Logo sommerfugl

tirsdag den 20. maj 2008

Genvej til himmelen

Cross pendant
Den kristne kirkes måde at forholde sig til selvmord på har i historiens løb været ganske forvirret. Bibelen har ingen skriftsteder, der direkte taler for eller imod, blot nogle få omtaler af konkrete personers selvmord. Det vil sige at kirkens holdninger til selvmord altid har været et rent kulturfænomen, med udformning af håndfaste dogmer der har større vægt end Bibelen.

Den tidlige kristendom havde mange martyrer, hvis selvmord blev set som noget helligt. De kom direkte i himmelen. Der blev desværre for mange martyrer, så selvmord blev kategoriseret som en synd. Men hvis den der ville slå sig selv ihjel sørgede for at angre sin synd lige før døden, var vejen til himmelen stadig åben. Det var en genvej til himmelen. En mulighed for at slippe for resten af et hårdt liv.

Shortcut to heaven

Følgelig blev det til at kirken kategoriserede selvmord som en utilgivelig synd. Selvmordere kunne ikke blive begravet i indviet jord - det var en ganske alvorlig sag på den tid - og kom direkte i helvede. Familiens ejendom blev konfiskeret. Der blev dog indført en lille smutvej, hvis familien kunne bevise at den døde havde handlet i sindsforvirring, Naturligt nok gjorde familierne sig store anstrengelser herfor. Det var betydeligt lettere for overklassen at komme igennem med at et selvmord kunne blive behandlet som et "almindeligt" sygdoms-dødsfald.

Reelt blev selvmord set som en alvorligere forbrydelse end mord. Konsekvensen blev mord begået med det ene formål at blive henrettet. Det var en tilgivelig synd; der var stadig mulighed for at blive begravet i indviet jord, og familien blev ikke plyndret. En anden konsekvens var at når nogen alligevel hoppede i en kanal for at drukne sig, stod tilskuerne bare og kikkede. Hvis nogen tænkte på at hjælpe, blev de ligefrem stoppet. Selvmorderen var uren, og kunne smitte. Denne overtro var kirkens lære. Religiøse "fakta".

Der måtte værdslige love og oplysning til for at løfte samfundets behandling af selvmord ud af kirkens blindgyde, for at ændre kirken til det mere næstekærlige.


2 comments:

Leonhard sagde ...

Jeg har et definitions spørgsmål her.

Mener du at soldater der dør i kamp begår selvmord? At personer der har udført et arbejde, der har fået en ordensmagt til at slå dem ihjel imod deres frihed har begået selvmord?

Det mener jeg er uretfærdigt imod disse kristne martyrer. Man kan sige nok så meget om hvad de troede på, og om de var rationelle men jeg er ikke i tvivl om at martyrerne prædikerede på trods at de skulle tortureres og slås ihjel.

Jeg er ikke en historiker. Men den forestilling jeg har er at kirken senere fandt at deres folk fik ideen at det 'at dø for troen' var det gode i stedet for at udføre deres egentlige arbejde. Biskopperne har da gjort et godt arbejde hvis de slog fast at målet ikke er døden selv. Lige så lidt som at en soldat går i kamp for at dø.

tosommerfugle sagde ...

Nej, jeg ser ikke selvmord i soldaters død i kamp, eller når nogen bliver henrettet. Der kan selvfølgelig være undtagelser, men med selvmord mener jeg at vedkommende selv udvirker sin død.

Så jeg taler ikke generelt om de kristne martyrer. Altså ikke om dem der hyldes ifølge kirkelige doktriner. Pointen er at "tilladelsen" til at blive martyr medførte selvmord hvor det blev set som en "genvej til himmelen". Jeg kan f.eks. citere fra faktahæfte nr. 3, Fra tabu til myte. Fakta om selvmordsadfærd fra Center for selvmordsforskning:

I den første kristne tid var martyrhandlinger ikke ualmindelige; de var udtryk for en pessimistisk holdning til dette liv, en længsel efter et bedre liv og et ønske om at komme til Gud. Denne holdning dannede grobund for en stigning i antallet af selvmord. Kirkemødet i Arles i år 452 forbød selvmord ud fra den betragtning, at ”den, som dræber sig selv, dræber en uskyldig person og begår mord”.

Efterhånden udvikledes en stærkt fordømmende holdning over for selvmord. Det blev fremhævet, at den ædle sjæl ville bære alle livets lidelser, og at en flugt fra dette er et udtryk for svaghed. På kirkemødet i Braga i år 563 blev det forordnet, at der ikke skulle forekomme religiøse ritualer efter selvmord, om end det blev tilladt under tre omstændigheder: frivilligt martyrium, selvpåført død gennem askese, og jomfruen og den gifte kvindes selvmord for at bevare sin dyd
.

Det blev så til en kirkelig ganske regulær forherligele af lidelse, som jeg har behandlet i blog indlægget Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp.

Jeg synes bestemt at kristendommen også har mange gode sider, men ikke når kirker søger at regulere gennem fordømmelse og magtudøvelse. Aktuelle ubehagelige eksempler ses f.eks. omkring homoseksualitet. Der kan næppe tvivl om at kirkelige nedgørelser af homoseksualitet nogle steder medfører selvmord.

Og jeg føler ubehag ved at se kristne insistere på at der ikke kan tænkes nogen som helst omstændigheder hvor det er moralsk acceptabelt at afkorte sit liv, at vilkårlig elendighed i livets afslutningsfase skal bæres.

Logo sommerfugl