Logo sommerfugl

torsdag den 25. december 2008

Normativ ret til selvmord?

Universitas Roskildensis - In tranquillo mors - in fluctu vita. - I stilheden døden, i strømmen livet.
En gruppe humaniora-studerende ved Roskilde Universitet har her i december afsluttet en afhandling. Med afsæt i en række filosoffer har de "på et filosofisk normativt plan" diskuteret om mennesker har retten til selvmord. Normativt vil her sige en ubetinget ret, på samme måde som vi ikke sætter spørgsmålstegn ved religionsfriheden.
Vi har i dag mulighed for at leve meget individuelt, og hver enkel har ret til at træffe en række valg ud fra egne interesser. Ret til at vælge religion, politisk standpunkt og uddannelse for blot at nævne nogle få. Generelt sagt har mennesket ret til at bestemme over eget liv, men har det så ikke også ret til at bestemme over egen død?

Hvis vi kan bestemme over starten til livet og udsætter døden, hvorfor så ikke bestemme, hvornår livet skal slutte? Selvmordet er en af de få begrænsninger, der sættes for individet i det moderne samfund.
Gruppen bestod af Nanna Birk, Per Frederiksen, Ida Gravesen, Karin Lerche og Anders Rossau. Afhandlingen ser ud til at være et projekt på en humanistisk basisuddannelse, og jeg tror at den også er tænkt som en akademisk øvelse omkring at vise hvordan de systematisk og teoretisk arbejdede med emnet.


De tog afsæt i følgende filosoffer:
  • Platon, der klart så selvmord som noget forkert, dog med undtagelse af personer, der var "tvunget" af lov, sine følelser, eller ubærlig skamfuldhed.
  • Augustin, der som tidlig kristen kirkefader indfører et forbud mod selvmord, undtagen hvis det er befalet af Gud. En del af baggrunden var at han ville dæmme op for en bølge af martyr-selvmord, der blev set som en genvej til himmerige. Han indførte en dualistisk tanke, at selvmord var udtryk for sjælens syndige mord på legemet.
  • Martin Luther, der jo på mange punkter lagde afstand til katolicismen, dog ikke omkring selvmord, som han anså for vold mod Guds skaberværk. Der levnes dog en smal sprække til tilgivelse ved at anse selvmordet som et resultat af at være besat af djævelen.
  • David Hume, der tog afsæt i menneskets erfaringer i stedet for en gud. Han var kontroversiel ved at "godkende" selvmord, med mindre personen ikke er ved sin fornufts fulde brug. Pointerede at menneskets naturlige drift til at beskytte sig selv gør at selvmord ikke vælges frem for et liv der er værd at leve.
  • Immanuel Kant gik imod Hume, ved at se livet som en gave fra Gud, og at det umuligt kunne være fornuftigt at afvise denne.
  • Albert Camus postulerede “Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet”. Han afviste selvmord som en falliterklæring, som en anerkendelse af livet som absurd.
  • John Stuart Mill stod for et retsprincip om der kun er en eneste gyldig grund til at knægte viljen hos et medlem af et civiliseret samfund - at hindre uret mod andre. Det måtte ikke være op til andre at lave en paternalistisk vurdering af hvad der var til den handlendes eget bedste.
  • Herbert Lionel Adolphus Hart var også retsfilosof, og gik delvis imod Mill ved at åbne for paternalisme i visse situationer.
  • Thomas Szasz ser selvmord som en autonom beslutning på linje med andre store valg i livet, og problematiserer at lægerne (især psykiaterne) har "overtaget" kirkens rolle som normsættere for "korrekt" ageren, med statsstøttet autoritet.

Retten til selvmord - en normativ diskussion

Gennem en række snirklede sammenligninger af de forskellige filosoffers holdninger og argumenter når de frem til at selvmord ikke kan være en indiskutabel ret. Denne ville jo skulle gælde alle, uafhængigt af omstændighederne. På den anden side bør et rationelt valg respekteres, og straffelovens krav til omgivelserne om at hindre selvmord pålægger dem et ansvar, der ikke er rimeligt.

Religiøs argumentation afgrænses som kun gældende for dem som kan tilslutte sig religionen. Det ses også som skævt at Center for Selvmordsforskning vurderer at næsten halvdelen af selvmordene begås af mennesker som ikke kan rubriceres som psykisk syge, men stort set hele apparatet omkring støtte og forebyggelse tager afsæt i et psykiatrisk syn.

Den afsluttende perspektivisering sætter fokus på at Schweiz har love, der ikke automatisk kriminaliserer omgivelser eller hjælpere ved selvmord. Der gives plads til billedet af selvmord som et rationelt valg, og derved muligvis en lettelse af byrden for de efterladte. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld.

Til sidst henvises til at den Schweiziske højesteret har vurderet at respekten for privatliv, i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), indbefatter retten til selvmord. Også for psykisk syge. En udvikling indenfor synet på selvmord, der efterlader meget stof til eftertanke, i forhold til en fremtidig stillingtagen til spørgsmålet om retten til at tage sit eget liv.

Jeg bemærkede at denne afslutning er med henvisning til mit blog indlæg, hvor jeg netop selv observerede at Schweiz ser selvmord som en menneskeret.

Daniel Askill: 'We have decided not to die' - Through the window


15 comments:

Anonym sagde ...

Første gang ever at jeg har hørt at der er kommet noget positivt, relevant og fornuftigt ud af RUC studerende - jeg er imponeret! :-)

Marian sagde ...

Hm. Måske er det alderen. De er vidst ikke ret gamle, disse studerende.

Jeg kan i hvert fald ikke se, at vi i dag skulle have så mange flere individuelle valgmuligheder som til nogen anden tid i menneskets historie. - En sjov mekanisme, at menneskeheden til enhver tid har det med at tro, at nu kan det i hvert fald ikke blive bedre, nu har vi (snart) skabt idealsamfundet. Samtidigt med, at vi peger finger ad andre epokers "dumhed": "Hvordan kunne de bare tro/gøre (det ene eller det andet)? Vi har bare andre valgmuligheder.

Mht. selvmord er jeg helt enig med Szasz. Men ulig ham (og vores studerende her) ser jeg selvmord, der ikke vælges pga. somatisk sygdom, ikke som "et individuelt valg", løsgjort fra samfundet (Szasz er liberalist). Jeg ser det som en reaktion på samfundet. Dermed har samfundet et ansvar. Ikke det ansvar at afholde/hindre individet fra at begå selvmord, men det at bevidst anerkende hvert enkelt selvmord, hvor årsagen altså ikke er somatisk sygdom, som reaktion på selvmordsudløsende faktorer i samfundet - der bør gøres noget ved.

Marian sagde ...

Glemte vidst et par afsluttende anførelsestegn: "Hvordan kunne de bare tro/gøre (det ene eller det andet)?"

tosommerfugle sagde ...

Harning, nu har jeg dem så også mistænkt for at have været under utilbørlig indflydelse, ved at vinklen med selvmord som (også) et spørgsmål om menneskerettigheder antagelig har præget mere end blot afhandlingens perspektivisering :-)

tosommerfugle sagde ...

Marian - ja, især omkring moral er den jo klassisk med retrospektivt at se noget synonymt i begreber som udvikling, fremskridt og højnelse af niveauet. Og betydelig ambivalens ved at frygte sædernes forfald, undtagen på punkter hvor "modparten" ses som bagstræberisk :-) Pr. definition er det jo også altid sådan at kontrastering til fortiden netop er ved at sætte fokus på tolkningen af fremskridt.

Jeg tror ikke at de studerende her var inde over vinklen med om selvmord er løsrivelse eller reaktion i forhold til samfundet. Deres indgang var eksplicit virkelighedsfjern, en øvelse i det filosofiske elfenbenstårn, en abstrakt "diskussion" mellem historiske filosoffer. Jeg ved så ikke hvor meget at de har "opdaget" af de steder hvor deres egen moral og nutidsprægede virkelighedsopfattelse alligevel skinner igennem.

Vi er jo så også i en tid hvor synspunktet "det er samfundets skyld" er dømt fortidigt, undtagen på snævert afgrænsede områder. Omkring egne problemer er det jo også betænkeligt at negligere et personligt ansvar ved at skyde det over på samfundet. Selv om der ofte faktisk er relevante forklaringer dér, handler det jo alligevel om at den enkelte kun kan komme videre ved at tage ansvaret for sig selv, og gøre noget ved hvad rygsækken nu rummer af brokker fra fortiden.

silhuet sagde ...

Åh jeg føler mig sommetider så uendelig privilegeret, fordi jeg er så ufattelig Uafklaret.

Derfor læser jeg ikke "for" eller "imod". Jeg læser bare.Og kan se fornuften i både at afgrænse selvmordsretten. Og det anderledes følelsesmæssigt respektfulde i at lade individet selv vælge til (eller fra alt efter perspektiv ;-))

Jeg synes det er en interessant og meget væsentlig diskussion.
Men jeg er ikke overbevist om, at der findes ET svar. Et ja eller nej. Til selvmordsretten.

Og så snart der er mulighed for at differentiere, er der ogå risiko for misbrug. Til den ene eller anden side.
Det er livets umulighed. Og mulighed.

med kærlige julehilsner

Marian sagde ...

I det filosofiske elfenbenstårn kan jeg kun give Szasz ret i at selvmord er hver enkelt menneskes eget valg. Dér er jeg lige så meget liberalist som han.

Som jeg ser det, tager samfundet i dag i tiltagende grad kun i den udstrækning et ansvar, at det netop frasiger sig selv enhver skyld ved at skyde den i sin helhed over på individet (bl.a. ved hjælp af psykiatriske bortforklaringer af årsagerne til selvmord, gerne som værende et resultat af - individuel - "sindssygdom"). I mine øjne er det lidt detsamme som at sige, at alle selvmord skyldes det faktum, at mennesker har denne valgmulighed. Dermed er denne bortforklaring også grundlag for en kriminalisering af selvmord.

Problemet er for mig at se hér altså, at en sådan bortforklaring netop fratager det enkelte samfundsmedlem den reelle valgmulighed. I det øjeblik hvor samfundet svinger sig op og kontrasterer sine egne normer og værdier som "de gode", ufejlbarlige, mod individets som "de dårlige", fejlbehæftede, bliver selvmord til en ikke-valgmulighed, der giver samfundet ret til at afholde/hindre individet fra at træffe et valg på området, netop ved at tage ansvaret for dette valg fra individet og påtvinge det sine egne normer og værdier. Det er, såvidt jeg ser sagen, hvad der sker i dag. - Og det er en af de misbrugsmuligheder jeg ser, når der "differentieres", som Silhuet siger.

Det andet ekstrem er, at samfundet påtager sig al skyld: medlidenhed (til forskel for medfølelse). Og dermed kan gøre selvmord til den eneste gyldige, "korrekte", handling. For, når al ens smerte ikke bare er forårseget af samfundet, men også er ens uundgåelige skæbne, fordi man som stakkels lille individ ikke kan gøre noget som helst mod det onde, onde samfund, ja, så... Misbrug igen.

Ved at anerkende, at den enkelte kan have fuldgyldige grunde, både individuelle og samfundsrelaterede, til at ville vælge en fortsat eksistens fra, men samtidigt gøre opmærksom på, at også den et selvmord forudgående lidelse som oftest er selvvalgt (medmindre altså den skyldes somatisk sygdom, eller at man de facto, hér og nu, befinder sig i en for én uudholdelig situation generelt som man ikke kan ændre (børn der bliver misbrugt, f.eks.), åbner jeg op for en valgmulighed, og dermed for at ansvaret kan tages. Og det ansvar kan man jo så også bruge til at gøre noget, der måske kan gøre opmærksom på og eventuelt fjerne nogle af samfundets selvmordsudløsende mekanismer.

tosommerfugle sagde ...

At være "ufattelig uafklaret" er netop meget afklaret :-)

Afhandlingen bruger en masse snirkler for netop at komme frem til det rimelige i både at afgrænse selvmordsretten, og også kunne lade individet selv vælge.

Det ville være ekstremt at hævde en normativ ret til selvmord, så det ville være forkert fx at hindre kærestesorgfulde teenagere i at lege Romeo og Julie.

Tilsvarende er det ekstremt med lovgivning der gør det strafbart at "tillade" sig at vurdere at et selvmord ikke skal forhindres.

Og så snart der ikke er mulighed for at differentiere, er der sikkerhed for misbrug, når undtagelsen "bekræfter regelen".

Når der er tæt på almen enighed om at der er tilfælde hvor en hurtigere død er et gode, bliver det desværre til et skadelig juristeri at pille i skelnen mellem selvmord, hjælp til selvmord, aktiv/passiv dødshjælp, eutanasi, behandling/pleje og om et formål med dødsfremmende smertelindring også er at fremme døden.

Derfor skal der altid gøres plads til fornuften, menneskeligheden, kærligheden.

Med julede kærehilsner :-)

tosommerfugle sagde ...

Nu har jeg ikke selv læst Szasz, men henholder mig til en opsummering fra afhandlingen:

Szasz argumenterer altså for, at mennesket i alle henseender, uden undtagelse, skal have retten til at kontrollere sit dødstidspunkt, lige så vel som man er berettiget til at træffe de valg man vil, i alle mulige andre dele af livet. Det er hverken samfundets ansvar at afgøre, hvornår et menneske må begå selvmord, ligeså vel som det ikke er individets ansvar at tilgodese samfundets retningslinjer og etik, selvmordet er nemlig en naturlig handling, som ingen kan stilles til ansvar overfor.

Jeg er såmænd enig langt hen ad vejen, men synes især at det med "i alle henseender, uden udtagelse" er at gå for langt. Sagen er at en normativ ret til selvmord ville gøre det utilladeligt at gribe ind. Og hvis jeg (igen) skulle komme i nærheden af en forestående selvmordshandling, vil jeg foreholde mig at tage stilling om jeg skal gribe ind eller ej, i villighed til at lade mig overbevise af en gennemtænkt, afklaret og vedholdende beslutning. Den argumentation ville være ret svær for en teenager der gruer for at komme hjem med en dårlig karakterbog.

Sådan set synes jeg netop at psykiatrisering af årsager til selvmord konsekvent fratager individet både skyld og ansvar. Så bliver det blot til en skyld- og ansvarsfri biologisk skævert. Dette hænger jo sammen med at "standardmodellen for borgere" i stigende grad ses som en grundlæggende præmis, hvor afvigelser ud over hvad rammen tillader ses som en behandlingskrævende sygdom. Her kombineret med at se døden som den store Bastian der pr. definition skal bekæmpes, som kun kan vælges af enten et sygt sind, eller en som alligevel er igang med at dø.

Samfundtes påtvingen af normer for "utilpassede individer" synes jeg netop er udtryk for at regler ses som så hellige at der ikke kan differentieres ud over dem.

Det er netop vigtigt at sikre sig at så mange som muligt påtager sig et ansvar for at gøre noget ved de problemer de står i. Ved at lade dem skyde skylden på andet, bliver de tilbøjelige til at fastholde sig selv i en rolle som uopretteligt skadede.

Det kan godt være at krisen kommer i en reaktion på samfundets problematiske omgang med respekten for individet, men i det enkelte tilfælde nytter det ikke at sætte sig til at vente på at samfundet bliver bedre. Derfor er det også her nødvendigt for individet at påtage sig ansvaret for sine reaktioner på et samfund der ikke er imødekommende for "for store" afvigelser fra normen.

Og så er der jo lige den med om samfundet systematisk fratager individet ansvaret ..... ;-)

Marian sagde ...

Jeg tror, at vi grundlæggende er meget enige. Det er jo netop også mit kritikpunkt, at man lige så lidt skal give noget individuel biologi (en sygdom, som intet levende menneske har et ansvar for) skylden, som man skal give "alle de andre" (det onde onde samfund) skylden. Fordi det holder individet fast i offerrollen og gør forandring umuligt. - Biopsykiatrien giver i øvrigt individet skylden ("Du er syg" er i en psykiatrisk sammenhæng en anklage), men gør det på en meget subtil, næsten ikke gennemskuelig måde: "Det er dine gener, din hjernebiologi", hvilket fremmedgør mennesket fra sig selv i samme stil som inkvisitionen gjorde det ved at påstå, skylden var den djævels, som individet var besat af respektive i pagt med. Denne taktik giver individet skylden samtidigt med, at den fratager det ethvert ansvar: "Det er dig, der er synderen, men det er kun os, der kan frelse dig." - Det er for resten derfor, jeg satte "differentiere" i anførelsestegn. Der er ikke meget differentiering over det.

Ikke desto mindre mener jeg at det er en del af sagen, at anerkende, at der altid er noget, der har ført til selvmordstanker. Og at dette noget kan findes i individets omgivelser.

Og så er vi ved teenageren, der vil begå selvmord pga. en dårlig karaktér. For det første tror jeg, at der skal mere til. Den dårlige karaktér kan i givet fald være dråben, men der skal en ret stor usikkerhed/angst til mht. omgivelsernes reaktioner på denne dårlige karaktér, før den kan udløse et selvmordsønske. Et barn, der altid har erfaret acceptance af sine omgivelser, vil ikke frygte afvisning/straf pga. en dårlig skolekaraktér. - Og hér mener jeg ikke, at man altid kun må rose sine poder, og aldrig må vise dem, hvor grænsen går. Grænseløshed er netop også noget, der kan fremkalde usikkerhed/angst.

For det andet tror jeg ikke, man har ret til at gribe ind, andet end ganske akut, og alene for at gøre individet opmærksom på, at det har et valg. Det ville aldrig være faldet mig ind, at prøve og finde frem til f.eks. ham Lars' adresse - hvilket man måske godt kunne have gjort via hans IP-adresse - og så sende strisserne hjem til ham. Hvis man fratager et menneske muligheden til at vælge livet fra, fratager man det samtidigt også muligheden til at vælge livet til. Men selvfølgeligt vil jeg heller ikke se stilletiende og ligeglad til, respektive vende ryggen til, i en sådan situation, og gør derfor, hvad jeg kan, for at lede opmærksomheden på at der eksisterer en valgmulighed. Mens jeg mener, at jeg har et ansvar for at gøre den anden opmærksom på valgmulighederne, må jeg dog også altid respektere, at jeg kun kan træffe valg for mig selv. Aldrig på en andens vegne.

Vores samfund i dag gør ofte det stik modsatte: nægter at den enkelte har et valg, og træffer valg på hans/hendes vegne.

I øvrigt har jeg aldrig forstået eutanasi-argumentet. Eutanasi er i min verden det, at afkorte et liv uden at have fået "grønt lys" til det fra individet, hvis liv afkortes. Hvis nogen altså på forhånd har tilkendegivet, at han/hun foretrækker en hurtig afslutning fremfor et langsomt sygnen hen, så har hjælp til den hurtige afslutning da ikke det mindste med eutanasi at gøre.

Marian sagde ...

Og: Faren med en "normativ ret til selvmord" ser jeg i det, at samfundet i givet fald nemt kunne gå fra den i dag gængse yderlighed at mene at måtte forhindre ethvert selvmord, koste det hvad det ville, til en anden yderlighed: at være åbenlyst ligeglad.

tosommerfugle sagde ...

Det er jo netop grundlæggende enighed der giver mest basis for diskussion :-)

Hvad skyld angår, bruger jeg ordet på en måde som er koblet sammen med moral. Synd er noget hvor den handlende kunne have gjort andet, men pådrog sig skyld gennem at vælge at gøre noget forkert. Her er det ikke afgørende hvilke moralske normer der gælder, og om jeg måske er uenig i dem.

Derfor vil jeg ikke kalde det skyldspålæggende at hævde en hjernebiologisk forklaring på noget der ses som forkert i psyken. Det er snarere en påstand om at individet ikke "kan få lov" til at beskylde andre for at have gjort noget forkert, da årsagen ses som liggende på et andet plan.

Jeg ved jo godt at i dagligsproget er det normalt at tale om en forårsagende faktor som skyldig i et problem. "Den flækkede tagsten var skyld i vandskaden". Den holder bare ikke når vi skal være filosofiske, og holde rede på en dybere betydning af begreberne.

Så derfor mener jeg at en hjernebiologisk forklaringsmodel fratager individet både ansvar og skyld. Og at det er nødvendig at individet påtager sig ansvaret, men uden at skyld bliver noget centralt tema - og selv om der måske er rimelig basis for at udpege nogen som på det moraliske plan står med en stor skyld. Sket er sket - og derfor skal det være individets ansvar at forholde sig til at komme videre.

Jeg tror at psykiatrien både rummer sager hvor hjernebiologi er en afgørende faktor, og sager hvor årsagerne er andre. Selv med en hjernebiologisk årsag holder jeg på at individet så vidt som muligt er nødt til at påtage sig ansvaret, og finde ud af at komme videre. En af mulighederne er jo så at prøve om medicin kan gøre det lettere, med fokus på effekten på lang sigt. F.eks. benzoer kan jo virke godt i starten, men er aldeles uegnede som langtidsløsning.

Jeg er helt med på at det ville være en grov overforenkling (som medierne jo ynder) at se en dårlig karakter som forklaringen på at teenageren tænker i selvmord. Netop derfor ville jeg sandsynligvis se det som min pligt at gribe ind, hvis jeg havde muligheden. Primært akut, ja. "Lad for helvede være med at gå i vejen for toget".

For mig handler det ikke om normativ ret, hverken til at gribe ind, eller til at afkræve mig at være ligeglad med et selvmord. Begge grøfter er sumpede.

Ligesom jeg kan være villig til at sige "ok" til selvmord, kan jeg også forestille mig midlertidigt at træffe et valg imod selvmord, på en andens vegne. Det skulle så være med fokus på at få tid til at se hvad der kan gøres ved problemerne, og en overbevisning om at vedkommende vil komme frem til at der er bedre løsninger.

Jeg vil ikke helt udelukke tvang, men tror på at en respektfuld omgang med menneskets situation naturligt vil føre til at dialogen ikke handler om selvmord eller ej - altså at det kun yderst sjældent vil kunne være relevant for mig blot at overveje at bruge magt.

Hvad Lars angår, var jeg heller ikke bare i nærheden af at tænke på at pudse politiet på ham. Hvad jeg så var en proces omkring at han netop forholdt sig til at det var hans eget valg om livet skulle afsluttes eller ej, uden at fjumse noget forhastet igennem. Hans argumenter for selvmord (dem som jeg så) virkede lidt ... tynde. Derudover så jeg engang at han refererede til bekymrede omgivelser, der var opmærksomme på hans tanker, og blog-aktivitet.

Jeg tror i øvrigt at du gjorde noget godt ved at gå i dialog med ham.

tosommerfugle sagde ...

Hvad eutanasi angår, er der netop stort rod i måden at bruge begreberne på. Grundlæggende set betyder det blot noget i retning af "en god død", uafhængig af om individet giver grønt lys eller ej. Den praktiske betydning bliver altså at en anden bidrager til at fremme hvad der ses som en "bedre" død end hvad der forventes at komme ud af at opretholde livet længere.

Derfor skelner debatten ikke afgørende mellem om den dødstrængende selv udfører den afgørende handling, eller om der er givet "grønt lys" eller ej. Forskellen er blot at det er forskellige paragraffer i straffeloven, og forskellige strafferammer.

Undtagelsen er når det kan lykkedes at foregive blot at lade døden indtræffe, uden at nogen som helst handler med det formål at fremme den. Så kaldes selv meget aktive handlinger for passiv dødshjælp, og udenfor straffelovens tremmer.

Der tales f.eks. om frivillig kontra ufrivillig eutanasi. Og jo om aktiv/passiv. De 4 kombinationer har det til fælles at handlingerne afpasses efter om døden "skal" udskydes eller ej.

Derudover ynder modstandere at indblande nazisternes grove misbrug af ordet til at stå for at andre, uafhængig af individets ønsker, tager stilling til hvilke liv der har værdi. F.eks. ved at udrydde handicappede eller "psykisk syge".

Jeg forventer at begå et blog indlæg om den bevidste begrebsforvirring indenfor overskuelig fremtid.

Marian sagde ...

Selvfølgeligt har biologiske forklaringer også den fordel, at man kan sige til folk, at det ikke er deres skyld, direkte - og på den måde få dem til at sluge ikke bare kamelen, men også pillerne. Men men men. Indirekte bliver der alligevel "scapegoated". Sylvia Caras har bl.a. skrevet om det i artiklen "On Gratitude". Flere eksempler kan man finde alle vegne rundt omkring på nettet, hvor folk siger ting som: "Lad os endeligt ikke glemme de store ofre, behandlerne bringer for at hjælpe os!" Eller, fra behandlernes egen side, når der gøres opmærksom på, hvor slidsomt det er at være behandler og måtte hver dag slås med uvillige, uindsigtige patienter. Det er søreme en af de hårdeste skæbner, at være bøddel - øh - behandler, mener jeg selvfølgeligt! i psykiatrien!

Ser man lidt nærmere på det, vil man finde, at der køres uhyggeligt meget på netop den dér med skyldfølelserne fra behandlingssystemets side.

(Og nej, for resten, det er ikke psykiatrien der rummer sager, hvor hjernebiologi er den afgørende faktor. Dem har vi neurologien til at rumme. Det er ikke uden grund, at et af standardspørgsmålene ved modtagelse af en ny psyk-patient er, om alle somatiske årsager til problemerne er udelukkede. ;) )

Grønt lys kan man selvfølgeligt også kun give, hvis man stadigt er ved sine fulde fem. Det er jo ikke altid tilfældet. Tænkte jeg ikke lige på i går. Ser frem til indlægget om eutanasi-forvirringen. :)

tosommerfugle sagde ...

Ja, når behandlingsmæssig succes nærmest er defineret i kraft af at den behandlede accepterer både diagnosen og rigtigheden af behandlingen, bliver det jo til en logisk ting for modtagerne at skulle værdsætte den energi der blev brugt for at bringe dem på "rette spor" ...

Det var jeg forresten også inde på i blog indlægget Hjælperens abefælde.

Logo sommerfugl