Ekstra Bladet havde forleden en lille nyhedshistorie, som bygger på et stykke svensk/amerikansk registerforskning. Ved at samkøre et antal registre for 4.3 millioner svenskere, mellem 1969 og 2004, kunne forskerne vise en sammenhænge mellem forældrenes dødsårsag, og hvordan det efterfølgende gik deres børn.
Den mest påfaldende tendens var for børn, som før de blev 18 år havde oplevet en forælder begå selvmord. Deres egen risiko for selvmordsforsøg var tre gange så høj som gennemsnittet. På den anden side var der ingen tilsvarende tendens hvis en forælder døde ved ulykke eller sygdom, eller hvis barnet selv havde passeret myndighedsalderen først.
Forskningen peger videre på at den øgede risiko ikke blot er for selvmordsforsøg, men også for depression, psykoser og personlighedsforstyrrelser. Et andet resultat pegede på øget risko for voldelig kriminalitet blandt de børn som mistede en forælder, uafhængig af om det var selvmord eller ej.
Den fristende umiddelbare konklusion er at se det som tegn på at depression og selvmord er noget arveligt, som en biologisk (genetisk) arv, eller måske en social arv. Selv om jeg da tror at denne forklaring kan være en del af sandheden, peger resultaterne mere i retning af noget andet. Ved en regulær arvelighed måtte det forventes at de nedarvede problemer slog igennem selv om barnet blev voksen før en forælder tog sig af dage.
For mig at se peger det mere på at den betydelige psykiske belastning, som et forældre-selvmord er for et barn, præger dets fremtid og psykiske sundhed. Ud over selve selvmordet, må der have været mange tilfælde hvor forælderen ikke har haft overskud til at støtte og opdrage barnet. Det er også et stort svigt, når en en forælder, på denne endegyldige måde, forlader barnet, lader det være alene. Lader det sidde med skyldfølelser, som det kan være meget svært at få bearbejdet.
Endvidere er der stor risiko for at omgivelserne ikke har været i stand til at støtte barnet med at bearbejde sorgen over det skete. De voksne omkring barnet har måske ofte ikke selv haft lyst og overskud til at kunne snakke ordentligt med barnet om det, måske endda ladet deres egne uforløste følelser omkring problemerne gå ud over barnet. Stigmatisering. Eller måske bare tror at de tager hensyn ved altid at snakke om noget andet og mindre tungt.
Kort sagt er der mange gode grunde til at et forældre-selvmord kan være dybt traumatisk for et barn, og præge dets fremtid alvorligt, med mindre det kan lykkedes at få det bearbejdet og helst forstået. Og jeg tolker undersøgelsen som at dette begyder meget mere end en eventuel biologisk (eller social) arvelighed.
Og en særdeles god grund til at forældre skal afholde sig fra selvmord, også selv om de har det ad helvede til. Det er temmelig sikkert en misforståelse at børnene får det bedre af det.
- Ekstra Bladet:
Forældres selvmord 'arves' af deres børn - Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry:
Psychiatric Morbidity, Violent Crime, and Suicide Among Children and Adolescents Exposed to Parental Death - CNN:
Study: Children of suicide more likely to take own lives - The New York Times:
Risks for Children of Parents Who Commit Suicide - Science Daily:
Children Who Lose a Parent to Suicide More Likely to Die the Same Way, Study Finds
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Rigtig, rigtig god pointe, du har der til sidst.
Mange selvmord sker desværre ud fra en tanke om at det må være en lettelse for de efterladte at "slippe af" med den som ikke kan finde ud af livet. En tanke som meget sjældent har basis i virkeligheden, ja.
Og der skal ekstreme ting til før det er en lettelse for et barn at en forælder "tager billetten"....
Du har helt ret. Min bedste ven, der begik selvmord i februar, tænkte desværre også de tanker. Som han selv sagde, ville han aldrig være "til besvær" - det sagde han altid, når vi inviterede ham for det gode selskabs skyld. Han var umulig at overbevise om andet. Men jeg elskede jo at være sammen med ham, og jeg har aldrig stået en ven tættere - især i de hårde tider.
At være "til besvær" er en menneskeret. Og en anledning til at få at mærke at andre sætter pris på en, netop også hvis der er "besværlige" sider.
Jeg ville ønske at dem som føler at deres liv er til besvær ville indse dette. At der er nogen i netværket som endda glæder sig ved at kunne, og få lov til at støtte.
I andre sammenhænge har jeg jo den holdning at selvmord kan være fornuftigt og rationelt. Et af de vigtigste kriterier for at vurdere dette er netop om det er realistisk at kunne overbevise andre om at det er en rimelig udvej, uden realistisk mulighed for at finde frem til noget bedre.
Altså at selvmord ikke skal tænkes og besluttes på egen hånd. I de få tilfælde hvor der er en virkelig god grund, ville en nærtstående jo også kunne forstå dette, og rumme denne svære tanke. Og selvfølgelig prøve at være med til at finde ud af om der dog ikke er en bedre løsning...
Jamen, hvad nu, hvis der faktisk er nogen, der har givet udtryk for, at man er til besvær for vedkommende? Så er tanken jo reel nok, selv om det ikke betyder, at alle synes, man er til besvær. Men hvis bare den, der synes, man er til besvær, er en person med en vis definitionsmagt over én, så opnår budskabet jo nemt status som en universel sandhed. Og så kan omverden nok så mange gange gentage, at, nej nej, det passer jo slet ikke.
Tænker, at det også med det hér, som med alt andet i livet, er bedre, at acceptere, når nogen oplever at være til besvær, og så hellere spørge, hvor tanken mon kommer fra, end at prøve, at overbevise om noget andet.
Send en kommentar