Chantal blev som lille barn ramt af polio, og sad i kørestol med degenererede hænder og ben. Han vejede under 27 kg, var skind og ben. Han døjede med smerter, som han søgte at dulme med hash og alkohol. Havde flere forgæves selvmordsforsøg bag sig.
En af hans søstre gjorde politiet opmærksom på at Chantal Maltais som svært handicappet ville have haft endog meget svært ved at arrangere sit selvmord, på årsdagen for hans mors død. Så blev de jo nødt til at undersøge sagen nærmere, ud fra hendes mistanke til nevøen Stephan Dufour.
Han havde det sidste år måttet lytte til daglig tiggen om hjælp til at dø, fremført med stor vrede. Chantal lagde stærkt pres på sin nevø, og når bønnerne blev afvist reagerede han ved at banke hovedet ind i en væg, til han besvimede. En måned før selvmordet havde Stephan afvist at stikke sin onkel ned med en kniv.
Det blev til en meget følelsesladet retssag, hvor forsvaret byggede på Stephans intellektuelle begrænsninger, og at han derfor ikke kunne forsvare sig mod onklens manipulationer. At han derfor ikke kunne være ansvarlig for sine handlinger. Forsvareren, Michel Boudreault, vurderede vel at der på denne måde var størst chancer for at snige sig udenom streng juridisk håndhævelse af loven, som kunne give op til 14 års fængsel.
Dommeren, Jacques Levesque, beordrede nævningene til at de ikke måtte tage hensyn til den menneskelige side af sagen, men udelukkende svare på tre spørgsmål om deres overbevisning. Vidste Stephan at Chantal ville begå selvmord, gjorde han noget for at hjælpe, og havde han til hensigt at hjælpe Chantal med at tage sit liv? Nævningene brugte over 3 dage på at nå til enighed, og måtte flere gange bede om vejledning omkring tolkning af begreber som "hensigt".
Dommen lød på frifindelse, fredag den 12. december 2008. Både familien og flere af nævningene græd. Jubel i retten. Stephan selv var meget rolig. Han havde allerede grædt nok under krydsforhørene.
Selv om det glæder mig at det blev til en rimelig frifindelse, synes jeg desværre at den i for høj grad skete på bekostning af Stephans værdighed. Jeg mener (ligesom anklageren) at han udmærket vidste hvad han foretog sig, og efterhånden må have accepteret at onklen havde brug for at få sit uudholdelige liv stoppet. Han handlede netop ansvarligt, selv om det jo var en meget svær proces for ham til sidst at sætte sin onkels behov over sin store kærlighed til ham. Stephan havde familiens støtte, og de roste ham for at have givet onklen lov til at få fri.
Sagen vakte stor offentlig debat, og satte endnu engang fokus på behovet for ordnede forhold omkring hjælp til dem som har stærkt brug for at dø.
- Canoe:
Quebecer not guilty in uncle's suicide - National Post:
Quebec man found not guilty in assisted suicide case - Calgary Herald:
Quebec court ruling may rewrite assisted suicide law - CBC:
Quebec man acquitted on assisted suicide charge - Toronto Star:
Quebec case rekindles assisted suicide debate - The Windsor Star:
Canadians expect assisted suicide to be more common
Canada.com:
- Que. assisted suicide case goes to jury
- Mother removed from court at Que. assisted-suicide trial
- Assisted suicide trial gets questions from jury
- Que. man not guilty of assisting suicide
- Quebec case reopens assisted suicide debate
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
"Stephens intellektuelle begrænsninger" - ja det kan man så spørge sig selv om... Var det ham der var intellektuelt begrænset - eller søsteren?
Selvfølgelig var det Stephen som var intellektuelt begrænset - for han kunne ikke overskue de retslige konsekvenser af sine handlinger. Derimod viste han tegn på en betydeligt højere EQ end resten af familien - hvilket forhåbentlig betyder at hans liv (som et lille plaster på såret) vil indeholde langt mere lykke end den begrænsede angivende families.
Det så i øvrigt ud til at Stephans mor agtede at give den angiveriske søster den kolde skulder fremover. Jeg kunne forestille mig at også andre fra familien kunne finde på noget lignende :-) (også selv om holdt sig væk fra at hjælpe Chantal omkring hans ofte udtrykte dødsønske).
Jeg håber at Stephan kommer videre, og når til at have det godt med at den forestilling som han måtte spille i retten, som den uansvarligt naive, mest var en taktik for at undgå risikoen ved at håbe på at det juridiske system evnede at sætte retfærdighed over paragraffer.
Det er jo noget som mange jurister ihærdigt bekæmper, ved at insistere på at retfærdighed vil sige at følge paragrafferne. Her dommeren i sin retsbelæring.
Og det faktum at forsvareren ikke får lov til at påberåbe sig "jury nullification". Det juridiske system gør sit bedste for at nævningene ikke skal opdage at de faktisk ikke er bundet af retsbelæringen, men har mulighed for at dømme på basis af deres samvittighed, uden at være tvungne til at lege "ufaglærte jurister". Jeg har læst om en potentiel nævning der blev afvist, da han "kom til" at fortælle at der kunne være tilfælde hvor han ikke ville følge dommerens instrukser.
Retfærdighedsmæssigt er det et problem at en dommer kan forkaste nævningenes afgørelse som juridisk forkert, eller at anklagemyndigheden kan appellere til et retsniveau (som fx højesteret) hvor der kun deltager fagjurister. En del af problemet er at en "jury nullification" pr. definition foregår i det skjulte, så den bagvedliggende tankegang ikke kommer ud i det åbne, kan danne basis for debat og lovændring.
(Jeg har i øvrigt opdateret indlægget; de fleste steder var jeg kommet til at skrive Stephen i stedet for Stephan).
> Crown seeks appeal in Que. assisted suicide case
> Crown to appeal Quebec man's acquittal in assisted suicide case
Anklagemyndigheden appellerer sagen, tilsyneladende ud fra et synspunkt om at Stephan Dufour ikke afmonterede kvælerkæden næste dag - altså at kalde det for hjælp til selvmord at han ikke hindrede det i at ske - og ud fra at rejse tvivl om gyldigheden af forsvarets argumenter omkring at Stephan ikke evnede at modstå onklens pres.
Sagt på en anden måde vil de ikke finde sig at sagen ikke blev dømt koldt juridisk.
Så familien, og især Stephan, skal nu gå med sværdet over hovedet igen, i de mange måneder som det sikkert tager før sagen behandles af næste retsinstans. Det virker i øvrigt ret koldt at anklagemyndigheden serverede beskeden midt i familiens juleferie. Fristen udløb først 12. januar, så det var ikke sådan at det hastede.
Som tidligere antydet mener jeg reelt at det var en "jury nullification" som ikke kan komme til debat, når der skal pindes i juristeristiske argumenter, som ikke burde tages i anvendelse i sagen her. I princippet er det ikke overraskende at en usædvanlig dom bliver appelleret, men det bliver til kynisk juristeri når der ikke gives plads til at sætte retfærdighed over jura.
Send en kommentar