Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

En samvittighedsfuld læge har gemt sig bag navnet Erik. Han vil ikke risikere at emsige myndigheder retsforfølger ham. Han hjalp en patient med en barmhjertig død, aktiv dødshjælp, eutanasi. Jørgen ville dø af lungekræft i løbet af nogle få måneder eller uger, men ønskede ikke at kræften langsomt pinte livet og værdigheden ud af ham.

Hans kone, Karin, ønskede det heller ikke. De var helt afklarede, gennem adskillige samtaler med lægen. De var sikre på at livet ikke var bedre end døden. Erik talte også med parrets børn, for yderligere at sikre sig at der ikke var nogen from for pres på Jørgen.

Allerede da Jørgen fik diagnosen, og fattet forholdt sig til sine udsigter, gav han udtryk for at han ville foretrække døden frem for et liv uden sin værdighed. Men det skulle jo ikke forhastes, så han ventede med at få sat det sidste punktum til han havde fået det for dårligt.

Fra de allerførste dage på lægestudiet havde Erik tænkt over, hvordan han ville forholde sig til det at stå over for en døende. Og meget tidligt erkendte han med sig selv, at det var forkert, at uhelbredeligt syge, der ønskede at dø, ikke også skulle have lov til det -- endog med hjælp fra en læge. At udføre aktiv dødshjælp var ulovligt, det vidste han godt. Men derfor kunne det godt være etisk rigtigt. Alligevel diskuterede han det kun med få af sine medstuderende. Fornemmelsen sagde ham, at man ikke talte om aktiv dødshjælp.

Jørgen fik sin sidste tid hjemme i trygge omgivelser. En måned efter at han kom hjem fra sygehuset, blev Erik inviteret på nybagt æblekage og kaffe. Jørgen var fast i blikket. "Jeg ønsker ikke at leve mere". Hans liv lå allerede bag ham. Erik kunne med lettelse se at det var noget som parret havde talt længe om.

Kampen for Erik står mellem risikoen og samvittigheden. Risikoen for at blive retsforfulgt for at udføre medlidenhedsdrabet, hvis han bliver opdaget, og samvittigheden over for sig selv som læge og som medmenneske. Mest som medmenneske. Det, at han er læge, gør, at han har muligheden for at hjælpe Jørgen, Karin og børnene -- skaffe de præparater, der skal bruges. Men det er som medmenneske, at han overvejer at hjælpe dem.

Kristeligt Dagblad: Thi dit er riget og magten og æren i al evighed!

-- Er det nu det rigtige, jeg gør? lyder spørgsmålet igen og igen i Eriks hoved.

Men han ved, at det er det. Samvittigheden siger ham det. Respekten for medmennesket siger ham det. For Erik tror han på kristendommens budskaber. Om at søge efter det gode i mennesket, søge næstekærligheden. Kærligheden kræver ofre, og derfor må han ofre forsigtigheden og stole hundrede procent på Jørgen, Karin og deres børn. Samvittigheden byder ham det. Og han ved med sig selv, at skulle han stå i samme situation igen, så vil han endnu engang lytte til sin samvittighed. For han tager ikke magten fra Gud ved at udføre aktiv dødshjælp. Han lader blot Guds vilje ske.

Amen.

Jørgen fik nogle piller at falde i søvn på, og døde efter en sprøjte, med sin kone i hånden. Afskeden var allerede taget.

-- Det er ovre nu.

-- Tak.

En god læge havde modet til at sætte samvittigheden og medmenneskeligheden over loven. Han udlevede den kristne kirkes budskab om næstekærlighed. Lægehjælp til det allersidste.

Se også:

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Er "passiv" dødshjælp nok? Nej