Da jeg læste hans klumme igennem, slog det mit i hvor høj grad at det er et partsindlæg i debatten, og ikke den mere redaktionelle analyse som han søger at foregive.
- Jacob Mollerup (klumme):
DR og selvmordsturisten - Politiken:
DR-redaktør revser selvmords-tv - Kristeligt Dagblad:
DR-redaktør: Selvmords-tv var brud på regler - Kristeligt Dagblad:
TV om dødshjælp splitter DR-ledelse
Han påpeger at dokumentaren ikke "kan stå alene" som "et godt grundlag for at diskutere aktiv dødshjælp".
- Jamen - selvfølgelig kan den da ikke det. Og det mener jeg da heller ikke at nogen har påstået.
- Som han selv skriver, generaldirektør Kenneth Plummer har kaldt dokumentaren ".... et seriøst og relevant indlæg i debatten om aktiv dødshjælp."
- Netop - et indlæg. Det er der da brug for.
- Det viser jo så hans personlige reaktion. Jeg oplevede tværtimod at det følelsesladede var sat i baggrunden, men følelser er jo dog en vigtig del af grundlaget.
- Og jeg kan ikke forstå hvorfor han forventer at en dokumentarfilm skal kritisere i dens beskrivelse af et forløb. Pointen skulle da gerne være at det er op til seeren selv at finde ud af hvad hun eller han mener.
- Her bruger han så flere afsnit på at gengive et sammenskrab af anklager som har været fremført.
- Bestemt kan der være brug for at diskutere etikken omkring Dignitas' arbejdsprincipper. Men programmet her handlede ikke om Dignitas, men om et menneske der havde døden behov. Og han fik en god hjælp hos Dignitas.
- Det er jo ingen tvivl om at emnet dødshjælp vækker stærke følelser. Her tror jeg at Jacob glemmer den hyppigt sete konsekvens at følelser af ubehag ofte udløser påstande uden seriøs basis.
- Som f.eks. når Peder Agger, (formanden for Det etiske råd) samme aften i et kort debatsegment på DR2 harcelerede over at det var "mord og henrettelse". Hvad pokker laver en sådan mand et sted hvor der skal diskuteres seriøst?
- Det har jeg ikke. Jernet var varmt. Debatten var tændt. Der skulle smedes.
- Videre problematiserer han at der mangler beslutningsgrundlag. Jamen, det turde da (sprogligt set) være helt klart at "døm selv" gik på det med om det var et "glorificeret selvmord", ikke på hele debatten. Altså med mindre den bagvedliggende personlige agenda gør det naturligt at lege spindoktor. Hov, hov!
- Derfor virker det komisk at han begynder at fremføre dødshjælps-modstanderes argumenter for at der slet ikke er brug for dødhjælp. Det er der da ikke brug for i debat om hensigtsmæssigheden af at vise en god dokumentarfilm.
- Der var da virkelig ikke fokus på selvmordsmetoden, der blev blot vist at han drak et medikament gennem sugerør. Et sovemiddel som lægerne ellers ikke udskriver på recept.
- Enig. Det er ret useriøst af hele mediesektoren enøjet at fokusere på dette lille aspekt af programmet. Sensationsjageri. Men de giver jo bare seerne hvad rigtig mange af dem ønsker. Drama til aftenkaffen.
- Og dog - det var jo relevant som illustration til harcelerende partsindlæg i debatten. Som Jacob Mollerups eget.
Nogle andre aktuelle medie-indlæg i debatten:
- Sperlingske:
DR’s programetik og selvmord for åben skærm - Kastrups verden:
Tak til DR for døds-TV - Ekstra Bladet:
Tak for dødshjælpen, Plummer - Journalisten:
Ekspert: DR fremmer selvmord - Kristeligt Dagblad:
Tyske biskopper advarer mod selvmord på tv - Kristeligt Dagblad:
TV-program skærper debatten om aktiv dødshjælp
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
"Den kliniske...."
kontra:
"et følelsesladet...."
Siger da om noget hvis følelser det egentlig handler om - og det er dæleme ikke filmens hovedpersoner.
Netop :-)
Når skribentens følelser på forhånd er indstillet på "uf", er det tydeligvis blot et spørgsmål om at finde en dertil "passende" vinkling.
Derved bliver tilstræbt "objektive" indlæg til subjektive partsindlæg. Komisk når forskellige skribenter er i 180 grader modstrid om vinklen af samme aspekt - og begge bruger deres vinkling som argument for det samme: At det er for ubehageligt til at kunne accepteres. Uf.
Send en kommentar