Danmarks radio har jo vist dokumentarfilmen, "The Suicide Tourist" under den danske titel "Hjælp - jeg vil dø". Den viser hvordan den 59-årige amerikanske IT professor Craig Ewert med en uhelbredelig og fremadskridende sygdom valgte at dø lidt før, uden at udsætte sig selv og sin elskede kone for en lidelsesfuld (ikke nødvendigvis smertefuld) dødskamp. Hvis han havde kunnet få egentlig aktiv dødshjælp, kunne han have ventet. Men han måtte rejse mens han stadig havde kræfterne.
Visningen i Storbritannien vakte stor debat, som endnu et af en lang række tilfælde hvor et menneske har haft brug for denne sidste tur, til Dignitas. Det har jeg allerede blogget om:
Argumentet om at det ikke måtte vises fordi "det var et meget privat øjeblik" holder slet ikke vand. Parret valgte selv at det skulle optages på film, og havde netop fokus på dets værdi som debatindlæg. Retten til at dø, en menneskeret. Og det er jo ikke fordi DR ligefrem generer sig ved at vise virkelighedens lig på skærmen.
For mig at se har hun glemt at der er stor forskel på etik og programetik. Jeg kan ikke forstå at der skulle være programetiske problemer i at vise en sober og debatskabende dokumentarfilm. Så jeg synes at det var helt naturligt ikke at spørge et programetisk udvalg. Og i et medie der rutinemæssigt gør massemord til hyggeunderholdning, finder jeg det forargende at det skulle være noget slemt at vise en stille harmonisk dødscene, en smuk historie fra det virkelige liv. Fakta, til musikken af Beethovens 9. symfoni.
Jeg kan da have forståelse for at nogen ikke kan acceptere etikken i aktiv dødshjælp, det er jo netop en væsentlig etisk debat med mange synspunkter på begge sider. Mit indtryk er at mange modstandere af at vise dokumentarfilmen "kommer til" gøre deres modstand mod aktiv dødshjælp til et argument mod at dokumentere en case på TV. Der er da netop brug for dokumentation til debatten.
Jeg har smilet lidt skævt når modstandere har omtalt filmen som en idyllisering, en forherligelse af aktiv dødshjælp. Som jeg så den tager den ikke stilling, hverken for eller imod. Det skal en dokumentarfilm heller ikke. Den skal blot søge at vise historien, og de mennesker som den handler om. Det gjorde den, på en flot måde. I denne sammenhæng var det naturligt også at vise den afslutning hvor Craig indtog det dødbringende medikament, og faldt til ro, for allersidste gang. Uden drama.
Virkeligheden var at det var et pænt og harmonisk forløb. Det ville da være uetisk ikke at vise det.
- DR:
DR-top uenig om selvmord i tv - DR:
Plummer støtter selvmords-dokumentar - Ekstra Bladet:
Chef ville stoppe dødshjælp-tv - Berlingske:
Strid i DR-top over selvmords-TV - Kristeligt Dagblad:
Dokumentar om selvmord skaber splid i DR - Jyllands-Posten:
Er det forkert at vise selvmord på tv? - Politiken:
Formand går i protest mod selvmords-dokumentar
- DR:
De ringer og vil have hjælp til at dø - Berlingske:
Til døden os skiller - En sommerfugls selvmord:
Hanne Schollaart fik en værdig død
Se også:
Nyere opslag
Opslag
11 comments:
Godt så!
Jeg havde ellers siddet her og hidset mig op både over debatten og over at du ikke skrev noget. :-)
Faktisk kom jeg så vidt som til et udkast med arbejdsoverskriften: "Lad være med at dø - det er uetisk"
For hvad i alverden hende Mettekonen tænker på - udover egen lyst/mangel på samme til at se nogen gå ind for at hjælpe døende mennesker for åben skærm - er for mig ubegribeligt. Hendes argumentation er mere hullet end en si, og derfor nær ved umulig at imødekomme i al sin latterlighed.
AH-luft. :-)
Tak.:-)
Jeg vil da rose Mette Bock for sin beslutning om at trække sig fra udvalget, når hun så åbenlyst var ukvalificeret til rollen :-)
Både for sin sammenroding af etik, og for hendes mangel på evne til at finde sig at etiske debatter jo pr. definition kan give kraftige møder af synspunkter.
Det lyder som om du skulle have hørt Deadline på DR2 mandag aften. Så havde du sikkert fået blodtrykket op igen :-) Formanden for Det etiske råd var indkaldt, og pointerede at han ikke havde set dokumentarfilmen, men at det altså var noget ubehageligt følelsesporno. Det var vist lykkedes ham at finde et par seere der havde blogget om deres betænkelighed ved at dødsscenen blev vist.
Han er tydeligvis dyb modstander af aktiv dødshjælp, og det er sikkert derfor at han betragter det som uetisk at vise at det ikke er noget forfærdeligt noget .... Faktisk vil jeg mene at han sad og diskvalificerede sig alvorligt.
Og jeg venter forresten bevidst ofte lidt før jeg farer i bloghuset; så er der mere tid til at samle vinkling og referencer sammen. Men jeg havde da sikkert fået en endnu større stigning i antal læsninger af bloggen, hvis jeg havde skyndt mig. Så det blev "kun" til næsten 4x det normale.
Det var da virkelig ikke hensigten at du skulle sidde og dampe! :-)
Jamen nu er jeg dampet en smule af. :-)
Og jeg er glad for at jeg slap for at høre formanden for det etiske råds plidder om følelsesporno.- En dokumentarisk beskrivelse af en livsbegivenhed er på ingen måde følelsesporno, hvis manden virkelig mener det så mener jeg at han har såvel et alment som et sprogforståelsesproblem. Og apropos sprog så var det en mindre harceleren i samme sag - at ord som uetisk bruges.
For etik er pr. definition et neutralt ord/begreb og så kan der være forskellige opfattelser af om hvorvidt noget er etisk forsvarligt eller etisk forkasteligt men man kan ikke sige at der er tale om en uetisk beslutning (og da slet ikke når der har været etiske diskussioner forud for beslutningen).
Men det nok bare mig der hænger mig i detaljer...
Ups..
Jeg tror jeg kom til at skrive noget vrøvl, hvilket må siges at være mere end lidt pinligt når nu jeg netop var ved at kritisere andres sprogbrug. :-(
Er nok træt- vender tilbage med en frisk hjerne (hvem jeg nu skal stjæle den fra...) imorgen. :-)
Sprogligt tror jeg at der er sket det at der ikke bliver skelnet mellem etik og moral. Altså at personlige moralske standpunkter ses som definerende for etik, især uetik. Så selv om det sproglige ideal er at etik er et neutral øvelse, er almen sprogbrug altså et godt stykke derfra.
Der er jo så også sket det at moral/umoral primært er kommet til at omhandle seksuelle aktiviteter. Altså at sætningen "det er umoralsk" betyder "det er mod min seksuelle moral". Ergo var der brug for et mere alment ord om emnet moral, og det er desværre blevet ordet "etik".
En anden ting som formanden for Det dobbeltmoralske råd, Peder Agger, fremførte var at kalde det for mord eller henrettelse, når et menneske som Craig Ewert fik hældt den dødbringende medicin op til sig. Igen begrebsmæssig manipulation, "newspeak" der skal omdefinere virkeligheden ved at prøve at diktere hvilke ord der skal (må) bruges. Den metode dyrker rådet også ved andre lejligheder.
Hvad følelsesporno angår, synes jeg netop at det fint lykkedes for instruktøren (John Zaritsky) at undgå fokus på smerte, savn og de følelser som parret jo naturligt havde omkring denne afslutning på et langt og godt ægteskab. Situationen havde givet rig anledning til følelsesporno, men Craig Ewert ønskede netop at indgå i en film som skulle været et indlæg i debatten, ikke en snøftefilm omkring deres private tragedie.
Ja, jeg så jo først opfølgeren efter at jeg selv var blevet færdig med at vrøvle :-)
Men jeg synes nu slet ikke at det var så galt, selv om det da lidt bærer præg af at det vel gik lidt stærkt med at få lettet trykket lidt mere :-)
Leder: Aktiv dødshjælp
(Kristeligt Dagblad)
Bladet er helt med på "at programmet er produceret efter hovedpersonens eget ønske, og at programmet ikke ved effekter eller lignende går efter maksimal sensationseffekt. Det er formmæssigt set et sobert program.".
Til gengæld synes jeg at berøringsangsten til dødshjælp brænder igennem ved vurderingen "Den kliniske måde, hvorpå hovedpersonen opfatter sin skæbne, er uhyggelig." Hvad jeg så var et menneske som var meget afklaret, og netop satsede på at undgå at filmen udartede i retning af følelsesporno. Ja, parret snakkede selv om denne vinkel undervejs.
Videre:
Når tanken om aktiv dødshjælp overhovedet virker appellerende på nogle, er det blandt andet, fordi de efterladte undgår et langt og måske uhyggeligt sygdomsforløb. Men det er ikke de efterladte, der er i centrum, og alle døende har ret til at være til besvær, som Ole Hartling har udtrykt det.
Hva'ba? Det er sgu da netop ikke for de efterladtes skyld, men fordi et menneske selv undgår "et langt og måske uhyggeligt forløb".
Hvad har de dog røget? Eller det er vel snarere udtryk for at vanen med at se hen over det døende menneskes ønsker, når livet er så helligt at kun gud må forkorte det, og mennesket kun må forlænge det.
Istedet for at rode mig ud af nattens trætte vrøvl, som du jo trods alt alligevel forstod, vil jeg kaste mig over den hér:
"Den kliniske måde, hvorpå hovedpersonen opfatter sin skæbne, er uhyggelig."
Hva?
Hvor interessant, jeg kommer sådan til at tænke på den gamle catch22 omkring fx alkoholikere og psykisk syge - hvis du ikke kan erkende du har et problem/ en sygdom så er du for alvor syg.
Og her har vi altså en mand der netop har sygdoms/dødserkendelse, han ved godt at han skal dø - så er denne selverkendelse lige pludseligt det sygelige.....
Og, altså jeg rød da en del som ung- men har ingen erindring om at det skulle have gjort mig hverken virklighedsfjern eller uempatisk. :-)
Især det sidste synes jeg måske er kendetegnende for begge citater: den totale afvisning af at sætte sig ind i, forstå, og respektere et andet menneske.
Og nej jeg tror egentlig heller ikke det handler om Gud - men tværtimod om en meget personlig, narcissistisk angst for selv at dø og komme i himmelen der fuldstændig overskygger alt og alle andre.
En fordom karakteriseres af at holdningen allerede ligger fast. Derefter søges fakta med større eller mindre vold presset ind i denne ramme. Sager hvor religiøse følelser kommer ind, er atter engang markante eksempler.
Der var "brug" for at føle sig skræmt af programmet. Altså var spørgmålet "hvor er den skræmmende vinkel?". Skribenten fandt et svar. Og jeg er bange for at Michael Bach Henriksen ikke engang var bevidst om at han sad og manipulerede for at få sin dagsorden til at gå op.
Trods alt kunne han dog ikke finde en sprække til at harcelere over programmets form, men det gjorde jo ikke så meget når han fandt sin indgang til forargelse andetsteds.
Når døden allerede er rubriceret som et voldsomt tabu, defineret som noget skræmmende, et helligbrøde at ønske fremmet, fylder dette så meget, at der ikke er plads til at se andet. For det er jo sandheden.
Jeg kommer til at tænke på en fyr som jeg mødte engang. Han kunne ikke lide blomkål, fandt smagen afskyelig. Frygtede når det blev serveret hjemme hos mor. Jeg foreslog ham at prøve at smage efter, stille og roligt finde ud af hvad der var ved smagen han ikke kunne lide. Et stykke tid efter fortalte han mig at han havde fulgt mit forslag. Og han fandt ud af at der da egentlig ikke var noget afskyeligt ved smagen. Han var jo så heller ikke på vej til at det blev en livret.
Jeg tror at han sad med nogle følelser, som tidligt var blevet koblet sammen med blomkål. Da jeg fik ham, som voksen, til at lægge disse lidt til side, fandt han ud af at hans dybt følte afsky ikke havde med smag eller konsistens af blomkål at gøre.
Men han sad med en "afsluttet sandhed", som han ikke havde argumenter for. En fordom. Hans sind var åbent nok til at han turde smage efter. Den åbenhed er der kun alt for mange der ikke har i deres liv.
Det var ikke truende for ham at smage efter. Han kunne jo godt overskue at det dog ikke kunne være så farligt endda.
Analogien turde være indlysende :-)
"Når døden allerede er rubriceret som et voldsomt tabu"
Du glemmer:
Når den naturlige og frivillige død allerede er rubriceret som et voldsomt tabu.
For det er jo det det handler om.
Død som følge af krig - er ikke tabu.
Død som følge af sult -er ikke tabu (hvis den geografiske placering vel at mærke også er "ok" Afrika og des.lign)
Død som følge af en dom - er ikke tabu (bare mere accepteret hvis det er USA fremfor Iran)
Måske det er hér vi skal starte?
Du har selvfølgelig en pointe i de afgrænsede undtagelser hvor dødsfald blandt visse grupper bliver noget forventet og normalt.
Tabuiseringen skimtes dog lidt når det er en dansker der mister livet som soldat. Der er ikke så mange der klart tør sige at når vi sender soldater i krig, er det helt normalt at nogle stykker mister livet, eller kommer hjem med PTSD, har det ad H til, og måske nærmer sig selvmord. Sådan er krig jo.
Hvad sult angår, har jeg i debatten her set en præst argumentere for at hvis syge virkelig følte behov for at dø, skulle de sulte sig ihjel, "det skulle ikke være så slemt". Jeg kan tilføje at jeg betragter det som nyttesløst at søge egentlig debat i de der avis kommentarspor, ud over at efterlade sit eget pip. If you know what I mean ... ;-)
Jeg er ikke helt sikker på hvad du lægger i den med om "det er hér vi skal starte?". Om du tænker på at pointere dødshjælp som en undtagelse "på lige fod" med de andre? Eller bare den almene dobbeltmoral der i USA bastant markeres i den observation at tilhængere af dødsstraf ret ofte er modstandere af dødshjælp.
En anden, lidt skæv, vinkel på aftabuiserede dødsmetoder er de langsomme selvmord gennem f.eks. druk. Eller ved at, rent ud sagt, æde sig ihjel.
Send en kommentar