Melankolske mordere - Mord som selvmordsmetode

mandag den 24. maj 2010

Melankolske mordere - Mord som selvmordsmetode

For 300 år siden var det en helt klar sag at straffen for drab/mord kun kunne være døden. Teologerne var ubøjelige, med henvisning til dertil egnede citater fra Bibelen. Klarest udtrykt i det gamle testamente, anden mosebog, kapitel 21, vers 21-23:

Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.

Juristerne havde tilsvarende talionsprincippet, om at straffen skulle bestå i et tilsvarende onde, som gerningsmanden havde tilføjet andre. Straffen var altså udtryk for gengældelse eller regulær hævn. På den anden side dog også udtryk for et positivt retsprincip om at hævnen ikke skulle være større end forseelsen.

Et andet princip som teologerne med stor energi hævdede var at se selvmord som en utilgivelig synd. En selvmorder kom lige lukt i helvede, uden mulighed for tilgivelse. Dette skræmme-budskab skulle afholde mennesker fra at gøre alvor af tanker om selvmord.

Baggrunden for denne hårde form for selvmordsforebyggelse var en fortid hvor kristendommen hvervede tilhængere via løftet om evigt liv og frelse i en vidunderlig fantasiverden, himmelen. Det førte til at en del "skød genvej" væk fra et hårdt jordisk liv, for at komme videre til det evige liv. Selvmord, måske ved at opsøge at blive dræbt som martyr. Det at være en "dødskult" gav dårlig PR.

Selv om mordere rutinemæssigt blev tortureret og henrettet, gav ritualerne dem mulighed for at angre deres synd, blive begravet i indviet jord, og at slippe for Helvedes flammer. Fremtidsudsigterne efter selvmord var til gengæld at komme direkte i Helvede, og at familiens ejendom blev konfiskeret af kirken. Når straffen for selvmord altså var meget hårdere end straffen for mord, var den logiske løsning at blive morder.

Det var en særdeles attraktiv og meget højtidelig ceremoni at blive henrettet. Historiker og seniorforsker Tyge Krogh forklarer:

Tankegangen var, at henrettelserne var Guds befaling. Der var altså ingen mulighed for dispensation, og derfor var det et billede på den nådige Guds barmhjertighed, at morderne fik mulighed for at angre. For gjorde de det, tilsyneladende helt oprigtigt og helt frem til dødstidspunktet, måtte de være sikre på at komme i Himlen. Det var jo fantastisk for dem, der bare gerne ville herfra på en ordentlig måde, men også for kirken, for det var en tid, hvor begrebet "omvendelse" var meget vigtigt. På den måde blev henrettelserne et skoleeksempel på selv de groveste synderes genfødelse gennem præsternes ihærdige arbejde.

Denne smutvej fik så stor udbredelse, at begrebet "melankolske mordere" opstod for disse "grundløse drab". I nutidens sprogbrug ville det hedde "deprimerede mordere". Når kirkens lære var at mordofferet kom direkte i himmelen, kunne morderens tankegang være at det ikke gjorde så meget. Da det jo heller ikke er nemt at slå en anden ihjel, gik det oftest ud over små børn.

Løsningen blev at straffe mordere med tvangsarbejde og tortur (pisk og brændemærkning). Ganske vist kæmpede teologerne ihærdigt imod, fordi de holdt fast på henrettelse var Guds krav. Det var, for dem, vigtigere end at sænke antallet af mord.