En klassisk fortælling, der findes i mange varianter, er om en fælde til at fange aber. En godbid lægges i en beholder med en smal åbning. Aben stikker sin hånd gennem åbningen og griber godbidden. Den kan ikke få den lukkede hånd ud igen, men vil ikke give slip. Dermed er den fanget og kan ikke slippe væk igen.
Historien bruges for det meste som illustration af vigtigheden af at kunne give slip, eller af tryghedsnarkomanens problem. Men den kan også ses fra en anden vinkel.
Abefælden er uhyre almindeligt brugt. Så almindeligt at hverken aber eller jægere ser den. Den er nærmest normal når nogen giver til eller hjælper andre. Der er en pris. Måske med karakter af byttehandel, der forventes at der gives noget den anden vej. Så længe det er åbenlyst, er der jo heller ikke noget forkert i det.
Metoden er endda så almindeligt, at den der "bare" vil give eller hjælpe uden betingelser ofte mødes med mistro, der må være en skjult hensigt. Det er en sund mistro, desværre, for der er sædvanligvis en eller anden form for forventning. Måske en modydelse af en slags, eller en taknemmelighedsgæld.
Når det handler om hjælp, er abefælden ofte godt skjult. Tilsyneladende er der ingen forventning om noget den anden vej. Jo. Forventningen er at den der modtager hjælp tilpasser dig hjælperens verdensbillede, og anerkender hjælpen som det rigtige. Det er oftest hjælperen der definerer hvad hjælp vil sige - modtageren står uden reelle valmuligheder, uden mulighed for at vælge en bedre hjælper. Fanget.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar