Ingen aktiv dødshjælp til Stephen Hawking

lørdag den 6. december 2008

Ingen aktiv dødshjælp til Stephen Hawking

At Stephen Hawking kan siges at være mere end blot ualmindelig intelligent er der ingen tvivl om. Som teoretisk fysiker og kosmolog har hans tanker præget vores syn på verdensrummet og sorte huller. Mange har travlt med at ville sætte et tal på hans IQ (intelligens-kvotient), men den smule mening som disse cifre dog rummer fordamper helt når intelligensen er deroppe hvor det reelt er svært at finde mange at sammenligne med. Og som Stephen Hawking selv siger, er det kun tabere der praler af deres IQ.

Jeg har prøvet at finde ud af hvad han mener om aktiv dødshjælp. Ikke fordi han er så intelligent; ved etiske spørgsmål har intelligens endnu mindre betydning.

Nej, baggrunden er at han som bekendt lider af sygdommen amyotrofisk lateral sklerose (ALS), en neurologisk sygdom der ødelægger de motoriske nerver. Resultatet er fremadskridende lammelser, der før eller senere slutter med døden. Der er store forskelle på hvor lang tid der går før lammelserne er totale, men uden respirator lever de færreste over 4 år efter diagnosen. Storhjernen og sindet berøres ikke, den ramte er altså på første parket til at følge hvordan kroppen svigter, og døden nærmer sig.

Disse udsigter giver jo behov til at forholde sig til hvad livsindholdet skal være, og måske også hvor længe. Det er ikke sjældent at ALS-patienter ønsker hjælp til at fremskynde døden, i stedet for at tage den allersidste fase med. En form for eutanasi, aktiv eller passiv dødshjælp. Reelt hjælp til en slags selvmord, at kunne sige "nu". Selv at bestemme.

Ved en universitets-konference i Hong Kong blev Stephen Hawking i juni 2006 spurgt om sin holdning til eutanasi. Spørgeren, Bun Tsai, var lammet efter en ulykke, og havde udløst offentlig debat omkring sit ønske om aktiv dødshjælp. Stephen gav ham noget at tænke over med sit svar. Offeret skulle have ret til at afslutte sit liv. Men han synes at det ville være en stor fejltagelse. Lige meget hvor dårligt livet ser ud, er der altid noget man kan gøre, og have succes med. Så længe der er liv er der håb.

Han lever selv op til dette. Han er i praksis 100% lammet, men kan styre en computer via trækninger i nogle få ansigtsmuskler. Derved kan han kommunikere via en kunstig stemme, selv om det kan tage ham flere minutter møjsommeligt at formulere et par sætninger. Han har brug for konstant pleje og læger, men lever et aktivt liv med møder og konferencer rundt i verden. Har tre børn og to eks-koner. Skriver bøger, og var helt vild med at kunne være vægtløs i 25 sekunder af gangen i et dertil indrettet fly. Og han tænker tanker. Dér kan han gøre noget, og have succes. Stor succes.

I forbindelse med debat om eutanasi har jeg af og til set et argument om at det ville betyde at Stephen Hawking ville være død. Han ville da sikkert nok kunne få "godkendt" et ønske om at dø, hvis han ikke kunne holde sit liv ud. På hans hjemmeside fortæller han på en underside om sit forhold til ALS, om hvordan han lever med sygdommen og dens begrænsninger. Påstanden om at en mulighed for dødshjælp havde været udnyttet er, mener jeg, noget vrøvl. Stephens ønske har bestemt ikke været at dø - det er jo ikke noget som andre skal afgøre, ud fra deres kriterier.

Selvfølgelig har sygdommen også haft store omkostninger for ham, men han lader den ikke dominere sine tanker. Hans virke som teoretisk fysiker og kosmolog kræver ikke at han kan bruge sin krop, ud over behovet for at kunne kommunikere. I kraft af sin akademiske position i England har han kunnet få legater til plejepersonale, og senere leve af indtægterne fra sin store bestseller A Brief History of Time. Det må også siges at han har haft ualmindeligt gode forudsætninger for "at leve i hovedet". Det er næsten det eneste der fungere, og fungerer rigtig godt. Det er meget usædvanligt at sygdommen hos ham har udviklet sig ganske langsomt, siden de første symptomer i 1962.

Det glæder mig at Stephen Hawking dog har haft så forholdsvis gunstige vilkår omkring sin sygdom. Og at han har taget den kamp det har været at indrette sig mentalt. Mit gæt er at han vil kunne "leve i hovedet" lige til hans krop engang bryder sammen. Ingen dødshjælp til ham. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på hvordan han havde haft det med en ting som Alzheimers sygdom, hvor det er sindet og intellektet der visner væk, mens kroppen fungerer.

En ting som jeg har lagt mærke til er at hans svar på konferencen ofte bliver citeret som et argument imod eutanasi, men uden den første sætning. Den synes jeg ellers er den helt afgørende del, at det må være den enkeltes egen ret at bestemme. Jeg vil kalde det uvederhæftigt at beskære svaret på den måde.