Uproar in Oregon - The Register-Guard:
‘Life-saving’ treatments not always the right choice - Catholic News Agency:
Oregon health plan covers assisted suicide, not drugs, for cancer patient - Politiken:
Kræft-professor: Nødvendigt at prioritere
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg ville nok heller ikke være sprunget på den med medicinen, men snarere forsøgt at leve så godt som muligt i den tid jeg havde tilbage - men nu harjeg jo heller aldrig været i den situation så jeg kan da ikke sigemig fri for at ville prøve alt der prøves kunne for få en nok så lille chance for at se mine børn og børnebørn vokse op - nysgerrig er man jo. :-)
Hvad jeg imidlertid overordnet synes er besynderligt er netop at man til den ene side siger at folk ikke må dø som de vil når de vil - men at man heller ikke vil betale og eksperimentere på mennesker som ikke vil dø.
Konsensus mangler totalt i hele værdisættet og debatten omkring emnet.- Og atter engang bliver det bare til et spørgsmål om sort og hvid og om hvem som kan råbe højest.
Den nysgerrighed er jo meget naturlig. Men der er jo så også det med risikovurderingen. Hvis vi nu antager at målet er at have så megen glæde af efterkommerne som muligt ... når den med helst at være så nogenlunde frisk og rask ikke holder længere.
Kemoen giver på den ene side en chance for at det kan gå videre, om ikke andet nogle få uger eller måneder. I mange tilfælde kun en ret lille chance. På den anden side giver den sikkerhed for en masse ubehagelige bivirkninger, muligvis at den sidste stump af livet derved bliver forpestet.
Jeg mener at det er meget vigtigt at veje disse scenarier imod hinanden. Have fakta på bordet, i stedet for at messe "hvor der er liv er der håb". Afvejningen er ikke nem, men en nødvendig proces. Og dér fornemmer jeg ar Barbaras læge svigtede, ved ikke at støtte hende til at få gennemtænkt hvordan hun kunne udnytte sin sidste tid på en så god måde som muligt. En planlægning med plads til døden.
Sundhedssystemer bliver alt for ofte prægede af tanken om "at gøre så meget som muligt" - og på den anden side "banket lidt på plads" omkring at der skal prioriteres økonomisk. Døden bliver til et nederlag, en fejltagelse, og ikke tid til en god afrunding på livet.
Debatten præges jo så hovedsagelig af kampen mod døden, og at det er sørgeligt at der ikke er penge til at at servicere medicinalindustries anstrengelser for at lave rigtig, rigtig, rigtig mange penge på at trække pinen ud for døende. Og de har masser af penge til at råbe meget højt - i kor med de dødsensangste.
Her er rigtig mange læger med på den, det er jo altid et implicit mål for en organisation, som f.eks. et hospital, at have så meget at lave som muligt, være så stor som muligt. Her er døende og deres forsikringser perfekte kunder, der er "tvunget" til at pumpe astronomiske beløb for nogle ekstra ugers plagsomt "liv". I denne kontekst er det jo særdeles belejligt at alliere sig med "moralske monopolister", som definerer døden som noget som det er en dødssynd at ønske fremmet.
Send en kommentar