Logo sommerfugl

mandag den 1. december 2008

Klaus Riskær - Understrøm: Selvvalgt dødsproces

Den bedrageridømte Klaus Riskær Pedersen hygger sig tilsyneladende i fængslet. Eller måske keder han sig. Det er ikke svært at finde nogen som skælder ud på ham og hans moralske habitus, men hvis de bruger ordet "dum", tror jeg bestemt ikke at de gør det i betydningen "uintelligent".

Klaus Riskær Pedersen om Understrøm

Han har formuleret en vision, en "understrøm" der peger mod en fremtid, en samfundsstruktur hvor nutidens problemer er løst. Midlerne er en kombination af teknologi og mennesker der meget rationelt forholder sig til livets omstændigheder, og de "rigtige løsninger". Mange forestillinger om hvor godt det ville være hvis vi holdt op med de dumheder som nu præger vore samfund.

En velsmurt symaskine. Det minder mig om science fiction romaner med samfund hvor utopia er nået. Alle problemer er løst, og menneskene summer tilfredse rundt i deres indholdsrige hamsterhjul. Punkt for punkt lyder det ret "behageligt". Der er selvfølgelig punkter hvor det kan diskuteres hvor vi er på vej hen, og det lægger Klaus Riskær da også op til.

Men. Det lyder sgu kedeligt. Jeg vil mene at det gode liv ikke er det uden problemer og konflikter. Deriblandt også afgørende eksistentielle kriser, der kan præge et liv dybt. Så selv om jeg ikke vil argumentere imod at vi finder effektive løsninger på problemer, tror jeg ikke på det som et mål i sig selv. Uden at livet er farligt og med mulighed for at det går galt, er der ikke plads til det modsatte. Lykke uden ulykke findes ikke. Sejr uden nederlag findes ikke.

Jo, Klaus Riskær er en intelligent mand. Jeg er ikke sikker på at han er en klog mand.

Klaus Riskær Pedersen

Når jeg tager hans projekt op på bloggen her, er det udløst af at han (logisk nok) også forholder sig til livets afslutning.
Det der med sygdomme er fortid, livet er blevet længere, og døden er ikke længere en grum fjende der skal bekæmpes og gemmes væk. Den enkelte kommer selv til en erkendelse af tidspunktet hvor det biologiske liv står foran sin naturlige afslutning. Når indsatsen for fortsat at holde biologien kørende overstiger glæder og oplevelser, er der tid til udtræde af livet. En velforberedt afklaret ceremoni, måske en dødsfest. Og selvfølgelig hjælp til en nem død.

Det lyder jo pænt. Personligt kunne jeg godt forestille mig at afslutte mit liv på den måde, når der ingen grund er til at det skal være længere. Jeg ville bestemt værdsætte et samfund som kan rumme et sådant sidste livsvalg. Men jeg tror ikke på et samfund hvor det bliver den almene måde at afslutte livet på. Mennesket har brug for modstand og smerter. Også.

Klaus Riskær Pedersen

Ekstra Bladet:
Hjemmeside med projektet, salg og bookcast/podcast:


4 comments:

Anonym sagde ...

Uden iøvrigt at gøre mig selv til en specialist, så tror jeg, at man uden større problemer, kan bruge KR som et levende bevis på, at viden og intelligens ikke nødvendigvis medfører klogskab og visdom. Så jeg tilslutter mig vurderingen ... :-)

tosommerfugle sagde ...

:-) Min filosofi er at det med omhu dog kan lade sig være at være klog på trods af at være intelligent. Klaus Riskær skal vist øve sig nogle år endnu ...

Anonym sagde ...

Viden og visdom er to fundamentalt forskellige størrelser.
Som kold og varm.
Det kan være godt med et køligt overblik.
Men det er afgørende nødvendigt med et varmt indblik.

Det er de færreste forundt at eje begge dele.

tosommerfugle sagde ...

Forskellen ligger vist omkring den dybe skillelinie mellem et køligt overblik og et koldt overblik. Et røvkoldt overblik ... :-)

Logo sommerfugl