Vejen til Coruña
Ovartaci
Ovartaci
Han begyndte at male, først naturalistiske billeder. Gennem at male sine tanker og visioner fik han det bedre, det blev hans egen terapi. Tre år senere foreslog en af lægerne ham at komme ud på det psykiatriske plejehjem Dalstrup ved Grenaa. Det var for patienter hvor behandling var opgivet.
Her havde han stor frihed, og tog mange cykel- og svømmeture. Han dyrkede sin egen terapi - han malede, byggede komplicerede maskiner, udformede mandshøje dukker og skar fantasifulde figurer ud af træ. Det var hans kunstnerisk mest produktive periode, hvor han tog kunstnernavnet Ovartaci. Han blev en feteret kunstner, og udsmykkede for naboer.
Hans kunstneriske talent var helt usædvanligt, og han fik opgaven med at udsmykke plejehjemmets kapel med kalkmalerier. Udsmykningen vakte stor opmærksomhed, og folk strømmede til fra nær og fjern. Efter en episode hvor han en nat skiftede sit maleri af Jesus ud med en nøgen kvinde, blev der stor opstandelse. Ovartaci ændrede udsmykningen så den blev endnu smukkere. Den nye Jesus-figur havde dog et påfaldende kvindeligt præg. Han var dybt fascineret af det kvindelige, som han så som det menneskelige ideal.
Præsten og inspektøren kunne ikke acceptere hans kunstneriske stil. Kalkmalerierne blev ødelagt med syrebehandling, og alt blev kalket hvidt.
Overlægen Johannes Nielsen, der har skrevet en bog om Ovartaci, betegner behandlingen af kunstneren og hans værker som fuldkomment tåbeligt, mener at mange opfattede det som en slags sindsygt djævelskab. Han fortæller også om Ovartaci som frihedselskende, højt begavet og meget følsom. En misundelsesværdig åndelig og kunstnerisk frihed. En selvbehandlingsproces, der førte til mere livskvalitet, end det er forundt mange af de såkaldt psykisk raske. Fakta.
Idag er hans udsmykning af kapellet nænsomt restaureret, så godt som skaderne tillod.
Tilbage i Risskov kæmpede han hårdt, og indrettede sig et liv som han havde det godt med. Cobra-kunstnerne Asger Jorn og Jean Dubuffet var blandt dem, der satte Ovartacis kunst meget højt, og Asger Jorn sørgede for at hans billeder kom til at indgå i Dubuffets kunstsamling L'art Brut i Lausanne. Ved et gæstebud tilbød Asger Jorn ham at komme med til Paris, hvor han kunne blive millionær. Det havde han ikke lyst til, han ville hellere blive hvor han var.
Han så miljøet på hospitalet som meget gråt, trist og ustimulerende, hæmmende for patienternes livsudfoldelse. Han tilbød en tiltrængt kunstnerisk udsmykning. Nej tak.
Ovartaci sneg sig alligevel til at udsmykke en række kælderlokaler med pragtfulde, spændende og talentfulde malerier. De blev kalket over. Mange år senere lykkedes det at finde frem til ét af disse kælderrum. Nu er de restaurerede murmalerier flyttet til et indgangsparti. Som gammel fortalte han om at male drager som et symbol på personlig frihed, værdighed og livskvalitet, noget han håbede engang ville blive muligt at opnå også for patienter på hospitalet og sindslidende i det hele taget.
Når der kom nyansatte læger, mente de at Ovartaci da skulle have psykofarmaka. Sygeplejerskerne måtte overbevise dem om at han helt klart befandt sig bedst uden. I en kort periode fik han skjulte psykofarmaka i maden. Han fik det dårligere, og hans kunstneriske kvalitet og aktivitet aftog. Forsøget blev stoppet. Hans egen behandling var den bedste. Kunstneriske aktiviteter som meningsfyldt arbejde. Eller med et mere moderne ord: Recovery.
Han døde som 91-årig, efter at have været indlagt i 56 år. I dag driver foreningen Gallo atelier, kunstskole, galleri og forlag - med det formål at forbedre psykisk syges livskvalitet, og nedbryde skrankerne mellem syge og raske. Ovartaci ville have glædet sig.
Læs mere:
- Museum Ovartaci, på Psykiatrisk Hospital, Århus:
Ovartaci - Tale af Johannes Nielsen:
Ovartaci - murmaleri - Det Danske Filminstitut:
Ovartaci — kunstner på Psykiatrisk Hospital - Flix.dk:
Overtossen
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
Ovartaci er et godt eksempel på en virkelighed, hvor det "ideelle" ikke nødvendigvis er muligt, og hvor man så i stedet må pejle efter andre parametre.
Som du får det vendt, så lyder det som om, han var "syg, men i trivsel", mens medicinen gjorde ham: "Mindre syg, men i dårligere trivsel".
Med mindre der er tale om at være til fare for sine omgivelser, så synes jeg bestemt, man må have lov at være "syg, men i trivsel". Hvorfor plages til at tilnærme sig en tilstand, hvor man af andre erklæres "tilnærmelsesvist rask", hvis det samtidig fjerner de ting i tilværelsen, som man har at leve for.
Tænk, hvis han havde seksuel omgang med en papmaché-figur. Kunne man mon ikke forestille sig det, der var værre? ;)
Jeg har arbejdet på Psykiatrisk Hospital I Risskov, og haft den store, store fornøjelse at nyde Ovartacias kunst dagligt. Jeg kan kun varmt abefale at besøge Musset, der er en enestående rejse i de sind, der ser andet (og mere) end det umiddelbart tilgængelige.
Det skal siges, at i første halvdel af dette århundrede var indlæggelser på Psykiatriske Hospitaler ofte livslange, og uanset de lident opmuntrende forhold, så var sandheden (ifølge Johannes Larsen) at mange - deriblandt Ovartaci - fandt stor tryghed i rammerne på stedet, og bestemt ikke ønskede det "normale" samfunds alternativ.
I vore dage er indlæggelsestiden som regel max 14 dage, man er heldig hvis man bliver tilset af en læge mere end een gang, og behandlingen er ALENE medicinsk. De er de ganske klar over på sygehusene, der er ikke onde mennesker, men de har nogle kvoter, nogletale og en økonomisk ramme og en bemanding der betyder, at så snart du ikke er til udpræget fare for dig selv eller dine omgivelser, skal du ud i Lokalpsykiatrien.
Og en anden (uskrevet) regel der siger, at terapi ikke er et sygehusanlggende - på sygehusene regerer lægestanden og deres speciale er psykofarmaka.
Sørgeligt men sandt.
Godt at nogle - bl.a. via maleri og andre keative ufoldelser - kan "behandle" sig selv
En vigtig del af historien er så også at han gennem sin egen kunstterapi fik mere og mere ro på sine ekstreme sindstilstande, og fortsat trivedes godt. Med lægens ord, blev han mere eller mindre helbredt. Jeg tror at det var meget bedre at lade sindstilstandene udfolde sig, end at ville undertrykke dem.
På en måde tror jeg at lokalsamfundet havde haft det nemmere med det hvis han havde fået fat på en "glædespige" at have seksuel omgang med. Det var jo længe før det blev moderne at kalde kunden for forbryder, eller det der er værre. Jeg forestiller mig at de måske nok havde været forargede, men alligevel mere haft respekt for det.
Silhuet, du kom ind mens jeg var ved at skrive forrige kommentar :-)
Ja, det er jo rigtigt at lokalpsykiatrien blev opreklameret som en stor forbedring, hvor det i virkeligheden var en stor besparelse, og fjernelse af beboere fra hvad der var blevet deres trygge omgivelser.
Jeg kommer til at tænke på et andet "gammeldags" begreb. Tidligere var der en del rekreationshjem, hvor syge kunne have en rolig tid uden store krav til dem. Også de blev barberet væk under udbasunering af at det skulle være bedre med "eget hjem".
Forresten - en anden måde for psykiatrien at spare penge på, er jo at gøre det til en så ubrugelig oplevelse, at det berørte mennesker gør deres yderste for at undgå systemets "hjælp" - som hjemløse og andet.
Et stort ønske fra mig vil være, at din blog kunne blive spredt ud over alt via sommerfugle, for du gør et solidt arbejde med stolte og flotte flagrende vinger ;-)
Mange tak :-)
I praksis gætter jeg på at sommerfuglenes årstid vil lokke mange ud og kikke på de levende, så de døde kommer lidt mindre i fokus......
Men jeg kan da se at statikkerne viser en stabil vækst i antal læsere pr. uge. Rigtig mange kommer via Google, hvor jeg ser at mine indlæg mestendels bliver ganske pænt placeret for de pågældende emner. F.eks. kom der allerede i løbet af få timer en som fandt dette indlæg på en søgning.
Det er ikke sådan at blive populær Johnnie ;-D
Jeg synes at det er meget vigtigt at skrive om den sande helbredelse - nemlig den vi har i os selv. Ingen bliver virkelig helbredt ved at blive spændt fast og fyldt med piller - men med støtte og forståelse kan man hjælpe mennesker til netop at komme i kontakt med deres egen personlige forståelse af hvilke behov der skal opfyldes for at få et værdigt liv.
Ja hvis altså det ikke var sådan at psykiatrien gang på gang beviser at det er så utrolig snæversynet at der kun er rum til diagnosticeringskulturens grimme grimme fjæs - det fjæs der hele tiden vil skrive DIN historie, i stedet for at lade dig selv gøre det.
Marian (silentsphere.blogspot.com) har forresten skrevet et udemærket skriv om samme.
:-)
Ja, denne historie passer jo netop godt sammen med de tanker om recovery, som Marian gør sig. At det vigtige må være at kunne få mulighed for at arbejde med sine "ekstreme sindstilstande". Ovartaci var jo så ualmindelig stærk, med at tilkæmpe sig plads til hans egen metode, på trods af modstand og stigmatisering. Tænk hvis han havde fået hjælp og forståelse hele vejen.....
Selv om der da også sker gode ting i psykiatrisk regi, er der jo godt nok alt for mange eksempler på at den der har hjælp behov bliver mødt med meget firkantede rammer for hvad målet er, og hvilken metode (kraftig medicin) der skal bruges. Ikke megen respekt for mennesket, hvad det selv kan se at det har brug for.
Borderlineforeningen: Teater: Ovartaci
To skuespillere gestalter mennesker og guder i Ovartacis liv. Vi møder Asger Jorn og Jean Dubuffet i dialog om kunst og sindssyge; vi møder lægen, hr. og fru Marcussen, Jesus Kristus... Ovartaci er mødet med et menneske, en patient og en kunstner, hvis tekster og billeder har inspireret et utal af mennesker gennem tiden.
Hanne Trap Friis’ instruktion tager fat om Peter Laugesens tekst og iscenesætter en forestilling fyldt med poesi, vanvid, indsigt og humor.
Jyllands-Posten: Ovartaci (Entréscenen Århus)
Humor og smertefuld alvor
Bo Stendell Larsen og Mikkel Stubbe Teglbjærg behersker dem i en præcis og musikalsk timing. Spillet i Hanne Trap Friis’ iscenesættelse er minimalistisk behersket med stærke udfald imellem. Humoren pibler også frem, og den bidrager kun til en smertefuld alvor, som gør indtryk.
Vi overværer en drøm, som foregår i Overtacis sind. Den sker ikke andre steder. Og den gør indtryk. Lad os få lov at beholde denne verden, lyder opfordringen til overlægen.
Send en kommentar