Ung mor og barn.
Påklædt med stor omhu.
Madonna og barnet.
Påklædt med stor omhu.
Madonna og barnet.
Håret sat perfekt.
Afgrundsdybe øjne.
Sorte rande under.
Nætters smerte og vågen.
Nu sover barnet endelig.
Dødens søvn.
Memento mori - Husk at du skal dø
Memento vivere - Husk at du skal leve
Afgrundsdybe øjne.
Sorte rande under.
Nætters smerte og vågen.
Nu sover barnet endelig.
Dødens søvn.
Memento mori - Husk at du skal dø
Memento vivere - Husk at du skal leve
I victoriatiden, omkring 150 år siden, var det at kunne tage fotografier noget særligt, noget nyt og spændende. Det blev moderne at tage omhyggeligt opsatte billeder af nyligt afdøde, også børn. En måde at huske og mindes på. En respektfuld handling, før begravelsen. Morbidt? Nej.
- The Sound of Butterflies: Memento Mori
- Archaeography: post mortem
- Flickr set: Victorian Death and Mourning
- Haunted When It Rains: Book of the Dead photos
Nyere opslag
Opslag
13 comments:
Er der et billede?
ah..der var billedet. :-)
Nå, spøgelset kom frem :-)
(nogen gange sker der sære ting på Internet.....)
Nej ikke morbidt - og nutildags er der faktisk også flere sygehuse som har forstået at det kan være vigtigt for forældrene til afdøde børn at få smukke billeder med sig hjem, så det forekommer altså også i moderne tid uden at nogen derfor synes det er morbidt. :-)
Netop ... det er jo en rimelig del af at forholde sig til døden, uden at gemme den væk. Og der er da heldigvis en udvikling der er gået i en bedre retning i de senere år. Der er jo, i det små kommet åbninger mod at døden accepteres som en afrunding af livet, og at det ikke blot skal handle om at se døden som et "uheld", et nederlag.
Nu jeg tænker lidt over det så er det egentlig meget interessant - for ganske vist accepterer (og nogen gange opmuntrer) sygehusene det som et led i sørge og mindeprocessen når det gælder små børn. Men jeg er ret sikker på at de ville finde det morbidt hvis fx en enke ønskede et billede af sin døde mand...
Hm...
(en af de "forklaringer" som anvendes ifht børn er at de afled før forældrene nåede at tage billeder. Billederne af de døde børn er således en "erstatning" for den rigtige levende vare..-så måske noget af svaret på ovenstående modsætninger skal findes her...)
Tjah, den "forklaring" er jo egentlig blot i forlængelse af det at lægge afstand til dødebilleder. At det "kun" er en god ting når det er for i det hele taget at have et billede til familiealbummet.
Jeg kommer til at tænke ph at Alpha Fe efter mit indlæg Mennesker, før og efter døden selv skrev et blog indlæg Døden hvor hun fortæller om at det var vigtigt for hende at se og være sammen med sin afdøde mormor, uden dog at turde følge sin lyst til at fotografere. Og en "åndsvag bedemand" som ved hendes fars død ihærdigt søgte at overtale Alpha Fe til ikke at se liget.
Blog indlægget indeholder så også et dødebillede af en noget anden karakter.
I gamle dage var det forresten også i Danmark udbredt at bedemanden kom i hjemmet, og at familien havde god lang tid til at tage afsked før kisten blev lukket.
Kommer til at tænke på at jeg selv, efter Ingelises selvmord, valgte ikke at tage billeder af liget. På grund af måden det skete på, egnede situationen sig ikke så godt. Og i live havde hun selv stillet op til en sidste fotografering. Så skulle der ikke tages flere.
For mig har det været meget vigtigt at se og tage afsked af dem som har stået mig nær og som nu er døde. (og har faktisk et enkelt billede) Ligesom det stadig er en stor sorg for mig med de par mennesker som jeg af forskellige årsager ikke har haft mulighed for at sige et sidste farvel til på denne måde. Jeg ved også at det for mine børn fx var en meget smuk oplevelse at få lov til at sige farvel til farmor - i hendes eget hjem.
Men det er selvfølgelig helt op til den enkelte nogen vil hellere fortrænge, andre hellere huske deres nære som de var/så ud da de levede - dog ville jeg virkelig ønske at vi som samfund håndterede døden som den naturlige begivenhed i et menneskes liv som den nu engang er.
Jep, det er jo netop med at huske på at døden er noget naturligt, i stedet for at den skal dæmoniseres til noget frygteligt eller skræmmende. Holde fokus på at det kan blive en god afsked, i stedet for bare "væk". Det kan jo så samtidig være en god indføring til at forholde sig til døden.
Vedr. debatten omkring TV visningen af Craig Ewerts død (så du programmet?). En ting er er om folk kan acceptere den selvvalgte død eller ej. Men på en måde synes jeg at det er mere "forkert" med dem som anser det at vise hvordan et menneske dør som noget ekstremt og uetisk.
Der kan være en vis pointe omkring at se det som noget meget privat, men der var slet ingen tvivl om at både Craig Ewert og hans kone helt klart ønskede at deltage i dokumentarprogrammet, og var glade for lejligheden til at vise andre hvad det handlede om.
Kan hænde at der findes modstandere af dødshjælp som "foretrækker" at holde fast på et skræmmebillede af døden som noget frygteligt, som det er sygt ikke at kæmpe for at undgå så længe som muligt.
Nej så ikke programmet - men kan slet ikke forstå hvorfor nogen skulle synes det var uetisk - to voksne mennesker som selv ønsker at stille op foran kamera har naturligvis ret til at gøre det, og som jeg har forstået det var der endda tale om et meget sobert program, hvorfor min undren bare bliver større. For dø skal vi jo allesammen det er der altså ikke noget hverken mystisk eller uetisk i.
Helt enig.
Berlingske: Strid i DR-top over selvmords-TV
Programdirektør Mette Bock har trukket sig som formand for DRs etiske udvalg i protest over udsendelsen "Hjælp - jeg vil dø".
...
Jeg meddelte den øvrige direktion, at jeg stærkt ville fraråde visningen af den centrale dødsscene, da dødsøjeblikket er et meget privat øjeblik, og at DR i sin hidtidige praksis ikke har vist sådanne scener. Kenneth valgte imidlertid at følge Lars Grarups indstilling. Det er han som generaldirektør i sin gode ret til, og jeg respekterer valget
Hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Et patetisk og fornærmet smæk med døren. Måske også lidt fordi etik-udvalget ikke officielt var inddraget i beslutningen, kunne jeg forestille mig.
Jeg kender en der har sådan et foto og jeg har set det. Sådan et smukt barn der ligner sine brødre. En gave for alle at have med sig.
Derudover - min respekt går til Plummer. Jeg har ikke set udsendelsen endnu men vil se den på nettet.
Der sker mange ting omkring den her debat for tiden. Jeg følger med fra sidelinjen.
Knus og tanker fra havnen.
Ja, det kan jo netop være et godt minde. At huske. Ikke at gemme og glemme.
Også min respekt til Plummer, ingen grund til censur "bare" fordi modstandere af aktiv dødshjælp ikke ønsker sandheden vist. Godt med en runde mere i debatten.
Knus og tanker tilbage til havnen! :-)
Send en kommentar