Logo sommerfugl

tirsdag den 2. december 2008

Den falske julehistorie om selvmord

Det har i mange år været "almenviden" at der er flere selvmord i december og julen. Et af den slags fakta som ingen sætter spørgsmålstegn ved. Sådan er det jo. Nej. Det er en myte. Statistikkerne viser tværtimod at november og december er de to måneder som har færrest selvmord.

Center for selvmordsforskning har et faktahæfte nr. 9, "Sæsonsvingninger i selvmordsadfærd" (PDF). Derfra har jeg sakset en statistik:

Statistik over månedlig fordeling af selvmord (1970-1998)

Månedlig fordeling af selvmord (1970-1998)

Jeg kunne forestille mig at myten er opstået ud fra en forestilling om stakkels ensomme mennesker, der græmmes over at sidde alene i julen. Er langt nede i en vinterdepression. Så ulykkelige at de begår selvmord. Julen er jo familiernes fest, og så må det da være ganske uudholdeligt ikke at være med. Der gøres ekstraordinære ting for at "ingen skal holde jul alene". Også selv om de holder resten af året alene. Myten er populær, en juletradition. En "rigtig god julehistorie". Men dette juleeventyr holder altså ikke i virkeligheden.

Et eksempel på myten er når Danmarks Biblioteksskoles BibliotekInformationsportalen har begået en side "Sæson for selvmord", der mest indeholder nogle nyttige links. Den starter med teksten:
Juletid er en hård tid

I denne søde juletid, kan det være ekstra svært for de nedtrykte, ensomme og trængende. Her er en række tjenester, der gerne lægger et øre til, og som måske kan bidrage med et lys i mørket.
Jeg tror såmænd ikke at KMA (bibliotekaren) havde lavet så meget research før teksten blev skrevet. Det var da sådan set pænt tænkt - og myten skinner igennem som et julelys!

Jule-selvmord

Det er lidt påfaldende at der ligefrem er færrest selvmord i november/december, med den fokus der ofte er på vinterdepression, og sammenhængen mellem depression og selvmord. En lommepsykologisk betragtning kunne være at det nærmest bliver lettere for dem som er "blue" når de kan "gemme" sig lidt i gråt vejr, og "bare" er vinterdepri. Den holder ikke længere når foråret ikke er til at skjule. Og det er netop i forårsmånederne at der er flest selvmord. Forårets lys kan være skærende skarpt.

Og jeg tror ikke at det er fordi julen varer lige til påske!

Jule-humør


10 comments:

Marian sagde ...

Nu har jeg godt nok, som før bemærket, ingen depressions-tendenser, men jeg har holdt jul alene i en årrække. Hver gang, når folk hører det, udbryder de uvægerligt: "Jamen, det er jo frygteligt! Har du da ingen steder, du kunne tage hen?! Ingen familie er noget? Hvor er det dog synd for dig!"

1. Nej gu' er det ej! Hvis der var noget, der var "synd for mig", så var det alle de jul, jeg var nødt til at tilbringe sammen med mine "pårørende"... - Ja, jeg ved godt, det er ikke comme il faut at sige sådan, men sådan er det altså. - Og jeg kender da flere, der har det sådan.

2. Jeg synes, du har en rigtig god pointe dér: hvorfor skulle det være så voldsomt meget mere synd for folk at være alene i julen, end på alle andre tidspunkter på året?

3. "Alene" behøves ikke være ensbetydende med "ensom". Er det i hvert fald ikke for mig.

Jeg tror, du også har fat i noget mht. forårets skærende skarpe lys. En anden aspekt er måske, at netop denne grelle kontrast, som jeg tror (!) mange "depressive" måske fornemmer mellem andres juleglæde og deres egen nedtrykthed, kan tjene som en slags "årsag" for dem, som de kan forklare deres nedtrykthed med, give den mening. Og noget der giver mening er værd at leve for. Det lyder lidt barsk, men jeg har lagt mærke til, at "depressive" har en tendense til at opsøge situationer, der er egnede til at gøre dem endnu mere nedtrykte. Så får nedtryktheden da i det mindste lidt mening...

tosommerfugle sagde ...

Forskellen på at være alene og ensom er netop vigtig. Jeg vælger også at være ganske meget alene, uden derfor at være ensom. Men hvis jeg vedtog med mig selv at det var et problem at være alene, f.eks. juleaften, så ville det jo være ensomhed. Og på en måde tror jeg at det kan være ligefrem ensomhedsfremmende i julen med en pligtinvitation til juleaften hos nærmest fremmede familiemedlemmer.

Enig i at det at have kontrasten til andres juleglæde som forklaring kan være "godt". Det kan godt være at der er en smerte, men når årsagen er velkendt og nemt forklarlig, tror jeg at det kan være nemmere at leve med den. Måske med en rigtig trist blues i højtalerne, og nærmest dyrke nedtryktheden. Når forklaringen er der, er der ikke anledning til desperation og selvmord. Mere "hvor er det dog synd for mig".

Det skal da nok være sådan at ensomhed er af betydning for mange selvmord, men tilsyneladende ikke specielt i vinter- og juletiden. Det ser mere ud til at foråret, og måske savnet af tosom kærlighed, rammer dybt.

Det ser dog ud til at årstiderne ikke er noget primært omkring selvmord, siden der "kun" er op til ca. 8% afvigelse fra gennemsnittet.

Harning sagde ...

Jeg er vild med at være alene, er sjældent ensom og har ganske svært ved at komme rimeligt ud af det med mennesker som ikke bryder sig om at være alene.
Julen er derimod for mig et tidsrum som jeg ønsker at tilbringe med mine pårørende,nære og kære - altså dem jeg selv vælger. :-)

tosommerfugle sagde ...

Selv at vælge er jo netop centralt. Selv at kunne vælge. Julens dybe traditioner omkring samvær kan nok især være provokerende for dem som ikke kan finde ud af at være alene.

Provokerende for nogen at se at andre har det godt nok med det til ikke at se en alene-jul som et problem. Det kan nærmest være "mistænkeligt" :-)

Provokerende for den som får sin ensomhed "fremhævet" i julen, et savn der ikke kan holdes i ro. Så kan der være basis for et "juleeventyr" med at blive inviteret til jul hos nogen der er så gode at de åbner deres hjem, deres hjerte, for den ensomme.

Eller basis for at have det særligt skidt mens "resten af landet" dyrker julesamvær. Og basis for den juletraditionelle skrøne om selvmord.

Selvfølgelig er julen jo så også basis for ekstra fokus på selvvalgt samvær, med nogle traditioner at være fælles som. :-)

Marian sagde ...

Jeg tror, den bedste "jul" jeg nogensinde har haft var mens jeg gik i 3.g, hvor vi var en flok forsinkede hippier, der besluttede at holde "alternativ" jul med hjemmelavet fiskesuppe, masser af vin og vidst også lidt specialkrydret bagværk - hvilket vi dog, grundet min mors indsigelser ("Jul er familiens fest!" pinligt, meget pinligt! - og som om julen på magisk vis kunne forvandle en tilfældig ansamling individer, der hver boede på sin egen ellers øde ø, til en "familie"...) først kunne holde anden juledag.

Efter min fars død blev min mor for resten hvert år inviteret til jul hos sin bedste veninde og hendes familie. Hun meldte afbud hver gang. Ellers havde jeg jo også haft en grund, til ikke at vende pligtskyldigst næsen "hjem"ad fra mit eksil, og indgå i julemagien...

Jeg blev faktisk væk en enkel jul, som jeg tilbragte med en veninde hos hendes far i Norge: "Her lod du mig sidde alene mens du hyggede dig i Norge!" Du godeste.

tosommerfugle sagde ...

Pinligheden markeres jo så også af at det jo er et aktivt fravalg ikke at holde jul med mor, med mindre der er grunde, der er "gode nok" - typisk at holde jul med en partner + forældre - eller hvis mor selv rejser et sted hen (helst til et af sine børn). Derudover kan en mor have svært ved at begrunde "bruddet", især når den egentlige årsag måske ikke er en så behagelig tanke. Men hun har vel trøstet sig med at det var på grund af at du var "syg" ...

Også sidste jul holdt jeg alene, sagde nej til et par invitationer, og kunne da bestemt registrere en "undren" over om det virkelig kunne passe at jeg ikke hellere ville med. Men jeg havde ikke lyst til at skulle være med blot fordi det var jul. Sådan set er de da "sjovere" at være social uden juleræset, synes jeg. Og uden at være en "stakkel" som ellers skulle - gisp - holde jul alene! :-)

Marian sagde ...

Alt i alt ser jeg det i dag som også bare et forsøg på, at både undgå ensomheden ved at fylde tomheden udefra, og i sidste ende at gøre andre ansvarligt for den egne ensomhed. Nærheden kunne jo aldrig blive nær nok, uanset om jeg var i Norge, eller ej. Jeg tænker, at det med ensomheden er ligesom med stort set alt andet: hvis man ikke kan være sig selv nær, kan man heller ikke opleve virkelig nærhed med andre. Uanset hvor tæt på geografisk set de befinder sig. Men hvis man kan være sig selv nær, kan man også opleve nærhed med andre uden at den nødvendigvis skal være geografisk også.

Men hvis man altså ikke kan opleve virkelig nærhed, så kan man vel fylde tomrummet med lidelse, og gøre det til et livsindhold, at dele skylden for denne lidelse ud til højre og venstre.

Måske siger det mere om dem, der undrer (og gisper), om deres evner til at opleve nærhed, om deres evner til at kunne være alene med sig selv uden at forgå af ensomhed, end om disse "særlinge", der klarer at hygge sig alene, endda til jul ;)

tosommerfugle sagde ...

Nærhed er, oplever jeg, noget som forskellige mennesker kan have meget divergerende opfattelser af - uden nødvendigvis begge at erkende at de ikke er i resonans her. Her tænker jeg især på at min fornemmelse er at mange oplever stor nærhed i et hyggeligt samvær, et fællesskab om sociale ritualer og en snak der netop ikke er så dyb. Her bliver hyppighed, varighed og "særlige lejligheder" til noget meget vigtigt.

Den der ikke kan finde ud af at være alene, bliver nemt ensom uden denne "overfladiske" nærhed. Den der søger en dybere nærhed, kan blive ensom i kredsen om sofabordet, have det bedre alene. Det dybere fungerer jo så kun i gensidighed - ligesom hyggeniveauet også kan fungere rigtig godt i gensidighed.

Begge former er helt OK, men kan frustrere ved forsøg på sammenblanding :-)

Og der er jo stor forskel på om mennesker har det godt med at være helt alene nogle dage. Mange vil ikke kunne tage det. Også her fungerer det bedst mellem mennesker der er "kompatible".

Anja sagde ...

Præcis. Ønsket om nærvær kræver indsats fra begge parter/alle. Sjældent finder vi dog det nærvær i alle i et selskab, men vi er heldige hvis vi finder det i én. Er der slet ikke denne ene er det oftest bedre at være - alene, også selvom det måske indebærer følelsen af savn med stænk af ensomhed. Måske er ensomhed netop et savn - som jo er så svært at bruge til noget.

På trods af at jeg hvert år vælger at holde julen alene med min søn (oh gru oh rædsel sagde min tidligere læge - tag en pille), og vi virkelig hygger os og har skabt vores egne (!) traditioner (der godt kan være mere fisk end fugl) så kan mine tanker i visse stunder ikke lade være at gå til savnet - og det er på en måde også sådan det skal være. Når 'når du ser et stjerneskud' toner frem i den klassiske disneyjulehilsen, ja så husker jeg hvordan jeg først som barn nød den med mormor, og hvordan jeg nursede hende, døende som hun var, den sidste jul hun fik inden hun få dage senere rejste bort. Så græder jeg en tåre og kigger på mit barn - og alt er ok og som det nu er.

Det må godt smage lidt salt. Jeg vil godt være med alligevel:-)

Juleknus og juleknas

tosommerfugle sagde ...

Livets salt smages jo i tårer, ja. De er vigtige at turde give frihed til at løbe.

Kan helt følge den med at julens minder kan vække savn. Sådan skal det også være, og ikke derfor grund til at det skal være et problem også at kunne finde ud af at holde jul på egen hånd.

Flot med den "juleafslutning" som du fik givet din mormor. Det må have været en god afrunding for jer begge.

Enig i at ensomhed er et savn. Et savn som ikke stilles ved at gå ind i en flok, med mindre der netop er én som det er muligt at finde nærvær med. Ja, savnet kan jo snarere forstærkes af et nærvær der kun er geografisk.

Kunsten er, tror jeg, at undgå at gøre "skæve" ting i en tro på at symbolsk nærver er bedre end ingenting.

Juleknas og juleknus! :-)

Logo sommerfugl